Statens drugdealer

Mit navn er Sanaz Høgskilde, og jeg er klinisk sygeplejerske på KABS Hvidovre – en af landets fem heroinklinikker. Her får vores brugere lægeordineret diacetylmorphin (heroin, red.) til injektion eller i tabletform. Der er åbent 365 dage om året, og brugerne kan komme og få deres medicin to gange dagligt.

Ottearmet sygeplejerske

I heroinklinikken tilbyder vi misbrugs-behandling til borgere med et opioidmisbrug. Kort sagt består vores arbejde i at udlevere medicinen, sikre at brugerne er raske og indtager medicinen korrekt.

Og så handler det sindssygt meget om relationsarbejde – de små ting som et kram og en joke. Vi kommer ingen vegne, hvis vi har en dårlig relation til brugeren.

Desuden skriver jeg bl.a. journaler, kvalitetssikrer behandlingen og holder kliniske konferencer.

Ingen dage er ens. Man er som en blæksprutte, og der opstår tit uventede situationer. Der kan være brug for hjælp til en blodprøvetagning, som ikke kan tages det mest hensigtsmæssige sted.

Så er det ud at sidde på ståltrappen, mens brugeren får en smøg i den ene hånd og en kaffe i den anden.

Livsvigtig medicin

Folk rynker panden og spærrer øjnene op, når jeg fortæller, at jeg arbejder på en heroinklinik. Selv læger og sygeplejersker bliver overraskede over, at heroinbehandling er en mulighed.

De spørger: ”Hvad mener du? Giver I dem heroin? På statens regning?” Brugerne kan også joke med, at de får statsfinansieret narko. Men det er ikke sådan, vi ser på det.

For heroinen er livsvigtig for brugerne. På samme måde som insulin er det for en diabetiker.

Men den medicinske behandling kan ikke stå alene. Derfor er det ekstremt vigtigt med en helhedsorienteret behandling. Så hos os møder brugerne alt fra læger og sygeplejersker til pædagoger og psykologer.

Den typiske bruger findes ikke. Det kan være alle slags mennesker – den unge, familiefaren og den højtuddannede. Hvordan deres misbrug startede, er også meget forskelligt.

For nogle udsprang misbruget af en vild ungdom, hvor der blev eksperimenteret med stoffer. Andre har haft en voldsom smerteproblematik, så de har set sig nødsaget til at selvmedicinere.

Heppede til halvmaraton

Mit job kræver uden tvivl meget af mig personligt. Jeg tænker i hvert fald, at det er svært at arbejde med denne målgruppe, hvis man kun ser det som et 8-16-job.

Hvis en af brugerne har det skidt, kan jeg blive megapåvirket, for jeg vil hjertens gerne hjælpe. Nogle gange tænker jeg: ”Man burde fandme bare køre hjem til dem og fylde deres køleskab op.”

Men der bliver jeg nødt til at minde mig selv om, at brugerne selvfølgelig også har et ansvar.

En bruger, som jeg er primær behandler for, satte et mål under sin heroinbehandling. Vedkommende ville løbe et halvmaraton, og jeg tænkte: ”Fedt, det gør vi.”

Da det blev dagen for halvmaratonet, kom vedkommende ind på klinikken og fik sin morgendosis. Vedkommende fuldførte løbet og kom bagefter ind og fik sin eftermiddagsdosis.

Jeg var ikke på arbejde den dag, i stedet var jeg ude og heppe på vedkommende. Jeg har aldrig skreget så meget, som da vedkommende løb over målstregen. 

Det betyder meget for mig, når brugerne lykkes. Det giver mig arbejdsglæde og personlig glæde at være der, når sådan et stort øjeblik sker.

Hvid kittel, nej tak

Det er mit første job som sygeplejerske, jeg blev færdiguddannet i 2020. Under uddannelsen fandt jeg hurtigt ud af, at et hospitalsjob ikke var noget for mig. Bare dét at jeg skulle have en hvid kittel på, fik mig til at tænke: ”Det her kommer ikke til at ske.”

Jeg følte mig på ingen måde hjemme i de dér sindssygt accelererede patientforløb. Så da jeg fandt ud af, at man kunne søge KABS som kliniksted, tænkte jeg: ”Den plads skal jeg have, koste hvad det vil.”

Jeg fik den eneste plads, der var. Det er alt det, jeg synes er spændende ved sygeplejefaget – samlet ét sted.

Jeg har altid været fascineret af rusmidler. Hvorfor folk tager dem, og hvad de gør for at få fat i dem? Hele det biologiske, psykologiske og pædagogiske aspekt. Hvor interessen stammer fra, ved jeg ikke. Men jeg husker, at bogen ’Rusmidlernes biologi’ blev nævnt på mit studie.

Jeg åd den bog, som var den en citronmåne.

Skaber stabilitet

I heroinklinikken kan vi hjælpe brugerne med at skabe en ny tilværelse. Det kan være borgere, der ikke længere er nødsaget til eksempelvis at begå kriminalitet for at skaffe penge til deres stof.

Når brugerne kommer her, kan vi være med til at skabe stabilitet bl.a. i form af medicinen, så de ikke skal udsætte sig selv for skade, fare og traumer.

Vi forsøger at gøre en forskel for nogle mennesker, som mange har skudt en hvid pil efter. Men det er ikke fordi, jeg går på arbejde hver dag og tænker: ”Nu skal jeg gøre en forskel.” I sidste ende har det betydning, hvad brugerne tænker. Hvis de er glade, så er vi glade.

En bruger kan gå fra at sige ingenting til at hilse, sige tak og dele deres historie. Når de har lyst til at vise den tillid, så ved vi, at vi må have gjort noget rigtigt. 

Efter interviewet har Sanaz Høgskilde fået nyt job. Hun bliver inden for specialet og glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer.