Sygeplejersken
Tilsyn forbedrer behandling
En spørgeskemaundersøgelse om diabetes-tilsynet på OUH Svendborg Sygehus viser, at et stort flertal af medarbejderne oplever, at tilsynet gavner behandlingen af patienternes diabetes.
Sygeplejersken 2023 nr. 14, s. 43
Af:
Christina Sommer, Journalist
Foto:
Michael Drost-Hansen
Diabetes-sygeplejerske Anne-Mette Veber Tønder (tv) og kollegerne falder tit i faglig snak med kolleger på gangene, her sygeplejerske Emma Jensen på Kirurgisk Afdeling A.
At sikre voksne patienter med diabetes den bedste diabetesbehandling uanset årsagen til indlæggelse. Det er Diabetes-tilsynets fornemmeste opgave på OUH Svendborg Sygehus. Og den opgave løser klinisk sygeplejespecialist Anne-Mette Veber Tønder og hendes kolleger i Endokrinologisk Ambulatorium ret godt, viser en nylig spørgeskemaundersøgelse blandt 96 læger og sygeplejersker fra de somatiske afdelinger.
Otte ud af 10 mener, at tilsynene i høj grad eller meget høj grad gavner behandlingen af patienternes diabetes under indlæggelse. Og næsten lige så mange (78 pct.) mener, at de i meget høj eller høj grad får den fornødne hjælp af tilsynet, fortæller Anne-Mette Veber Tønder:
”Vi er glade for at kunne bringe vores specialistviden i spil over for både patienter og kolleger. Netværket med kollegerne på de somatiske afdelinger er guld værd, og vores samarbejde er med til at sikre, at patienter med diabetes får den bedst mulige behandling”.
Vigtigt at informere
Med tilsynet ønsker ambulatoriet også at bidrage til kompetenceudvikling af plejepersonalet på de somatiske afdelinger i forhold til varetagelse af behandling og sygepleje til indlagte patienter med diabetes.
Spørgeskemaundersøgelsen viser, at næsten halvdelen af de adspurgte i meget høj eller høj grad mener, at de får forbedret deres kompetencer, når diabetes-sygeplejerskerne kommer forbi. Så her er der plads til forbedring, mener Anne-Mette Veber Tønder:
”Men det er nok udtryk for, at mange kolleger på sengeafsnittene ikke har tid til at deltage på tilsynene.”
Ifølge spørgeskemaundersøgelsen ved 66 pct., hvornår de skal bestille et tilsyn.
”Det viser, hvor vigtigt det er med kommunikation, når man implementerer nye tiltag, siger Anne-Mette Veber Tønder og tilføjer:
”Vi kan altid blive bedre til at reklamere for tilsynene, f.eks. ved at tænke det ind i vores introduktionsprogrammer og løbende informere om det på personalemøder”
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken: