Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Specialuddannede kan lette pres på medicinske afdelinger

Sygeplejersken 2023 nr. 13, s. 6

Af:

Mai Brandi Ludvigsen, Journalist

61812900

Foto:

Per Rasmussen

En specialuddannelse i medicinsk sygepleje vil kunne højne fagligheden og fastholde sygeplejersker, mener forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg.

Ancienniteten er i gennemsnit halvt så lang blandt sygeplejersker på medicinske sengeafdelinger som kollegerne på andre sengeafdelinger. Det viser tal fra en spørgeskemaundersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) om sygeplejerskers arbejdsmiljø, helbred og trivsel (SATH 2023). Her fremgår det også, at arbejdspresset er højere, at de oftere føler sig udbrændte og har sværere ved at se sig selv i jobbet om tre år.

Disse ting samt manglende karrieremuligheder er blandt årsagerne til, at sygeplejersker i højere grad søger væk fra medicinske afdelinger. Det bør man gøre noget ved, mener Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i DSR.

”Vi har brug for en specialuddannelse i medicinsk sygepleje, så vi kan styrke fagligheden og lette presset på de medicinske afdelinger. Muligheden for en specialuddannelse vil være med til at fastholde flere erfarne sygeplejersker, fordi de får nogle tydelige karrierespor tæt på praksis. Det vil samtidig styrke det faglige miljø og gøre det mere attraktivt for alle at arbejde på de medicinske afdelinger,” siger hun.

Tal fra SATH-undersøgelsen peger nemlig på, at sygeplejersker med en specialuddannelse bliver længere i jobbet. De oplever i mindre grad, at arbejdstempoet er så højt, at det påvirker kvaliteten i deres arbejde, og de føler sig i mindre grad udbrændte.

Komplekse og ustabile patienter
Et andet væsentligt argument for en specialuddannelse i medicinsk sygepleje er patientsikkerheden, lyder det fra Tove Lindhardt, seniorforsker på Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje, Medicinsk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital:

”Vi ved, at når der ikke er nok sygeplejersker, så er der højere dødelighed, flere komplikationer, flere genindlæggelser og længere indlæggelsestid. Vi har solide studier, der viser, at jo flere sygeplejersker om patienten og jo bedre uddannede, de er, desto større chance er der for, at patienterne overlever.”

Tove Lindhardt har tidligere været intensivsygeplejerske og har svært ved at se, hvorfor der ikke også skulle være en specialuddannelse på det medicinske område.

”Kravene til sygeplejerskerne i vores afdeling nærmer sig dem, der stilles til intensivsygeplejersker. Vores patienter er voldsomt komplekse,” siger Tove Lindhardt.