Sygeplejersken
Leder: Stå vagt om sygeplejefagligheden
"Den akutplan, som regeringen og regionerne er blevet enige om, løser ikke problemet med sygeplejerskemanglen."
Sygeplejersken 2023 nr. 4, s. 3
Af:
Dorthe Boe Danbjørg, næstforkvinde
I kommuner med flere sygeplejersker per borger, er der en tendens til færre indlæggelsesdage for borgerne. Det fremgår af en ny analyse fra Sundheds- og indenrigsministeriet. Sygeplejerskerne skaber stor værdi for borgerne.
Analysen bekræfter det, vi ved, fra dansk og international forskning, som viser, at et højere antal sygeplejersker på en afdeling forkorter indlæggelsestiden og mindsker dødeligheden for patienterne.
Der skal altså være sygeplejersker nok i sundhedsvæsnet. Derfor skal manglen på sygeplejersker løses. Det kræver handling fra politikere og arbejdsgivere.
Men den akutplan, som regeringen og regionerne er blevet enige om, løser ikke problemet med sygeplejerskemanglen. Og vi har lavet en ny undersøgelse i DSR, som viser, at der spares på sundheds- og ældreområdet i kommunerne.
Det er den forkerte vej at gå. Det går udover patienter og borgere, og det er dyrt for samfundet, hvis vi ikke forebygger indlæggelser.
Netop fordi sygeplejefagligheden er så afgørende for patienter og borgeres forløb, er det vigtigt, at vi som sygeplejersker er med til at pege på løsninger. Vi skal stå vagt om sygeplejefagligheden.
Det gør sygeplejerskerne Signe Eekholm og Mette Kildevæld Simonsen, som du kan læse om i bladet denne gang. Deres forskning viser, hvor vigtigt det er, at der er tid til sygeplejen, og at man bevarer helhedsblikket på patienten og borgeren.
Mit og Dansk Sygeplejeråds budskab til politikerne og arbejdsgiverne er klart: Manglen på sygeplejersker løses ikke ved at spare på, men ved at prioritere sygeplejen og sygeplejerskerne.