Et sygeplejeliv dedikeret til verden

Ruth Frost Egedal vågnede midt om natten ved, at hun hørte en råben ude fra verandaen. Hun vidste, at denne dag måtte komme før eller siden. 

Manden på verandaen havde vandret længe. Hun kendte ham ikke, men ligesom de fleste andre beboere i nærheden af den lille nordvestlige by Amnura i Østpakistan, vidste han, hvem i byen, der kunne hjælpe hans kone, som var gået i fødsel.     

Ruth Frost Egedal hoppede i tøjet med det samme og greb sin jordemodertaske. 

Stjernerne glimtede klart på himlen, mens manden viste vej på de små anlagte græsgange gennem de oversvømmede rismarker.  

Drømmen om Asien 

Da Ruth Frost Egedal var barn i 1940’erne og 50’erne, hørte hun en del om Sydasien. Ad flere omgange husede familiens hjem i Farsø danske missionærer, der var på orlov fra deres arbejde i Indien.

De var spændende, og lysten til at rejse uden for Europa og hjælpe mennesker med dårligere livsvilkår end hende selv plantede sig i den 10-årige pige fra Himmerland. For at gøre det skulle hun være sygeplejerske, tænkte hun. 

I 1964 var Ruth Frost Egedal 22 år, nyuddannet sygeplejerske fra Aalborg Kommunehospital og stadig fast besluttet på at rejse ud i verden.

Hun kendte til andre sygeplejerskemissionærer fra det kristne fællesskab Santalmissionen, og fra dem havde hun hørt historier om, hvilke udfordringer hun formentlig ville møde som sundhedsfaglig i et fattigt område.

Derfor besluttede Ruth Frost Egedal sig for, at hun ville videreuddanne sig som jordemoder i Skotland. Derudover tog hun en uddannelse i tropemedicin. 

Ukendte dufte 

Hun ankom midt om natten til den lille, primitive lufthavn i Østpakistan i det tidlige forår i 1969. Derfor føltes det nærmest uvirkeligt for Ruth Frost Egedal, da hun morgenen efter vågnede i den lille by, Amnura.

Der var varmt. Luften var tyk af alverdens ukendte dufte. Karry, mødding, blomster. Hun kunne høre fremmede fugle fløjte overalt. Endelig var hun ankommet til det sted, hun havde drømt og hørt om så længe.

Hun blev vist rundt på sundhedsklinikken, hvor hun skulle supplere en mandlig sygeplejerske og behandle byens kvinder.

Hun var spændt på at komme i gang, men måtte bevare tålmodigheden lidt endnu. For at kunne kommunikere med de lokale, måtte hun på sprogskole og lære at tale, læse og forstå bengali.

Det gjorde hun, og et års tid efter var hun klar til at være sygeplejerske og jordemoder for Amnuras borgere.      

Ko-gødning som lindring   

Ruth Frost Egedal fandt en lille plastikklemme frem fra sin jordemodertaske, som hun satte på den nyfødte drengs navlestreng. Plastikklemmen fremstod som en stærk kontrast til familiens jordhytte.

Taget var beklædt med strå, og køkkenet bestod af et åbent ildsted uden for huset. Der var ingen elektricitet, så de måtte orientere sig ved hjælp af petroleumslamper og månen, der skinnede klart gennem vinduerne.

Ruth Frost Egedal og manden havde vandret i en halv times tid gennem natten, og de var nået frem i tide. Ruth Frost Egedal var lettet over, at hendes jordemoderdebut i Østpakistan var veloverstået, og at både moren og barnet havde det godt. 

Sværere var det med byens borgere, som kom ind på sundhedsklinikken med brandsår. De fleste lavede mad over åben ild, og det forsagede en del brandskader.

Desværre var der en udbredt myte i befolkningen om, at ko-gødning kunne lindre sårene, og Ruth Frost Egedal måtte forsøge at rette op på skaderne.

Hun havde travlt med byens klienter, men trivedes. Hun nåede dog kun at være i landet i to år, før hun fra den ene dag til den anden måtte rejse væk igen. 

Flugten til Indien 

1971. Ruth Frost Egedal sad i jeepen i vejkanten. Hun og de andre missionærer havde kørt hele dagen, og nu var det blevet nat. Det havde været et frygteligt uvejr, og landevejene var ødelagte af cyklonen, men de havde været nødt til at tage afsted med det samme. 

Den sidste tids uro mellem Vest- og Østpakistan havde udviklet sig til en borgerkrig, og derfor var de nødsaget til at flygte ud af landet.

Nu ville de hvile sig i bilen, før de igen ville forsøge at finde den rette rute til Indien.

Men de fik ikke lov til at hvile længe. En lille gruppe bengalere med lommelygter kom gående i mørket. De talte indbyrdes, men hvad de ikke vidste, var, at Ruth Frost Egedal kunne forstå bengali. 

Hun opsnappede, at de havde tænkt sig at røve dem, når de var faldet i søvn. Ruth Frost Egedal og de andre måtte fortsætte ud i natten i jeepen på de hullede landeveje. 

Efter en enkelt nat i en Østpakistansk landsby nåede de til Indien. Ruth Frost Egedal var slet ikke færdig med at være sygeplejerske i Østpakistan, men omstændighederne gjorde, at hun var nødsaget til at rejse hjem til Danmark – for nu.  

Mødet med Jens Kristian

Ruth Frost Egedal måtte indrømme, at det var rart at være hjemme i forældrenes hus i Farsø. Hun fik arbejde på Farsø Sygehus og nød at have en hverdag, hvor hun ikke skulle tænke på krig og flugt. 

Men den rolige tilværelse varede ikke mere end et år. Borgerkrigen var slut, Østpakistan var blevet til Bangladesh, og i sommeren 1972 rejste Ruth Frost Egedal tilbage til sundhedsklinikken i Amnura.

I byen var en ung, dansk mand ankommet et par måneder forinden. Han var ligesom hende uddannet sygeplejerske, og var udsendt af Folkekirkens Nødhjælp. Han var desuden praktisk anlagt og hjalp med at genopbygge området efter borgerkrigen.

Der gik ikke længe, før de to fandt ud af, at det skulle være dem. Ved juletid fik de byens smed til at smede to forlovelsesringe i messing. I 1973 rejste de til Danmark og blev gift, og året efter kom deres datter Karin til verden.   

Den lille familie bosatte sig i Bredballe lidt uden for Vejle, og de begyndte at arbejde som sygeplejerske og leder på et blindehjem. Samtidig var de stadig aktive i Santalmissionen.

I 1979 slog Santalmissionen en stilling op, som de havde svært ved at få afsat. De søgte et sundhedsfagligt par til at lede et spedalskhedshospital i den nordlige del af Bangladesh. 

Parret kiggede hinanden i øjnene: Det var jo oplagt. I år 1980 tog de sammen med den nu 5-årige Karin endnu engang afsted til landet. 

Udstødte børn

Der var nok at lave for Ruth og Jens Kristian Frost Egedal på hospitalet i Nilphamari. Spedalskhed var meget udbredt i den del af Bangladesh, og folk blev ramt i forskellige grader.

Nogle fik hvide pletter på huden, andre fik misdannelser i form af knuder. Og så kunne sygdommen forårsage følelsesløshed i særligt hænder og fødder.

Det gjorde, at mange af patienterne skulle behandles yderligere for betændte sår og brandskader, fordi de ikke kunne mærke alvoren af skaderne, når de havde brændt eller slået sig. 

Ruth Frost Egedal syntes dog, at det mest barske var den store andel af børn, som blev langtidsindlagt på hospitalet. De måtte ikke komme i skole, og var i mange tilfælde blevet smidt ud hjemmefra af deres forældre.

Både på grund af frygt for smitte, men også på grund af stigmatisering af sygdommen.

Hun syntes, det var frygtelig synd for de børn, der nu var overladt til sig selv, og derfor fik hun en idé. Hun ville lave en skole ved hospitalet. 

Hun og Jens Kristian Frost Egedal søgte midler i diverse fonde, byggede et hus, som undervisningen kunne foregå i, og fik ansat nogle lærere, som kunne tage sig af børnene. Inden længe så en lille kostskole for 25 drenge og piger med spedalskhed dagens lys.

Mens datteren Karin Frost Egedal gik på en norsk kostskole i Kathmandu i Nepal, arbejdede sygeplejeparret hårdt. Foruden at drive spedalskhedshospitalet, og nu også skolen, oplærte Ruth Frost Egedal lokale sygeplejersker til at blive operationssygeplejersker. Derudover var det svært for parret at tillade sig selv at holde fri. Ofte stod der lokale folk ude på verandaen foran huset og forventede, at de var til rådighed. 

I 1987 var familien klar til at vende hjem. Desuden skulle datteren Karin snart konfirmeres. Glade, stolte og taknemmelige over alt, hvad de havde opnået, tog de hjem til Danmark.

Kærligheden til Bangladesh      

Håret er kort og gråt, blusen grøn og øjnene smilende. Ruth Frost Egedal sidder ved spisebordet i parcelhuset i Herningforstaden Gjellerup. 

Udestuen er fyldt med planter, blomster og potter, som er klar til at komme ud, når vejret bliver varmere. På væggene i dagligstuen hænger der adskillige fotos af datteren Karin, svigersønnen og de tre højt elskede børnebørn.

Et par enkelte billeder af familien iklædt farvestrålende sarier vidner om, at de har været tilbage i Bangladesh mere end én gang. Senest i februar i år, hvor børnebørnene oplevede landet for første gang. Det var en meget stor oplevelse.

Ruth Frost Egedal smiler og tager en tår kaffe af porcelænskoppen.

De købte huset i 1987, da de vendte hjem fra Bangladesh og har boet der lige siden. Hun fik først job på et plejehjem, men besluttede efter et år at videreuddanne sig til sygeplejeunderviser.

Derefter blev hun ansat på den daværende Ringkøbing Amts Sygeplejeskole i Herning og Holstebro. Foruden at undervise fungerede hun også som international koordinator på skolen.

Her arbejdede hun med at sende den næste generation af sygeplejersker ud i verden, indtil hun gik på efterløn i 2005. 

Ruth Frost Egedal er i dag 80 år. De sidste 7 år har hun arbejdet frivilligt som patientstøtte for Røde Kors på Herning Sygehus og Regionshospitalet Gødstrup. Her fungerer hun som substitut for pårørende: Skifter blomstervand, går ture med patienter i kørestole og lægger øre til deres tanker og bekymringer. 

For Ruth er det ikke nemt at slippe sygeplejerollen helt. For som hun siger: En gang sygeplejerske, altid sygeplejerske.