Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Kræftsagen handler også om mangel på sygeplejersker

Sygeplejersken 2023 nr. 6, s. 11

Af:

Ulla Abildtrup, journalist

313 kræftpatienter ventede for længe  på en operation på afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH), viser dokumentation fra DR. De havde ret til at blive opereret inden for to uger, men det blev ikke overholdt.

Hospitalsledelsen erkender, at ventetiderne kan have kostet liv. Den mener, at de lange ventetider skyldes mangel på især sygeplejersker. To sygeplejersker fra afdelingen skriver i et debatindlæg, at syv sengepladser aktuelt er lukket pga. mangel på sygeplejersker. 40 pct. af bemandingen på en uge kan bestå af studerende og vikarer. 

Ifølge Kammeradvokaten er økonomiske hensyn blevet prioriteret over reglerne om maksimale ventetider. En rapport fra konsulenthuset Implement konkluderer, at kun personalet på gulvet har fokus på patienterne. I de højere ledelseslag er opfattelsen, at ”alt er fint”, når måltal og budget er overholdt, skriver DR med henvisning til rapporten.

Professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet, Jes Søgaard, vurderer, at sagen fra Aarhus sandsynligvis ikke er den eneste. Alle regioner har nu oplyst, at de har undladt at indberette overtrædelser af ventetider på kræftområdet til Sundhedsstyrelsen. Regionerne henviser til, at patienterne havde accepteret, at de måtte vente for længe. 

Flere patienter siger, at de blev fejlinformeret om deres rettigheder og fik at vide, at de ville miste pladsen i køen til en operation i Danmark, hvis de ville have muligheden for en operation i udlandet undersøgt.

Som konsekvens af sagen er hospitalsdirektør Poul Blaabjerg og lægefaglig direktør Claus Thomsen fra AUH blevet afskediget. Direktørerne fik tilsammen 7,5 millioner kroner i fratrædelses-
ordning. 

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har sat gang i en genopretningsplan på kræftområdet, men fællestillidsrepræsentant for de 3.500 sygeplejersker på AUH, Marianne Østerlund Madsen, mener, at der er brug for politisk handling fremfor rapporter og kulegravninger. Sagen er et symptom på, at sundhedsvæsenet er underfinansieret, mener Marianne Østerlund Madsen.