Ergoterapeuten tager også morgenbadet

”Jeg kunne godt tænke mig at se Henry. Han vil gerne i bad. Jeg ved ikke, om han har fået målt eller skal have målt værdier,” siger ergoterapeut Marie Brink Rasmussen.

Hun kigger hen på sygeplejerske Julie Hansen, som konsulterer computeren og konstaterer, at Henry ikke skal have målt værdier i dag.

”Vil du hjælpe Henry ud på badeværelset?” spørger Marie Brink Rasmussen fysioterapeut Karsten Lyngbeck. 

”Ja, så går jeg ned og vækker ham.”

Klokken er 7.30, og det åbne kontorlandskab på Neurorehabiliteringen i Svendborg summer af fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter og sygeplejersker – alle iført lyseblå T-shirts og mørkeblå bukser. Sammen gennemgår de, hvilke patienter, de hver især gerne vil se, hvornår og hvorfor.

Sygeplejerske Julie Hansen fortæller: 

”Ergoterapeuterne byder ind med, hvem de gerne vil træne morgen-ADL med på badeværelset. Hvis alle mine patienter bliver hjulpet af en ergoterapeut, hjælper jeg en kollega imens. På den måde fordeler vi tyngden af opgaverne.”

”Det, der er helt særligt her hos os, er morgenfordelingen af opgaver,” siger Merete Lehmkuhl, klinisk sygeplejespecialist og master i rehabilitering.

I dag er det nemlig lige så naturligt, at det er en ergoterapeut som en sygeplejerske, der tager morgenrutinen og hjælper en patient med bad og morgentoilette.

Tidligere var det fortrinsvis en sygeplejerskeopgave.

Ifølge Merete Lehmkuhl har en omorganisering af arbejdstilrettelæggelsen gavnet alt fra arbejdsmiljøet til sygeplejefagligheden og rehabiliteringen af patienterne.

Mangel styrkede samarbejdet

Startskuddet for den nye organisering ligger to år tilbage. Dengang medførte manglen på sygeplejersker, at tre vakante sygeplejerskestillinger blev konverteret til ergoterapeutstillinger.

Det gjorde det samtidig nødvendigt at se på, hvordan opgaverne kunne fordeles anderledes mellem faggrupperne. 

”Der har været tradition for, at sygeplejersker har skullet løse nærmest alle forekommende opgaver på et sengeafsnit, f.eks. gøre rent, sørge for at gardiner kom til vask eller at pæren blev skiftet, når den var sprunget. Lige der synes jeg, at sygeplejerskemanglen har ført noget godt med sig, fordi vi bliver tvunget til at kigge på, hvad der kan løses af andre faggrupper,” siger leder på afdelingen, Lill Kapalla, som har en baggrund som ergoterapeut.

Mødetider gavner patienterne

Da det blev besluttet, at ergo- og fysioterapeuterne skulle deltage i morgenrutinerne, blev det også nødvendigt at ændre på arbejdstiderne. 

Førhen mødte sygeplejerskerne kl. 7, mens terapeuterne først mødte kl. 7.30 eller 8.00.

I dag møder alle kl. 7.30, og terapeuterne har også sen- og weekendvagter.

”Det har virkelig gavnet patientforløbene. Førhen var det svært at få al træningen presset ind i patientens dagsprogram, fordi al træning skulle ligge mellem kl. 8-15.

De ændrede arbejdstider har udvidet patienternes mulighed for træning, så det er muligt at tilgodese deres behov for hvil mellem de forskellige træningssessioner,” siger Merete Lehmkuhl.

 

Hun fortæller, at det har været vigtigt, at de ekstra ergoterapeuter ikke skulle være en form for ”hjælpere” til sygeplejen, men at de derimod blev ansat som et supplement ind i styrkelsen af patientforløbet.

”F.eks. kan det både være en ergoterapeutisk og en sygeplejefaglig opgave at hjælpe en patient med badet. Mens ergoterapeuten har blik for at træne rehabiliteringen af, hvordan patienten selv tager fat om vaskekluden og fører den op til armhulen, har sygeplejersken mere blik for hud og slimhinder og andre sygeplejefaglige observationer,” siger hun og uddyber: 

”Vi har oplevet, at patienter har udviklet små trykspor, som ikke er blevet opdaget, hvis det er en ergoterapeut, der har stået for morgen-ADL mange dage i træk.

Derfor er det vigtigt, at sygeplejerskerne, der har hud og væv som et af deres fokusområder, støtter patienten i badet med jævne intervaller eller lige går ind og inspicerer huden.”

Rammer der samler

”Det har hjulpet samarbejdet på vej, at både terapeuter og plejepersonale er ansat af og refererer til den samme ledelse – en sygeplejerske og en ergoterapeut, der leder afdelingen sammen – og at terapeuterne ikke er placeret på en anden etage eller i en anden bygning end patienterne og plejepersonalet,” fortæller Merete Lehmkuhl. 

”Her er terapeuten ikke bare en, der kommer på besøg eller tilsyn eller kommer op og gennemfører en træning. Vi har alle sammen en fælles dagsorden, og der er ikke nogen, der er mere eller mindre vigtige end andre,” siger Merete Lehmkuhl.

Lill Kapalla supplerer:

”Vi har arbejdet meget med at skabe nogle rammer for, at det kan ske. Den fælles mødetid gør f.eks., at personalet kan planlægge patienternes dag sammen.”

Efter morgenplanlægningen fortsætter arbejdet i det tværfaglige team ude hos patienterne.

Væddemålet

På stue 16 er 71-årige Henry færdig med morgenens soignering sammen med ergoterapeut Marie Brink Rasmussen. Selv om hans stroke har medført parese og nedsat kraft i venstre side af kroppen, fejler hverken humøret, viljen eller livskraften noget, og rehabiliteringen går støt fremad.

”Ville du også spise med ham?” spørger sygeplejerske Julie Hansen ergoterapeut Marie Brink Rasmussen.

”Ja, det kunne jeg godt tænke mig.”

Julie Hansen forbereder Henry på, at hun måske er nødt til at supplere med vand i sonden efter måltidet.

”Det er fint,” siger Henry. ”Men den overordnede plan er nul sonde.”

”Det er vi enige om,” siger Julie Hansen.

”Det bliver nok om 2-3 dage,” konstaterer Henry lunt.

Julie Hansen griner, og Henry spørger, om de skal vædde: 

”Du kan jo nemt vinde væddemålet, hvis vi har væddet en formue, og du så bliver ved med at sige, at jeg skal have sondemad,” siger han.

”Ej, jeg snyder jo ikke,” kvitterer hun med et smil.

Ergoterapeut Marie Brink Rasmussen er tilbage med ymer, proteinyoghurt og en danskvand. Julie Hansen finder kostregistreringsskemaet frem, mens Marie Brink Rasmussen knapper danskvanden op og fortæller Henry, at den skal drikkes inden for 20 minutter, hvis bruset skal have rensende effekt.

Henry spiser yoghurt. Først med teskeen og så også med spiseskeen. Marie guider ham til at holde tempoet nede, synke to gange for hver mundfuld og tage en mundfuld danskvand efter hver tredje skefuld for at rense munden.

Efter yoghurt, lidt ymer og en tredjedel af danskvanden har Henry fået nok.

Marie Brink Rasmussen finder Julie Hansen ude på gangen. 

”Jeg tænker ikke, han skal have sonde,” siger hun. 

”Nej, ok, hvor meget drak han?” spørger Julie Hansen. 

”Måske 100 ml. Og så fik han næsten en hel proteinyoghurt og 100 ml. ymer oveni,” svarer Marie Brink Rasmussen.

Julie Hansen vurderer, at det ikke er tilstrækkeligt til at dække hans væske-, energi- og proteinbehov, og går derfor ind på stuen til Henry.

”Det var godt, at du fik lidt at spise og drikke, men det er ikke helt nok, så jeg supplerer lige med lidt ekstra vand i din sonde,” siger hun. Efterfølgende soignerer hun omkring indstiksstedet for PEG-sonden.

Caption 

”Den tværfaglige planlægning gør f.eks., at vi er blevet ret gode til fagligt at forudse, hvor længe en patient kommer til at være indlagt hos os,” siger Merete Lehmkuhl.

Attribution 

Foto: Marla Fonfara

Skal give mening

Når de på Neurorehabiliteringen i Svendborg er lykkedes med at skabe et succesfuldt tværfagligt samarbejde, er det ifølge Lill Kapalla og Merete Lehmkuhl især fordi, at alle kan se, at den ændrede arbejdstidstilrettelæggelse giver mening for patientforløbet.

”Vi har arbejdet målrettet med at holde fokus på vores fælles kerneopgave, som er patienternes rehabilitering. Og så har vi kigget på, hvordan de forskellige faggrupper kan byde ind i den opgave, så det har værdi for patienterne,” siger Lill Kapalla. 

”Samtidig har vi også et meget stort fokus på den monofaglige kernopgave,” siger Merete Lehmkuhl. ”For man skal hver især have en stærk faglighed for at kunne indgå i det interdisciplinære samarbejde.” 

Lill Kapalla er helt enig: 

”Det er vigtigt, så vi ikke får noget ”leverpostej”, hvor alle gør lidt af det samme, for så falder kvaliteten. Det er vigtigt at holde fast i, hvad vi hver især er gode til som forskellige faggrupper og bringe egen kernefaglighed ind i opgaveløsningen,” siger hun.

Merete Lehmkuhl fortæller, at sygeplejerskernes faglige selvforståelse er blevet styrket gennem temaeftermiddage og etablering af sygeplejefaglige fokusgrupper.

Her kigger de på den nyeste litteratur inden for et udvalgt område som f.eks. søvn og hvile. Eller sætter teori på det, der sker, når sygeplejerskerne f.eks. skaber en god relation, hvor de tilgodeser nærhed og opmærksomhed.

”Sygeplejersker er knalddygtige, men det kan være rigtig svært at sætte sygeplejen på formel. I dag er afdelingens sygeplejersker blevet meget stærkere i selvforståelsen,” siger hun.

Bekymringer gjort til skamme

”Selvfølgelig var der også bekymringer frem mod den nye dagligdag, hvor flere opgaver skulle løses i fællesskab,” fortæller ledende overterapeut Lill Kapalla. Nogle var bekymrede for, at de ville blive bedt om at overtage opgaver, der ikke var fagligt begrundede, mens andre var bekymrede for at blive overflødige.

Men det klare fokus på, hvad der er bedst for patienterne, har været et af de afgørende parametre for, at omorganiseringen er lykkedes, mener både Merete Lehmkuhl og Lill Kapalla.

”Al forandring kræver et ledelsesmæssigt fokus, hvor man hele tiden forklarer, faciliterer og hjælper på vej – men jeg synes, at det er kommet rimelig let, fordi alle har kunnet se, at det giver mening for patientforløbet,” siger Lill Kapalla.