Sygeplejersken
Hjemmeplejens samarbejde med pårørende halter
En ny undersøgelse viser, at langt fra alle leverandører af hjemmepleje har en fast procedure for samarbejde med pårørende. Det er bekymrende, mener Danske Patienter.
Sygeplejersken 2023 nr. 3, s. 12
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
Omkring 40 pct. af landets leverandører af hjemmepleje samarbejder i lav grad systematisk med pårørende. Det viser en ny undersøgelse, som Marselisborg Consulting har foretaget for Sundhedsstyrelsen.
Kun 8 pct. af de 98 kommunale og en række af private leverandører svarer ”i høj grad” til spørgsmålet om, hvorvidt de har nedskrevne procedurer for samarbejdet med pårørende.
Det er et problem, mener vicedirektør i Danske Patienter, Annette Wandel:
”Det er rigtig ærgerligt, fordi de pårørende er en vigtig ressource for patienterne.”
Pårørendes helbred påvirkes
Behandlingen af patienter påvirker de pårørende mere i dag end førhen. Både fordi flere mennesker lever med kroniske sygdomme, og fordi hjemmebehandling er blevet mere almindeligt.
Tidligere undersøgelser foretaget blandt Danske Patienters medlemsforeninger viser, at det er både psykisk og fysisk belastende at være pårørende. Bl.a. svarer 73 pct. i en undersøgelse foretaget for Alzheimersforeningen, at rollen som pårørende har påvirket deres eget helbred negativt.
”Det er desværre bagsiden, at mange pårørende bliver overbelastede af ansvaret og selv ender med at blive syge. Derfor er udfordringen at få inddraget de pårørende på en måde, som passer til de ressourcer, de har,” siger Annette Wandel.
Sammen med 29 andre organisationer har Danske Patienter udarbejdet fem anbefalinger, som skal sikre bedre vilkår for pårørende. Anbefalingerne inkluderer bl.a., at pårørende skal anerkendes og informeres, samt at relevante støtteindsatser skal styrkes.