Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Slut med syltekrukker

Irene Odgaard Andersen (th) og Marie Ikast Drejer fra Mave- og Tarmkirurgi i Aarhus råber nu op for at få ændret fokus fra ”kræftskandalen” til ”manglen på kvalificerede sygeplejersker”.

Sygeplejersken 2023 nr. 6, s. 17

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy6-2023_hoert

“Der har været meget lidt fokus på, at vi mangler kvalificerede sygeplejersker.” 

Sådan siger Irene Odgaard Andersen, sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på afdelingen Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital.

Sammen med sin kollega, specialeansvarlig sygeplejerske Marie Ikast Drejer, har hun skrevet et debatindlæg til Politiken den 21. april om forsvarlige normeringer.

Det er sket i forbindelse med kræft-sagen, hvor det er kommet frem, at kræftpatienter venter for længe på deres livsvigtige operation. Der har været stor politisk bevågenhed på patienternes rettigheder og overholdelse af behandlingsgarantier. Senest har medierne kastet lys over hospitalets manglende henvisning til operationer i udlandet. 

Kræver specialekendskab

Men desværre har der været over-raskende lidt fokus på, hvorfor tids-
fristerne i kræftpakkerne er overskredet, mener de to sygeplejersker. De efterlyser en bedre forståelse for, hvorfor afdelingen – som så mange andre afdelinger – er blevet nødt til at lukke senge.

“Det undrer os, at ingen har lyttet til os, når vi tidligere har sagt, at patientsikkerheden er truet, fordi der mangler sygeplejersker,” siger Marie Ikast Drejer og tilføjer:

“Politikerne taler om at omrokere sygeplejeressourcer afdelinger imellem. Men det kræver et stort specialekendskab at kunne varetage de her komplicerede forløb. En sygeplejerske er ikke bare en sygeplejerske, man kan flytte rundt med.”

I deres øjne er de lukkede senge bl.a. en konsekvens af, at mange sygeplejersker har fået nok efter års besparelser på sundhedsområdet i en tid, hvor operationerne bliver mere og mere specialiserede.

“Samtidig er vagtplanen blevet fyldt op med vikarer og studerende. Men det kan man ikke bare gøre på en specialafdeling, uden at det får alvorlige konsekvenser for patientsikkerheden,” siger Irene Od-gaard Andersen.

Fagligt forsvarlige normeringer

Kræftsagen har for dem været det rette momentum til at sætte fokus på problemet. Debatindlægget i Politiken har da også resulteret i en række tilbagemeldinger, bl.a. fra journalister, der vil vide mere om sygeplejerskernes syn på sagen:

“Vi vil bestemt tage det op igen, hvis vi ser anledningen til det. For det er vigtigt at få fokus på fagligt forsvarlige normeringer,” siger Marie Ikast Drejer, der sammen med sin kollega efterlyser handling:

“Coronakrisen, overenskomstforhandlingerne og lønstrukturkommitéen er i vores øjne blevet en syltekrukke for manglende politisk handling,” siger Irene Irene Odgaard Andersen og tilføjer:

 “Det må være slut med syltekrukker. Vi skal tale om de reelle udfordringer, så vi kan finde løsninger, der fastholder vores kollegaer og får dem tilbage, som vi har mistet.”