Sygeplejersken
Fra psykiatrien til politiet
Politiet rykker i stigende grad ud til borgere med psykiske lidelser. Sygeplejerske Christel Lindegaard Jensen klæder betjentene på til mødet.
Sygeplejersken 2023 nr. 6, s. 50-51
Af:
Caroline Schønberg, journalist
Min stilling er hele tiden under udvikling, det synes jeg er fedt.
Mit navn er Christel Lindegaard Jensen, jeg er sygeplejerske og central PSP-koordinator (Politi, Sociale myndigheder, Psykiatri) i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvor jeg er en del af Forebyggelsessekretariatet. Jeg er den første og eneste sygeplejerske i politikredsen, så da jeg startede for et år siden, var jeg selv med til at forme jobbet og sætte min faglighed i spil.
I korte træk hjælper jeg betjentene med en bedre opgaveløsning i mødet med de psykisk syge og udsatte borgere, så det i sidste ende gør en positiv forskel for den enkelte.
Flere kasketter på
Som central PSP-koordinator holder jeg møder med PSP-netværket, som er et samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og psykiatri. Her fokuserer vi på socialt udsatte og psykisk syge borgere og koordinerer, hvilken instans der skal varetage borgerens forløb.
Jeg underviser politieleverne under deres elevtid i kredsen, hvor de bl.a. får værktøjer til at håndtere borgere med psykiske lidelser. Mange af politiets udrykninger er nemlig til denne gruppe.
Jeg får også løbende opkald fra betjente, hvis de har brug for min faglighed i en konkret sag. Måske kender jeg borgeren og kan fortælle, hvad betjenten skal være ekstra opmærksom på. Jeg har flere kasketter på og kan tænkes ind mange steder i kredsen.
Erfaren i psykiatrien
Det er ikke kun kriminelle borgere, jeg beskæftiger mig med. Politiet kan for eksempel blive kontaktet af en pårørende, der har mistanke om, at vennen er selvmordstruet. Eller det kan være en patient, der er udeblevet fra psykiatrisk behandling i længere tid, så personalet er blevet bekymret. Politiopgaven i sådanne situationer består i, at politiet rykker ud til borgerne for at tjekke, om de er okay.
Inden jeg fik jobbet hos politiet, arbejdede jeg ti år i en psykiatrisk akutmodtagelse. Mit store kendskab til psykiatrien og mit sygeplejefaglige netværk hjælper mig i mit daglige arbejde.
Politiet kan f.eks. stå med en borger, der har massive abstinenser efter et grundlovsforhør, hvor han har været tvunget stoffri i 24 timer. Hvis han bare bliver placeret i en celle efterfølgende, kan han nå at få det rigtig skidt, inden man får styr på hans medicinliste. Det kan være en farlig tilstand både for borgeren og personalet. I stedet kan betjentene ringe til mig. Så sørger jeg for at kontakte fængselssygeplejersken, så personalet er klar til at igangsætte behandling, så snart han ankommer.
Gør en forskel på afstand
Borgerne er sjældent klar over, at jeg er med til at hjælpe dem. Som sygeplejerske i psykiatrien var jeg hele tiden i kontakt med patienterne, men nu hjælper jeg i stedet gennem en betjent fra mit kontor. Det skulle jeg lige vænne mig til, og det har været svært at undvære den direkte borgerkontakt. Jeg har skullet vende det lidt på hovedet og ændre min tankegang – jeg gør stadig en forskel, selvom jeg ikke er i front.
Når betjentene ringer til mig, ved jeg, at min faglighed er værdsat, og at de kan bruge mig i deres problemløsning. Jeg elsker relationsarbejde, og det driver mig, at jeg kan være med til at undervise betjentene i, hvorfor den gode relation er så vigtig.
Det kan f.eks. være, at en borger skal bortvises fra et sted, hvor borgeren har lavet ballade. Hvis betjentene ikke vil kaldes ud igen, kan det være godt givet ud, at de bruger fem minutter ekstra på at danne en relation til borgeren.
I psykiatrien havde jeg også kort tid til at opbygge en god relation til patienten. Derfor ved jeg af erfaring, at det giver pote på den lange bane. Det handler om at lave en forebyggende indsats – selvom vi selvfølgelig ikke kan forebygge alt.
Fælles udrykningsteams
Jeg var en del af pilotprojektet FUT (Fælles Udrykningsteams red.) fra 2019-2021. Det var et samarbejde mellem politi- og sundhedsmyndigheder, hvor sygeplejersker kørte patrulje med betjente. Dengang var vi hele tiden ude hos borgerne, men i dag sker det yderst sjældent og kun ved planlagte besøg på baggrund af en konkret vurdering.
Det har hjulpet meget på min relation til betjentene, at jeg har været en del af FUT. Mange af betjentene kendte mig i forvejen, og mine kolleger i Forebyggelsessekretariatet har ønsket min faglighed. Det har gjort det nemt at falde til.
Jeg tænker, at de gode erfaringer med FUT har været med til at bane vejen for, at man er åben over for at ansætte en sygeplejerske som mig.