Sygeplejersken
Nu kan flere holde tre ugers ferie
Cristina Catherina Arboe har tæt kontakt til de hjemmesyge-plejersker, hun er tillidsrepræsentant for i Halsnæs Kommune. Det har bl.a. betydet korrekt løn og en opnormering hen over sommeren.
Sygeplejersken 2023 nr. 14, s. 37
Af:
Laura Elisabeth Lind, Journalist
Foto:
Nikolai Linares
Cristina Catherina Arboe har som tillidsrepræsentant bidraget til en bedre normering i sommerferien.
Korrekte tal på lønsedlerne og en bedre sommerferienormering. Det er blot noget af det, som hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant Cristina Catherina Arboe har bidraget med efter en tæt snak med kollegerne.
“Jeg har italesat over for ledelsen, at man skal opnormere i sommerferien. Vi er en feriekommune med strand, vand og mange sommerhuse,” fortæller hun og fortsætter:
“Vi har mange feriegæster, der skal have hjælp. Det kan være sårbehandling, medicindosering, kateterskift eller dialyse. Her vil det være en fordel at være på forkant med det større borgerflow, der kan komme.”
Vikarer hjælper til
Samtalen med ledelsen endte bl.a. med, at flere kunne holde tre ugers sammenhængende ferie.
“Vi er gode til at være fleksible over for hinanden, og flere har flyttet deres ferie, så vi var det antal, der skulle være.”
Desuden har de haft eksterne sygeplejersker ansat i vikariater hen over sommeren.
“Personalet er meget glade for vikarerne. Flere kollegaer har nemlig været udkørte, så de har været mere trygge ved at gå på arbejde i den her tid med spidsbelastning, hvor vi har fået hjælp udefra.”
Korrekt løn
Den tætte kontakt til medarbejderne bonner også direkte ud på lønnen. Cristina Catherina Arboe bruger meget tid på at fortælle om de forskellige tal på lønsedlerne. Og her bliver der opdaget fejl. En af sygeplejerskerne havde f.eks. fået for lav løn i et helt år.
“Sammen med ledelsen fik vi rettet op på det.”
Fordele ved ekstra vagter
Tilbage til sommerferien og de manglende hænder. Selvom vikarerne bliver modtaget med kyshånd, har Cristina Catherina Arboe også brugt energi på at tale med ledelse og medarbejdere om fordelene ved at tage frivillige ekstra vagter.
“Ellers har vi ikke kunnet følge med hen over sommeren. I den ordning er der en bedre honorering, men det kan skabe en ubalance mellem arbejdsliv og privatliv. Og det skal vi være opmærksomme på,” siger hun og fortsætter:
“Men man skal tilgodese medarbejderne, så dem, der har lyst til at arbejde lidt ekstra, får pengene fremfor vikarerne. Det øger også kvaliteten i sygeplejen hos borgerne. For det er os, der kender borgerne.”
Vil du som tillidsvalgt eller medlem fortælle om den forskel, tillidsvalgte gør, så skriv til redaktionen@dsr.dk
Hvad har du lært af forløbet?
“Det er vigtigt at have en tæt kontakt til sine kollegaer, så de får lyst til at sparre med deres tillidsrepræsentant og komme ud med deres undren og frustrationer. En tæt dialog med ledelsen er også vigtig, så vi sammen kan tænke i andre baner og løse udfordringerne.”