"Vi kæmper samme kamp"

”Det er rart at se farver,” siger Matt Tacey, mens han peger mod de dele af væggene på gangene på Hvidovre Hospitals gastroenhed, som er malet orange. Mel Stewart stemmer i: ”Ja, vores hospitaler i England er meget mere industrielle. Her er virkelig moderne.”

Matt Tacey og Mel Stewart er sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen i England, og det er let at spore deres forbløffelse og begejstring, da de bliver vist rundt på Hvidovre Hospital. Ikke så få gange udbryder de ”wauw” bare ved synet af de lyse, lange gange, og i den lange forhal stopper Mel Stewart op. Hun tager sin iPhone op af lommen for at tage et billede. ”Det er bare fordi, her er så flot,” smiler hun. 

Hver tiende stilling er ubesat 

Snakken går lystigt mellem de to britiske sygeplejersker og Marianne Priskorn, der er sygeplejerske og tillidsrepræsentant på Hvidovre Hospital. Det er hende, der har sat dagens møde i stand, og som viser dem rundt på de forskellige afdelinger.

Men årsagen til, at de er i Danmark, er ikke specielt munter.

Omkring hver tiende sygeplejerskestilling i det offentlige sundhedsvæsen i Storbritannien er ubesat, lønningerne er ikke fulgt med inflationen og mange sygeplejersker må gå til såkaldte fødevarebanker for at brødføde deres familier.  

Det er grundene til at de britiske sygeplejerskers fagbevægelse, Royal College of Nursing (RCN), siden december har organiseret strejker – for første gang i fagbevægelsens over 100 år gamle historie.

Matt Tacey og Mel Stewart er begge engagerede i RCN’s kamp for bedre lønninger og vilkår, og det er i den anledning, de er taget til Danmark for at søge støtte og fortælle danske sygeplejersker om deres vilkår.     

"Folk risikerer at dø"

På ortopædkirurgisk afdeling står en stue tom, og det giver Marianne Priskorn mulighed for at vise de to britiske sygeplejersker, hvordan en dansk hospitalsstue typisk ser ud. Matt Tacey og Mel Stewart er imponerede over, hvor god plads der er på stuen.

Mel Stewart stiller sig foran den seng, som ikke er der. God plads, eller bare plads, handler ikke om magelighed for en sygeplejerske. 

”Jeg kan ikke bevæge mig ordentligt på vores stuer,” siger hun.  

Hun forklarer, hvor vigtigt det er at kunne komme smidigt rundt, når man, som hende, har med akutpatienter at gøre. Hvor vigtigt det er at kunne komme til instrumenter og bevæge sig ordentlig på stuen i et hurtigt tempo. Hun gestikulerer med armene, som om hun står foran en af sine egne patienter hjemme i England. Hun bliver tydeligt berørt.

”Folk risikerer at dø pga. manglen på plads. Det gør mig så vred,” siger hun og tilføjer: 

”Jeg stoler 100 pct. på mine kolleger, men jeg ville ikke lade mit eget familiemedlem indlægge på det hospital, jeg arbejder på.”   

Forskellige stadier af samme kamp 

Et par håndfulde sygeplejersker kommer én efter én lige så stille ind i et af hospitalets fire auditorier. Det er eftermiddag, og rundvisningen er slut. Marianne Priskorn og de to engelske sygeplejersker har inviteret Hvidovre Hospitals sygeplejersker til at høre et oplæg om det britiske sundhedsvæsens tilstand.     

De fleste sygeplejersker ankommer i deres hvide uniformer. Nogle har lige fået fri fra dagvagten, andre kan lige nå oplægget, inden de møder ind på aftenvagt. Alle er de kommet for at høre om deres britiske kollegers situation.   

Mel Stewart lægger ud med at anerkende lighederne i de engelske og danske sygeplejerskes aktuelle udfordringer. 

”Selvom vi er på to forskellige stadier af kampen, så er det stadig den samme kamp. Det handler om, at løn er vigtigt,” slår hun fast. 

Hun og Matt Tacey er velforberedte. 

De gennemgår de faktuelle ting, der ligger forud for den nuværende protest i det britiske sundhedsvæsen. Slideshowets grafer viser en tydelig nedgang i antallet af sygeplejersker gennem de sidste år. 

Pga. den konservative regerings implementering af lønloft over de offentlige sygeplejerskers lønninger, er sygeplejerskernes løn ikke steget siden 2008. Den er ikke engang fulgt med inflationen.

Tilmed koster uddannelsen penge. Så Matt Tacey forstår godt, hvorfor færre ønsker at uddanne sig som sygeplejerske, og spørger retorisk ud i lokalet: 

”Hvorfor skulle man dog ville tage en uddannelse, som sætter en i en gæld, man ikke ville kunne betale tilbage med sin løn?” 

Krav om lønstigning på 19 pct.

Den britiske regering har tilbudt sygeplejerskerne en lønstigning på fire til fem pct. RCN kræver en lønstigning på 19 pct., 
fordi den nuværende inflation er højere end normalt. Ifølge deres beregninger, vil det give dem en realløn på niveau, med den de havde i 2008. 

”Vi beder ikke om mere, end hvad vi har mistet,” siger Mel Stewart. 

Mest bekymrede er de over de konsekvenser, de dårlige vilkår har, foruden de økonomiske. De fortæller om patienter med frakturer, der venter i 12 timer på en ambulance, eller bliver sendt til den anden ende af landet. Om ventelister så lange, at syge borgere mister deres job i ventetiden. Om psykisk belastede kolleger, der går grædende fra job hver dag.  

Stilheden breder sig i lokalet, mens slides med beretningerne kører over skærmen og taler for sig selv. 

Mangel på anerkendelse  

Marianne Priskorn er begejstret for dagens besøg. Hun er generelt meget interesseret i sygeplejerskers løn- og arbejdsvilkår og kampen for lighed i sundhed. Hun understreger, at der ikke er tvivl om, at det engelske sundhedsvæsen er i væsentlig dårligere stand end det danske. Alligevel ser hun mange ligheder.    

”Helt grundlæggende handler det om muligheden for at udøve den sygepleje, der skal til for at hjælpe patienterne bedst muligt. Det oplever vi også som en udfordring hver eneste dag, vi går på arbejde,” siger hun.

Hun ser det som et strukturelt problem, der går igen i mange lande: Manglen på anerkendelse af sygeplejersker og underkendelsen af deres værdi. 

”Det handler om synet på at være sygeplejerske. Så hvordan får vi gjort vores fag mere attraktivt, så flere unge mennesker vælger at læse til sygeplejerske? Man skal i hvert fald ikke gøre som Storbritannien,” siger hun.