Anmeldelser

Heidi Honig Spring
Fortællinger fra stue 62 - En traumepatients møde med hospitalsverdenen
Fag og Kultur, 2023, 240 sider - 239,95 kr.

Ordet manifest betyder håndgribeligt og åbenbart, og det er den stærke bog om livet som traumepatient efter mødet med den højresvingende bil, som efterlader Heidi med skader i hele kroppen. 

Unik sygepleje og behandling, men også rystende eksempler på det modsatte. Forfatterens pædagogisk-psykologiske fagområder skinner igennem og efterlader læseren med håndgribelige løsninger mod et mere omsorgsfuldt sundhedsvæsen. 

F.eks. når de skarpe skillelinjer mellem kropsfelterne i forhold til lægernes specialer reducerer Heidi til 10 x 15 centimeters kød alt efter hvor på kroppen, hun bliver tilset.  

Ved mødet med de to sygeplejersker, som arbejder indforstået sammen som et gammelt, lykkeligt og velfungerende ægtepar. De får nurset, vendt, drejet og plejet Heidi på nænsommeste vis, så hun dårligt registrerer smerterne fra sine mange brud. 

Eller mødet med omsorgssvigt: ”Kan du tage hovedet lidt op og åbne munden, spørger hun som en ordre. Fra min frøperspektiv-position åbner jeg munden, og sygehjælperen fører skeen med suppe ind i min mund. Det foregår hektisk og i mekaniske ryk. Jeg kan ikke følge med, suppen er brændende varm, og den gør ondt i min mund. Vi har ingen dialog, og sygehjælperen kigger med et fraværende blik ud i luften”.

Ved mødet med lægens himmelvendte øjne og dybe suk efter at have spurgt, hvordan Heidi har det, men stopper hende og siger: ”Hold da op, der er mange ord. Det her har jeg slet ikke tid til”. Den dygtige og kompetente fysioterapeut, som empatisk instruerer i CPAP. Sygeplejersken, som uden forvarsel sætter CPAP-masken over næse og mund og vrisser: ”Hvad er der galt med dig?”

Når der bliver tørret blod af, fjernet sårskorper og endnu en omgang tynd fæces fjernes med en naturlighed, der gør, at den sidste snert af værdighed kan bevares og at man bliver set som menneske. 

Når madrester og beskidte tallerkener hober sig op. Når sygehjælperen skælder ud og irriteret udbryder, at ”det er da ikke noget at ringe om”. 

Når skønne øjeblikke i sygeplejen udfolder sig i mødet med sygeplejersken, som strikker en sok, der kan komme rundt om fodens jernfikseringer. Sygeplejersken der med største selvfølgelighed bestiller mad, hvis patienten selv har glemt det, og hende der snerrer, ”at det har vi da sandelig ikke tid til”.

Hvordan sygeplejerskens ord, nærvær og glødende milde øjne virker helende i nuet og giver overskud. Mødet med den handlekraftige sygeplejerske som er rap i replikken, fandenivoldsk, morsom, og som er guld værd på dage, hvor alting er noget forbandet l.o.r.t.

Bogen er en page-turner, vi kan lære af, og det bliver helt tydeligt at relationsdannelse, kontekstafstemning, koordination og inddragelse af patienten ikke overraskende er helt afgørende for oplevelsen af trivsel, tryghed og at blive lyttet til. 

Maj Siercke, fagredaktør, ph.d.

Anne Meiniche
Det ser fint ud på røntgen - På reportage som patient
Forlaget Linjeskift, 2023, 186 sider - 249,95 kr.

For 22 år siden var journalist Anne Meiniche og hendes familie involveret i en alvorlig trafikulykke. Det kom der bestsellerbogen ’To kaffe og staveplade’ ud af. En erfaringsbaseret beskrivelse af livet som intensivpatient og kampen for at genvinde hverdags-livet. Det var ikke tanken, at den skulle følges op af en toer. Imidlertid har Anne Meiniche de seneste år haft behov for at genbesøge sundhedsvæsenet, og det har ikke ligefrem genereret gensynsglæde. Tværtimod. 

Trods sundhedsvæsenets mangeårige ønske om at ”sætte patienten i centrum”, er det langt fra den oplevelse, Anne Meiniche har som patient. Bogen ’Det ser fint ud på røntgen’ indeholder utallige beskrivelser af, hvordan Anne Meiniche ikke bliver inddraget, selv når hun har stærke smerter og en klar fornemmelse af, at en hofteoperation har resulteret i en betydelig forskel på benlængden. 

Under læsningen fik jeg ondt i maven over, hvor lidt der bliver lyttet til selv en ressourcestærk patient og hendes medrørende. Jeg tør ikke tænke på, hvordan et lignende forløb ville have set ud, hvis patienten havde været mindre autoritetstro og vedholdende. 

Anne Meiniche forventer omsorg fra sygeplejersker og bemærker med glæde, når der f.eks. er tegnet en sol og skrevet ”Velkommen Anne” på en tavle. Desværre oplever Anne Meiniche under sit nylige forløb, at omsorgen er kommet under pres, og at tempoet er meget højere blandt sygeplejersker, end det var tilfældet for godt 22 år siden. 

Man kan indvende, at Anne Meineches bog er en subjektiv beskrivelse. Som kvalitativ forsker vil jeg dog hævde, at patientperspektivet giver dybde og bredde til den biomedicinske viden, og at hvis en given oplevelse eksisterer, så er det ligegyldigt, hvorvidt det er én eller 100, der har den. 

Jeg anbefaler bogen til alle med interesse for sundhedsvæsenet. 

Bente Martinsen, lektor, ph.d. og uddannelsesleder, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet