Patienten på den anden side af forhænget kan lytte med. Hvad gør jeg?

Som socialsygeplejerske er Jeanette vant til at komme ud på forskellige hospitalsafdelinger, når patienter er indlagt til afrusning for alkohol eller stoffer. En dag skal hun se en ung kvinde, som er indlagt med infektion og skal opstartes i afrusning. Men kvinden ligger på en stue med to senge adskilt af et tyndt forhæng. Lige på den anden side af forhænget ligger en anden kvindelig patient, der har sin mand på besøg.

“Vi har ikke set hende hos os før. Så jeg præsenterer mig som socialsygeplejerske og fortæller, at jeg har brug for at høre hele hendes historie, for at vi kan sætte ind med den rette hjælp. Hun er flakkende i blikket og spørger, om jeg kan komme tilbage – for måske er patienten ved siden af på vej til at gå.”

Jeanette går igen. Hun er frustreret over, at der ikke er et samtalerum eller en enestue til den slags samtaler.

Det er ikke første gang, hun har stået i et lignende dilemma, og hun ved, at der kan komme personlige ting på bordet, når hun skal spørge ind til patienten.

Efter lidt tid vender Jeanette tilbage til stuen. Men den anden patient er der stadig. Jeanette går endnu en gang, og vender tilbage efter en time. Nu er der kommet en ny patient. En yngre kvinde ligger nu i sengen på den anden side af forhænget. Men Jeanettes patient giver af sig selv grønt lys til, at de kan tage samtalen nu og her.

Men hvad gør Jeanette? Hun ved, at hun skal spørge ind til det somatiske, patientens psykiske tilstand og misbrug og til hendes økonomi og netværk.

“Det er mit første møde med patienten, og der er jeg altid nødt til at få en fyldestgørende anamnese. Men det er krænkende og intimiderende for hende, at der ligger en fremmed ved siden af og hører alt. Spørgsmålet er også, om hun holder ting tilbage, fordi en anden lytter med?”

Jeanette har ikke lyst til at udskyde samtalen, hvor de bl.a. skal snakke om det ambulante forløb, der skal sættes i gang, og om hun har brug for, at de opsøgende medarbejdere på gaden skal være der for hende.

“Udskyder jeg igen, kommer jeg endnu mere under tidspres. For der er mange løse ender, der skal koordineres, og jeg har brug for al den viden, jeg kan få, inden jeg kan gå i gang med at lægge en detaljeret plan. Jeg ved aldrig, om de bliver udskrevet dagen efter eller om en uge. Når først de er udskrevet, så slipper jeg dem. Så min bekymring går også på, at hun kan ende i en ond spiral, hvis jeg ikke når at få den her samtale med hende, inden hun bliver udskrevet.”

Jeanette står i et dilemma. Skal hun udskyde samtalen igen eller tage samtalen nu, selvom andre lytter med?

Kommentar fra Sygeplejeetisk Råd:

Der bør etableres et privat rum

Jeannettes oplevelser med at skulle tale med en patient på en flersengsstue er en af de etiske udfordringer, mange sygeplejersker møder i deres dagligdag.

Man kan sige, at hospitalsindretningen på den måde kan være med til at skabe etiske problemstillinger, som sygeplejersker må løse, når de skal indlede alvorlige samtaler med et menneske i en sårbar situation, mens der er risiko for, at medpatienter eller pårørende lytter med.

Ifølge de sygeplejeetiske værdier har sygeplejersken ansvar for at drage omsorg for patienten. I den konkrete situation handler det ansvar om, at Jeanette bør være med til at sikre, at der etableres et privat ’rum’.

Her kan hun og patienten tale sammen, og det bliver muligt at tilrettelægge en omsorgsfuld sygepleje, der medvirker til at sikre patientens velvære. En god løsning i den konkrete situation vil være, at Jeanette enten tager patienten med ud fra stuen, eller at hun spørger medpatienten og den pårørende, om de vil vente udenfor, mens hun taler med kvinden.

Alternativt kunne Jeanette tale med kolleger på afdelingen og adressere sin udfordring, og sammen vil de kunne finde en god løsning, der tager hensyn til patientens integritet.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd, Dorte Sørensen Tungelund, Jette Christiansen, Birgitte Ehlers, Lisbeth Aaskov Falch og Anne Bendix Andersen

Det endte Jeanette med at gøre:

Jeanette tager samtalen. Det viser sig, at kvinden har været i en voldsom deroute. For få måneder siden havde hun arbejde, og børnene var hos hende hveranden uge. Men en dag blev hun udsat for svindel og mistede adgang til sine konti, sin bolig og startede så et overforbrug af alkohol. Hun har siden været ind og ud af krisecentre, går med overfaldsalarm og ser ikke sine børn som før. I dag står Jeanette stadig ved sin beslutning. Men hun synes ikke, det er forsvarligt, at de her samtaler finder sted på flersengsstuer.