"Bæredygtighed er hjerteblod for mig"

Det er paradoksalt, at vores sundhedsvæsen bidrager til, at folk bliver syge som følge af tørke, oversvømmelse og andre klimaforandringer. For vi er jo sat i verden for at skabe mere sundhed. Vi har derfor også et ansvar for at kigge indad. 

Det er grotesk, hvad vi kasserer af skoper, tekstiler og andet behandlingsrelateret udstyr, der kun har været brugt én gang. Det gør vi for at leve op til høje krav om hygiejne og patientsikkerhed og for at spare tid.

Men vi kan godt have samme høje standarder, samtidig med at vi passer på den verden, vi lever i. Sundheds-væsenet står for 6 pct. af CO2-udledningen i Danmark. Det tal skal ned.

Fra Afrika til Pakistan og Portugal
I Region Midtjylland har politikerne da også vedtaget en strategi for bæredygtighed, der læner sig op ad regeringens mål om at reducere udledningen af CO2 med 70 pct. inden 2030.

Jeg er ansat til at lave tiltag inden for den cirkulære økonomi, hvor produkter designes, så de kan repareres, genbruges eller bruges som ressource til nye produkter efter brug. 

Jeg har f.eks. set nærmere på de små sutursæt med saks, pincet og nåleholder, som afdelingerne bruger stribevis af til at sy små sår. Det bliver lavet af stål af lav kvalitet, som man henter op fra miner i Afrika.

Derefter bliver det transporteret til Pakistan, hvor instrumenterne produceres, og hvor man ikke kan udelukke børnearbejde. Så bliver det vasket og pakket i Portugal, og noget kommer en tur forbi Irland, inden det lander hos os.

Der bliver brugt store mængder vand, kul og olie på at lave og transportere de små sutursæt, som vi kasserer, når vi har brugt dem én gang. Til sidst køres de til Lolland og bliver brændt. Vi fandt så ud af, at man kan spare 90 pct. CO2 ved i stedet at bruge instrumenter, der kan genbruges op mod 1.000 gange.

Nu er der nedsat en styregruppe og ansat en projektleder til at se på det store forbrug af engangsinstrumenter i regionen.

Seks plastiksække pr. operation
Jeg blev uddannet sygeplejerske i 1992, arbejdede derefter på infektionsmedicinsk afdeling og har været et par år i Tromsø, men jeg kommer fra et job som ortopædkirurgisk operationssygeplejerske på Århus Kommunehospital, hvor jeg startede i 1998.

Da jeg havde været der i halvandet år, blev jeg miljøkontaktperson. Jeg er vokset op på landet, så det var naturligt for mig at tænke i de baner. Vi fandt da også hurtigt ud af, at vi lukkede fem-seks store blå plastiksække med 10 kilo affald efter bare én operation.

Vi startede derfor med at sortere papir og pap fra og efterhånden også blød og hård plast. Men da vi så flyttede til Skejby i 2018, skulle alt igen samles i en blå sæk. Vi måtte starte forfra.

Kontaktpersoner i hver afdeling
En dag ringede en af hospitalets to fastansatte miljøkoordinatorer her på Skejby til mig. Der var blevet slået en projektstilling som bæredygtighedskonsulent op i regionen. Den måtte jeg søge. Jeg er 58 år nu, og efter 22 år på operationsgangen var min krop slidt.

Skulle jeg prøve noget andet, var det nu. Så jeg startede i den stilling juli 2020. Det var et nyt område, og jeg fik ingen efteruddannelse. Læringskurven var stejl, og min hovedskal føltes, som om den var for lille. Men jeg lærte en vigtig sætning, som jeg gør alt for at styre efter:

Det bedste affald er det, der ikke bliver produceret.

Jeg havde hele tiden kontakt til de to miljøkoordinatorer her på hospitalet. Vi er et trekløver, som bruger hinanden meget, og vi sparrer også med de andre bæredygtighedskonsulenter i Center for Bæredygtige Hospitaler, hvor jeg er tilknyttet.

Det er en kæmpe udfordring for os tre at være synlige på hele hospitalet. Men vi har miljøkontaktpersoner i hver afdeling, hvilket forplanter sig som krav om klimavenlige løsninger hos ledelsen i de enkelte afsnit. 

Jeg oplever indimellem, at folk undrer sig over, hvorfor en sygeplejerske skal arbejde med klima og bæredygtighed. Men det giver mening. For som sygeplejerske har jeg gennem tiden fået et godt indblik i, hvor man kan tænke klima-venligt. 

Der er heldigvis også mange, der har lyst til selv at arbejde med grønne projekter. Anæstesisygeplejersker i dagkirurgien er f.eks. i gang med et puljeprojekt med store perspektiver. De undersøger, om man kan bruge en dråbetæller, der kan blive hængende mellem patienterne i stedet for at trække medicin op i 50 ml-sprøjter ved hver ny patient.

Flere døjer med slidte led af at trække medicin op, så det gavner både arbejdsmiljøet og klimaet.

Klimaflygtninge og grønne vaner
Nogle af puljeprojekterne har udmøntet sig i nye grønne tiltag. De er samlet i Bæredygtighedskataloget under Center for Bæredygtige Hospitaler. Der kan personalet få anvisninger til, hvordan man f.eks. kan genanvende og forbruge mindre. Flere regioner har også vist interesse for vores arbejde. Så det breder sig. 

Men vi er pressede, og det er svært at finde tiden. Derfor er jeg også stolt over, at personalet tager kataloget til sig og ændrer vaner. For hvis vi ikke gør noget, går det helt galt.

Man regner med, at der kommer op mod 200 mio. klimaflygtninge inden 2050. Så jeg bliver glad, når jeg ser alle de steder på hospitalet, hvor vi gør en grøn forskel. Det er hjerteblod for mig.