Sygeplejersken
Kim får skræddersyet sit praktikforløb
Til daglig er Kim Thavi Albrecht lærer. Ved siden af læser han til sygeplejerske. Det kan han kun, fordi uddannelseskonsulenten på Holbæk Sygehus gerne vil imødekomme studerende, som har behov for et anderledes praktikforløb.
Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 38-39
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
Under coronaepidemien arbejdede den 44-årige folkeskolelærer Kim Thavi Albrecht hjemme. Her sad han i stuen og underviste eleverne på de ældste klassetrin foran sin computerskærm. Hjemmeundervisningen gjorde, at Kim Thavi Albrecht havde mere fritid. Rigeligt med tid mente hans kone, som var sygeplejerskestuderende og i praktik på Holbæk Sygehus.
Derfor foreslog hun ham at søge en af hospitalets netop opslåede stillinger som ”runner”. Og det ville Kim Thavi Albrecht gerne.
Som runner hjalp han hospitalets personale med forskellige praktiske opgaver. Tømte skraldespande, hentede lagener og andre ting og sørgede generelt for, at sygeplejerskerne havde bedre tid til coronapatienterne. Men han fandt også ud af, at det var kontakten med patienterne, han særligt godt kunne lide, og det gjorde, at interessen for sygeplejefaget voksede for alvor.
Efter et stykke tid begyndte Kim Thavi Albrechts hospitalskolleger at spørge, om han ikke havde lyst til at uddanne sig til sygeplejerske. Hans første tanke var, at ”det kan ikke lade sig gøre”. Han var for gammel, glad for sit lærerjob og i øvrigt heller ikke i en situation, hvor økonomien kunne holde til, at han pludselig skulle på SU i flere år. Alligevel satte opfordringen sig i baghovedet.
Livslang læring
Randi Warming Lilleskov er ansvarlig klinisk underviser for de sygeplejestuderende på ortopædkirurgisk afsnit på Holbæk Sygehus. Der er mange studerende på afdelingen. 19 i alt, når man tæller ambulanceførere og SOSU-assistenter med. Så afdelingen er vant til at have med studerende at gøre. Og vant til at tænke anderledes.
”Jeg tror, at det var derfor, at vores afdeling netop blev spurgt, om vi ville tage imod Kim,”
fortæller Rikke Warming Lilleskov.
I januar 2022 valgte han nemlig at trodse sin umiddelbare
skepsis og søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.
”Nu er jeg jo lærer, og kan godt lide begrebet ”livslang læring”. Jeg fik god opbakning fra min kone, og så tænkte jeg: Nu prøver vi, og så ser vi, hvor langt vi kan komme, for let bliver det ikke,” fortæller han.
Skæve tidspunkter
Både på første og andet semester var han i praktik på Holbæk Sygehus. Det var vigtigt for Kim Thavi Albrecht, at han kunne beholde sit lærerjob, samtidig med at han studerede. Den teoretiske del af sygeplejestudiet kan tages som e-læringsforløb, så det kunne han finde tiden til om aftenen og i weekenderne.
Det var mere praktikforløbet, som typisk ligger i dagtimerne mellem 8 og 16, han var bekymret for, for her skulle han jo undervise sine elever. Så allerede inden han søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen, snakkede han med Holbæk Sygehus om muligheden for et tidsmæssigt anderledes struktureret praktikforløb hos dem.
”De kendte mig, og hvis jeg kunne starte i praktik der, så ville de gerne hjælpe mig med, at få det til at gå op,” fortæller Kim Thavi Albrecht, der primært har haft sine vagter om aftenen og i weekenderne. Noget andet, der er anderledes ved Kim Thavi Albrechts praktikforløb, er, at de 300 praktiktimer er fordelt på 21 uger i stedet for 10.
Det har da også været udfordrende at have en studerende som Kim Thavi Albrecht, fortæller Randi Warming Lilleskov. Bl.a. fordi hun selv kun har vagter i dagtimerne.
”Det har vi prøvet at løse ved at maile meget sammen, og så har Kim været med mig på mine weekendvagter, hvor vi så har fået opdateret hinanden. Resten af personalegruppen har også været meget involveret i, at vi har en lidt anderledes opgave lige nu, og det har de været med til at tage på sig,” fortæller hun.
Fordele ved at være begge dele
Heidi Lemb er uddannelseskonsulent på Holbæk Sygehus. Hun mener, at det, at være fleksibel over for de studerende, kan være en medspiller i forhold til at løse problemerne med manglen på sygeplejersker.
”Det kan være en del af løsningen, at vi bliver bedre til at være åbne over for en anden type studerende. F.eks. sådan en som Kim, der egentlig aldrig havde tænkt, at han skulle studere igen. Ham vil vi da gerne prøve at hapse,” fortæller hun.
Kim Thavi Albrecht er stadig glad for at være folkeskolelærer. Og han kan sagtens se fordelene ved at være begge dele:
”Jeg har taget meget sygeplejefagligt med mig over i min undervisning. Bl.a. i naturfagene. Der er en masse, jeg kan bruge i f.eks. fysiologi og anatomi. Viden om sundhedsvæsenet, kan jeg bruge i samfundsfag. Og så tager jeg også viden med mig fra undervisningslokalet til sygeplejen. F.eks. er det en fordel at være historie- og samfundsfagslærer, når jeg taler med lidt ældre patienter.”
Han er glad for at være på Holbæk Sygehus, som ligger i nærheden af hvor han bor, og kan sagtens forestille sig at have en sygeplejerskestilling som bijob der.
”Om fordelingen som lærer og sygeplejerske skal være 50/50, eller i perioder mest det ene eller det
andet, det ved jeg ikke endnu. Men der er tid endnu, for jeg går kun på 2. semester, så det finder jeg nok
ud af hen ad vejen,” fortæller han.