Studerende i praksis: Min unikke vejleder

Den første praktikperiode på sygeplejerskeuddannelsen er spændende, skræmmende og utrolig lærerig.

Men den sætter også hele ens følelsesregister på prøve. Som studerende glæder man sig til at komme ud i praktik og få afprøvet den lærte teori i den virkelige, kliniske hverdag.

Det gjorde jeg såmænd også, men jeg havde også en tvivl om, om jeg overhovedet hørte til i sygeplejefaget, og om jeg ville være god nok. 

Tankerne medførte, at jeg i den grad kom til at frygte den første samtale på 2. semester med min kliniske vejleder. Jeg var bange for at møde en vejleder, som ikke forstod mig. Én, som ville fortælle, hvor dårlig jeg var.

Men da så samtalen kom, gik det over al forventning, og det, jeg havde frygtet allermest, var gjort til skamme. 

Min vejleder var den skønneste person, jeg nogensinde har mødt – ikke kun hendes verbale sprog, men også hendes kropssprog. Hun smilede og lyttede aktivt til mig, når jeg spurgte om noget.

Hendes tilgang gjorde, at jeg aldrig følte mig forkert. Min motivation til at lære mere blev forstærket, og jeg ville vise hende, at jeg kunne præstere mere. 

Specielt en af samtalerne med min vejleder havde stor betydning. Jeg havde afleveret den sidste obligatoriske studieaktivitets opgave (OSA), og her fortalte min vejleder mig, at jeg virkelig havde flyttet mig positivt.

At de patienter, som jeg havde været inde hos, var utrolig glade for at se mig, og at jeg spredte sådan en god energi omkring mig. 

Jeg begyndte pludselig at græde ud af det blå, for jeg havde ALDRIG fået så pæne ord med på min vej. Min vejleder sluttede af med at sige: ”Du skal tro noget mere på dig selv, og hvad det er, du kan.

Du bliver en fantastisk sygeplejerske og bliv ved med at have den dejlige udstråling, du har”.

Det, at min kliniske vejleder var der for mig hele vejen og understøttede mig i, at det var okay at sige nej eller ikke at være klar til en opgave, havde en kæmpe betydning.

Det har ført til, at jeg i de efterfølgende praktikker har haft større tillid til mig selv og det, jeg gør. Jeg har lært at sætte grænser for, hvad mine kompetencer er, og jeg tør sige til, hvis der er noget, jeg godt kan. 

Jeg drømmer om, at jeg selv i fremtiden bliver en lige så fantastisk sygeplejerske som min vejleder. Og at jeg kan gøre det, hun har gjort for mig, for andre.

Hvis det ikke havde været for hende, så tror jeg ikke, at jeg stadig var på uddannelsen. Hun havde virkelig troen på mig, da jeg ikke selv havde.

Jeg havde en lille tvivl, inden jeg begyndte på uddannelsen, om det overhovedet var noget for mig.

Men efter denne praktikperiode har jeg aldrig været mere sikker på, at her hører jeg til. Det gav mig både lysten og troen på, at jeg kan blive sygeplejerske. 

 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til msi@dsr.dk
Den skal være på mellem 2.500 – 2.700 tegn,inklusive mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.