Enestuer forværrer sygeplejerskernes arbejdsmiljø

De nye supersygehuse domineres af enestuer. Men hvilken indflydelse har ændringen fra flersengsstuer til enestuer på patienter og sygeplejersker?

Det har forskningssygeplejerske, postdoc og ph.d. Susanne Friis Søndergaard i samarbejde med en forskergruppe undersøgt de sidste tre år. Resultatet heraf er forskningsprojektet ’Evaluering af hospitalsdesign’.

Konklusionen byder ikke på sød musik i sygeplejerskernes ører. Projektet viser nemlig, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø forværres betydeligt, når hospitalsdesignet ændres fra flersengsstuer til enestuer.

Danmarks første

En unik chance opstod, da tre afdelinger på Regionshospitalet Viborg skulle rykke fra flersengsstuer til enestuer. Det gjorde det muligt for Susanne Friis Søndergaard og forskergruppen at lave en sammenlignende undersøgelse. Projektet er det første af sin slags i Danmark.

”Ensengsstuer og deres virkning er relativt uudforsket. Dog findes der et tilsvarende studie fra England, men ellers er det et uberørt område særligt her i Europa,” siger projektets leder Susanne Friis Søndergaard.

5.000 ekstra skridt

Markant flere skridt og begrænset kontakt til kolleger. Det er nogle af de udfordringer, som sygeplejersker fremover vil møde, når arbejdet kalder på supersygehusene.

Forskningsprojektet viser, at sygeplejerskerne i gennemsnit går godt 5.000 skridt mere pr. vagt på enestuer sammenlignet med flersengsstuer. På en otte timers vagt i enestuedesignet går de i gennemsnit næsten 13.000 skridt, hvor de før gennemsnitligt gik ca. 7.800 skridt. 

De ekstra skridt kan have store konsekvenser for sygeplejerskernes fysiske arbejdsmiljø, fortæller Susanne Friis Søndergaard:

”Ens bevægeapparat bliver betydeligt belastet af at gå så meget. Under projektet fulgte jeg en 60-årig sygeplejerske på en nattevagt, som fortalte, at hun ikke kunne holde til at blive på afdelingen frem til sin pension alene grundet det fysiske pres.”

Sparring kan gå tabt

Omstillingen til enestuer påvirker desuden det psykiske arbejdsmiljø, da sygeplejerskerne i høj grad arbejder alene bag lukkede døre, hvor de på flersengsstuerne ofte arbejder parallelt med hinanden på den samme stue.

”Sygeplejerskerne har ikke lige så let adgang til at se og høre, hvordan andre sygeplejersker arbejder. Så der er risiko for, at de misser vigtig sparring,” siger Susanne Friis Søndergaard.

Patientens privatliv er vigtigst

Trods de fysiske og psykiske belastninger viser forskningsprojektet, at sygeplejerskerne sætter patientens privatliv, integritet og værdighed over deres eget arbejdsmiljø. Det ses i måden, de strukturerer arbejdet på.

”At sygeplejerskerne vælger at arbejde alene, er et udtryk for, at patientens privatliv er vigtigere end at følges i par, som man ellers typisk gør på flersengsstuer. Samtidig øger det muligheden for dybe samtaler og personcentreret sygepleje, hvilket – set med patientens øjne – er en positiv forandring,” siger Susanne Friis Søndergaard.

I enestuedesignet skal sygeplejerskerne i højere grad aktivt opsøge den enkelte patient, da der ikke er andre sygeplejersker eller patienter på stuen til at opdage eventuelle problemer. Netop derfor tjekker sygeplejerskerne patienterne oftere for at sikre sig, at de ikke overser noget.

”Vi kan se, at sygeplejerskerne går kontinuerligt med ganske få pauser. De vil gerne sikre, at patienterne får den optimale sygepleje, selvom de ekstra skridt er uhensigtsmæssige for deres arbejdsmiljø,” siger Susanne Friis Søndergaard.

Stuen som ”patientens hjem”?

Ifølge Susanne Friis Søndergaard har det en stor betydning, at afdelingerne er opmærksomme på den forandring, der sker, når man går fra flersengsstuer til enestuer.

”Vi bedømmer ikke, om ensengsstuer er godt eller dårligt. Men projektet kaster lys over nogle af de udfordringer, der opstår med ensengsstuer. Og den viden gør, at afdelingerne kan gentænke måden, hvorpå de udfører sygepleje,” siger hun.

Afdelingsledelserne bør reflektere over, hvilket værdigrundlag, der skal gøre sig gældende for sygeplejen, mener Susanne Friis Søndergaard:

”De kan eksempelvis overveje, om de ønsker at italesætte stuen som patientens hjem under indlæggelse. Den betegnelse afføder nogle værdimæssige forventninger, som man skal være klar til at tage konsekvensen af. Det kræver bl.a. flere medarbejdere, der kan varetage den 
én til én-patientomsorg, der lægges op til.”