Studerende i praksis: "Et tegn på forråelse"

”Hun er godt nok ubehagelig over for patienterne – hun burde få sig et andet arbejde.”

Sådan lød det hviskende fra en patient, der havde overværet min sygeplejerske-kollega hjælpe nabopatienten.

En halv time tidligere var min kollega og jeg ankommet til en stue, hvor patienten havde trykket på sit alarmkald. Det viste sig, at han havde ringet på vegne af patienten ved siden af, som lå badet i sved og ikke kunne finde sit eget nødkald.

Sygeplejersken spurgte ind til, hvorfor den svedende patient ikke havde ringet på knappen noget før. Han svarede, at han havde ligget længe og haft det meget varmt, men han vidste ikke, om det var noget, han kunne få hjælp til. 

”Det giver jo ingen mening at ligge og sejle rundt i sin egen sved, når vi er her for at hjælpe,” svarede sygeplejersken i en skarp tone. 

Efterfølgende kaldte patienten, der oprindeligt havde ringet på alarmkaldet, mig over til ham. Han lænede sig lidt frem og sagde med en lav stemme, at sygeplejersken havde været ubehagelig hele dagen, og at det nok var på tide, hun fandt sig et nyt arbejde, for med den attitude skulle man ikke arbejde med mennesker. 

Sygeplejerskens skarpe tone ser jeg som et eksempel på forråelse. Forråelse er et symptom på afmagt og er en forsvarsmekanisme, som mange medarbejdere i velfærdsfagene stifter bekendtskab med i deres arbejdsliv. Tonen bliver hård over for både patienter og pårørende, og man rotter sig sammen med sine kolleger for at blive bekræftet i, at det ikke er en selv, der er forkert på den.

Men hvad skal vi gøre ved det? Skal vi vælge patientens løsning og skifte job, når forråelsen har taget overhånd? 

Jeg har selv oplevet at blive irriteret på en patient, som var aldeles opgivende og uden vilje til at medvirke til egen lindring. Det lykkedes mig at bevare roen og ikke lade patienten mærke noget. Men kan jeg også det om fem eller 10 år?

Jeg mener, vi skal styrke vores professionalisme og sætte omsorgen i fokus.

Sygepleje er ikke et servicefag, men vi må i sygeplejen overveje, om vi kan lære noget fra service-fagene for at øge vores professionalisme. Hvordan klarer de dygtigste i servicefagene at yde en korrekt service og give kunden en god oplevelse i situationer, hvor kunden opleves at være urimelig?

Det kræver en professionel tilgang til opgaven, så hvad er det en stewardesse kan, når hun bevarer sin ordentlighed og værdighed? Den enkelte sygeplejerskes temperament og jargon blandt venner, må ikke sætte standarden for vores professionelle virke. Når vi tager arbejdstøj og nål på, må vi også iføre os en professionel adfærd. Ellers svigter vi patienternes tillid og en del af vores egen berettigelse som sundhedsprofessionelle. 

Gustav Winther Eriksen er sygeplestuderende på 5. semester, Diakonissestiftelsen