Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nyt 'Sygeplejersken' på vej

Sygeplejersken 2023 nr. 4, s. 8

Af:

Morten Jakobsen, chefredaktør

Kære læser.Den udgave af Sygeplejersken, som du sidder med i hånden nu, er den sidste i det format, du kender. Fra næste udgave i april sker der nemlig en del ændringer af dit fagblad. 

Vi har gennemført en læserundersøgelse og interviewet en stor gruppe af jer læsere – og nu justerer vi både indhold og design, så Sygeplejersken bedre passer til de ønsker, I har som læsere og som medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.

Den største ændring er, at vi styrker den faglige og forskningsmæssige formidling og behandlingen af fagets etiske dilemmaer i Sygeplejersken. Vi vil fremover have to nye formater: 'Forskningen får liv’, der sætter fokus på forskning, som bliver anvendt i den daglige kliniske praksis, og ‘Forskeren fortæller’, der giver plads til at formidle den nyeste forskning. Et tredje nyt format er 'Dilemma’, som vil behandle sygeplejens etiske spørgsmål. 

Vi omlægger samtidig hele den forskningsmæssige formidling: Tillægget Fag & Forskning, som hidtil er udkommet sammen med Sygeplejersken fire gange om året, ophører med at udkomme på tryk.

Til gengæld styrker vi forskernes egen formidling digitalt. Fremover vil alle forskningsartikler, som publiceres i Fag & Forskning på dsr.dk, blive indekseret i databasen CINAHL. De vil samtidig blive oversat til engelsk. Det vil fortsat være gratis både at publicere og læse forskningsartiklerne. Vi håber, at vi på den måde bidrager til at bringe dansk sygeplejeforskning bredt ud. 

Der kommer også andre ændringer i Sygeplejersken. Du kan se det hele med egne øjne, når næste udgave lander i din postkasse i slutningen af april. 

Med venlig hilsen fra hele redaktionen
Morten Jakobsen, chefredaktør