Sygeplejersken
Målet om de 1.000 ekstra sygeplejersker er opgivet
Virkeligheden har overhalet den tidligere regerings mål om de 1.000 ekstra sygeplejersker, konstaterer Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen
Sygeplejersken 2023 nr. 2, s. 10
Af:
Henrik Boesen, journalist
Virkeligheden har vist sig at blive en helt anden end den tiltænkte. Den tidligere regerings målsætning i 2020 om at ville skaffe 1.000 ekstra sygeplejersker i løbet af 2 år er opgivet. Virkeligheden er endt i en konstatering af, at det samlede antal sygeplejersker i regioner og kommuner i stedet er faldet med knap 500.
Endnu flere skal ansættes
Sundhedspolitisk ordfører for Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen, bekræfter, at den tidligere regerings mål om de 1.000 ekstra sygeplejersker ikke længere er gældende.
”Men målet om flere sygeplejersker er ikke opgivet, det er faktisk endnu højere nu,” fortæller han og henviser til indholdet af det nye regeringsgrundlag.
Heraf fremgår bl.a., at regeringen med en toårig akutplan vil lette presset på sygehusene og nedbringe ventelisterne. Det skal ske ved f.eks. at afsætte midler til merarbejde, løntillæg, honorering af ekstravagter og motivering for at gå op i tid. 2 mia. kr. skal virkeliggøre planen.
”Jeg lover, at vi vil knokle for at skaffe det nødvendige personale,” siger Flemming Møller Mortensen og bedyrer, at i Socialdemokratiet er man bevidst om, at løn er en faktor, som har betydning for at skaffe flere sygeplejersker.
Fokus på bolden
Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, erkender, at virkeligheden har overhalet lovningen på de 1.000 sygeplejersker.
”Manglen er langt større. Det har regeringen erkendt og arbejder på,” siger hun og fortsætter:
”Set med DSR-briller handler det om at holde fokus på bolden - at der er massiv mangel, og at det skal løses, hvis sundhedsvæsenet skal komme på ret køl. Det handler om løn og arbejdsvilkår.”
Grete Christensen tilføjer, at arbejdet er noget mere nuanceret:
”Det starter med lønnen, men politikerne er også nødt til at se på at få nok specialuddannede, ledelse, fagligt forsvarlige normeringer, work-life-balance etc. - og på lang sigt mere forebyggelse og styrkelse af det nære sundhedsvæsen.”
Læs
evt. tema om de 1.000 ekstra sygeplejersker i Sygeplejerske nr. 11/2020.