Familiesamtaler: "Som at lære et nyt sprog"

Patienter med kroniske non-cancer smerter findes i alle aldre og med mange forskellige bagvedliggende årsager.

Smerterne kan være patientens primære diagnose eller udløst af en anden diagnose. Fælles for patienterne er, at der ikke findes én behandling mod smerterne.

Derfor har klinisk sygeplejespecialist og ph.d., Pernille Friis Rønne, de seneste tre år undersøgt indvirkningen af en intervention, hvor sygeplejersker på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet inkluderer patientens familie i behandlingen.

Begrebet familie er i projektet forstået som de personer, patienten siger, der er familie.

”Almindeligvis er sygeplejerskernes kontakt med patienterne foregået som telefonsamtaler med fokus på regulering af patienternes smertestillende medicin. Men da medicinsk behandling ikke kan stå alene, ønskede vi at tilføje endnu et tilbud i form af sygeplejeledede familiesamtaler,” fortæller Pernille Friis Rønne.

Kroniske non-cancer smerter kan udløse angst og depression hos patienten, mange mister deres arbejde, og familielivet bliver udfordret. 

”Patienternes smerter er usynlige, og de mødes ofte af manglende forståelse og stigmatisering fra omverdenen herunder sundhedsprofessionelle. Med projektet her har sygeplejerskerne fået redskaber til at gøre sygeplejen mere bio-psyko-social,” forklarer projektlederen.

Interventionen kan ikke alene komme patienten til gavn, patientens partnere og børn kan også have brug for hjælp, da de er i risiko for selv at udvikle sygdom på grund af belastningen i hjemmet.

”I forbindelse med familieprojektet fik otte sygeplejersker kompetencer til at gennemføre samtaler, hvor op til tre af patientens voksne familiemedlemmer var inkluderet,” siger Pernille Friis Rønne.

Bekymret for konflikter

De sygeplejeledede familiesamtaler med patienterne og deres netværk gav familien mulighed for selv at sætte ord på barrierer og ressourcer i familien og hjælpe med at højne patienternes livskvalitet.

”Når et familiemedlem bliver sygt, kan der vise sig forskellige opfattelser i familien i forhold til, hvad det vil sige at leve med kroniske smerter. Nogle kan måske mene, at den syge ”bare skal tage en pille”. Her kan patienten med støtte fra sygeplejersken få mulighed for at forklare, at sådan forholder det sig desværre ikke, og sygeplejersken kan facilitere en samtale om alternative måder at håndtere situationen på i familien,” siger Pernille Friis Rønne.

De otte deltagende sygeplejersker var dog bekymrede for at åbne for konflikter i patienternes familier:

”Nogle var bange for, hvordan de skulle håndtere interaktionerne mellem familiemedlemmerne, og at samtalerne pludselig ville få alle familiens ”skeletter til at vælte ud af skabet”. Andre var nervøse for at overskride kompetencen til psykologernes arbejdsområde. Her var det vigtigt at få på plads, at familiesygepleje ikke er terapi, men har et terapeutisk aspekt. Sygeplejerskerne skal have fokus på familiens sygdomsrelaterede problemstillinger,” siger Pernille Friis Rønne, som roser sygeplejerskerne for at støtte hinanden i at overskride barrierer.

Stærkere faglighed

”Det kunne føles angstprovokerende at se sig selv i den nye rolle som facilitator for samtaler med op til fire personer inklusive patienten i næsten en time. En sygeplejerske forklarede, at hun nok var vant til at lære nye metoder, men her var der tale om at skulle lære et helt nyt sprog.”

Pernille Friis Rønne peger på, at sygeplejerskerne var vant til at have svar på patientens spørgsmål.

Nu var deres rolle den modsatte – de skulle stille spørgsmålene, og patienterne skulle søge svarene i sig selv og hos deres familiemedlemmer.

Den nye rolle gjorde sygeplejerskerne sårbare, hvilket blandt andet kom tydeligt til udtryk, da en patient trak sig ud af familiesamtalerne, for havde sygeplejersken gjort noget forkert?

”I løbet af projektet gik sygeplejerskerne imidlertid fra at være bange for at gøre noget galt til at føle, at de fik forstærket deres sygeplejefaglige identitet og fik et større handlerum. En udtrykte, at det var fantastisk at kunne facilitere dybere samtaler med patienten og de nærmeste og ikke alene tale om dosering af medicin. Samtidig var det en vigtig erkendelse, at sygeplejersken ikke kunne ”fikse” alle patientens problemer med interventionen, men facilitere en proces i familien,” fortæller projektlederen.

Inden interventionen var sygeplejerskerne på et tredages kursus og fik mulighed for at øve sig på forskellige spørgeteknikker på familier, som ikke skulle indgå i selve projektet. De fik desuden en manual og en guide, som løbende blev opdateret. 

Pernille Friis Rønne havde hyppige samtaler med sygeplejerskerne, som løbende modtog supervision. Hendes daglige tilstedeværelse gjorde en forskel for projektets udfald, fremgår det af en evaluering. 

I forskningsartiklen, der er publiceret i ’Journal of Family Nursing’ fortæller en af sygeplejerskerne:

”Jeg synes, vores faglige standard er blevet løftet kolossalt, og jeg tror, at interventionen vil øge vores professionelle selvtillid. Projektet har ændret vores syn på familiernes rolle og givet os redskaber til at håndtere dem professionelt. Det har været super.”

Interventionen bliver nu et fast tilbud på Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet for de patienter, der har behov.