Sygeplejersken
På hold med patienten?
Kan man begynde på et sportshold, hvor man ved, en tidligere patient går? Louise kom i et dilemma, da hun beroligede en patient før en operation.
Sygeplejersken 2023 nr. 6, s. 56-57
Af:
Mai Rathje Skovgaard, journalist
Patienten er en ung kvinde, og hun er tydeligt meget nervøs. Ventetiden inden operationen gør det ikke bedre. Louise er anæstesisygeplejerske på en operationsgang, og hun møder mange patienter, som er ængstelige ved at skulle igennem en operation.
For at få patientens tanker hen på noget andet end den forestående operation, begynder hun at spørge ind til hendes dagligdag. Hvad arbejder hun med, og hvad kan hun lide at lave?
Patienten begynder at fortælle om sin store fritidsinteresse: En niche-holdsport, som hun hver uge dyrker på et hold for kvinder.
”Det lyder da fedt! Det vidste jeg slet ikke, man kunne gå til i Danmark,” siger Louise til patienten.
Den unge kvinde fortæller begejstret videre om sin store passion. At sportsgrenen skam er sjælden, men at hun har fundet det her hold i nærheden af, hvor hun bor.
Afledningsmanøvren virker, og patienten er langt mere rolig, da lægen er klar til at operere.
Oprigtig nysgerrighed
Louise er god til at spørge nysgerrigt ind til sine patienter – det er en del af hendes arbejde som sygeplejerske. Men denne gang var nysgerrigheden helt oprigtig.
Louise har mange gange tænkt, at hun gerne ville prøve at gå til netop denne sportsgren. Hun har bare altid antaget, at man ikke kunne gå til det herhjemme. I hvert fald ikke som kvinde. Efter vagten sætter hun sig til at google sportsgrenen. Den er sjælden, men hun finder frem til ét hold i den landsdel, hun bor i. Det samme hold som patientens.
Hvor ærgerligt, tænker Louise. Hun er i tvivl om, hvorvidt hun kan møde op. Den hyggelige smalltalk inden operationen var jo ikke en invitation til, at hun skulle begynde på holdet. Hvad vil hendes tidligere patient ikke tænke? Man kan naturligvis ikke sikre sig imod at møde sine patienter i diverse sammenhænge.
Men hun ville jo kunne regne ud, ud fra den samtale de havde, at Louise havde fået inspirationen fra hende. Louise fortalte ikke patienten, at hun længe selv havde tænkt på at begynde til denne sportsgren. Ville patienten føle ubehag ved at møde hende der? Og måske blive mindet om en ubehagelig oplevelse?
På den anden side, kunne det virkelig passe, at Louise skulle droppe sit ønske om at gå til denne sportsgren, fordi hun tilfældigvis havde haft denne snak? Skal man virkelig begrænse sig selv pga. ens arbejde? Og tænk, hvis hun ikke kunne genkende hende alligevel, eller blot ville have det helt fint med situationen. Skal hun melde sig til eller ej?
Sygeplejersken er omsorgsfuld
I de sygeplejeetiske retningslinjerbeskrives, hvordan sygeplejersken bør værne om og medvirke til at sikre patientens integritet. Louise taler med patienten om stort og småt for at berolige hende inden operation. Hun yder omsorg for at sikre patientens velvære.
De informationer, patienten giver Louise i samtalen, inspirerer hende til at melde sig på samme sportshold som patienten. Men kan hun tillade sig det?
Der er intet i de sygeplejeetiske retningslinjer, der taler imod dette. Måske kunne sygeplejersken have sagt til patienten, at hun altid har drømt om dette og fortalt, at hun har fået lyst til at begynde at dyrke sportsgrenen. Men med reference til retningslinjerne kan sygeplejersken sagtens deltage i sportsgrenen.
Der er tale om en etisk problemstilling, fordi sygeplejersken er i tvivl, men der er ikke tale om et dilemma, hvor alle løsninger har store værdimæssige konsekvenser. Sygeplejersken er omsorgsfuld og tager ansvar i situationen. Og bliver inspireret til at gøre noget i sit privatliv.
Venlig hilsen og på vegne af Sygeplejeetisk Råd, Jette Christiansen og Anne Bendix
Louise besluttede sig for at lave et opslag i en facebookgruppe for sygeplejersker for at få input fra andre. Langt de fleste mente ikke, at der var noget forkert ved, at hun begyndte på holdet. Nogle kommenterede, at det ville være urimeligt, hvis sygeplejerskers arbejde skulle begrænse dem i deres fritid.
Louise valgte derfor at melde sig på holdet. Hun fandt dog hurtigt ud af, at det ikke passede med hendes arbejdstider og meldte sig derfor ud igen. Hun nåede aldrig at møde patienten.