Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

15 faktorer øger risiko for vold på jobbet

Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 13

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Aftenarbejde. Hyppig borgerkontakt. Højt tids- og arbejdspres. Høje følelsesmæssige krav i jobbet.  

Det er nogle af de faktorer, der øger risikoen for, at man bliver udsat for arbejdsrelateret fysisk vold – dvs. vold udført af en borger mod en ansat.

Faktorerne fremgår af en ny undersøgelse fra VIVE, som har analyseret 29 danske og internationale studier og fundet 15 forskellige faktorer, der øger risikoen for vold på jobbet. 

Denne viden kan arbejdspladser bruge, når de laver indsatser for at forebygge vold på arbejdet.

Øget risiko for mænd og yngre

Undersøgelsen opdeler risikofaktorerne i tre kategorier; individuelle karakteristika, beskæftigelsesforhold og arbejdsmiljø.

Ifølge undersøgelsen er mandlige og yngre medarbejdere i øget risiko.

Derudover øger nattevagter, aftenarbejde og hyppig kontakt til borgere risikoen for at blive udsat for fysisk vold på jobbet.

Inden for det psykosociale arbejdsmiljø kan især høje følelsesmæssige krav i jobbet eller en høj grad af tidspres eller arbejdsmængde øge risikoen.