Det kan være svært at stå frem med kritik som offentligt ansat. Flere møder nemlig negative
reaktioner, hvis de ytrer sig kritisk om forhold på deres arbejdsplads.
I 2019 gik sygeplejerske Signe Dalsgaard Jakobsen i medierne med kritik af forholdene på hendes
daværende afdeling. Men da klinikchefen ”på en pæn måde, indpakket i en trussel” fortalte hende, at
udtalelserne kunne få konsekvenser for hendes kollegers autorisation, endte hun skrækslagen med at trække
sine udtalelser tilbage.
Men denne gang er anderledes. Signe Dalsgaard Jakobsen har opsagt sit job og tager nu bladet fra
munden. I en kronik i Politiken i april i år skriver hun bl.a., at hun nægter at arbejde under den
tavshedskultur, der ifølge hende eksisterer i sundhedsvæsenet.
Her fortæller hun, at der hersker en hierarkisk ledelsesform på landets hospitaler, ”der betyder,
at man som fagprofessionel ofte føler, at man råber for døve ører, når man forsøger at gøre opmærksom på de
elendige forhold, vi arbejder under. Hvis man derimod forsøger at gå til medierne, bliver man lukket ned,
hurtigere end man kan nå at sige patientsikkerhed.”
Brug din ytringsfrihed
Ifølge Oluf Jørgensen, mediejurist og ekspert i ytringsfrihed, har der altid været langt imellem
offentligt ansatte, der udtaler sig om kritisable forhold i offentligheden.
”Det skyldes bl.a. frygten for, at ytringerne fører til negative reaktioner fra ledelse eller
kolleger. Derfor tier man stille og nøjes med at tale med de nærmeste,” siger han.
I kronikken skriver Signe Dalsgaard Jakobsen, at ”hvis ingen siger fra, og personaleflugten
fortsætter, vil grænserne for, hvad der tillades, fortsætte med at rykke i den forkerte retning.”
Oluf Jørgensen opfordrer til, at flere bruger deres ret til at ytre sig. Han henviser til den
verserende sag på Aarhus Universitetshospital, hvor læger i månedsvis har indberettet forsinkede
tarmkræftoperationer til ledelsen gennem regionens whistleblower-ordning. Men uden effekt. Den kom først ved
offentliggørelsen.
”Sagen illustrerer, at offentligheden er vigtig og i nogle tilfælde nødvendig for at få gjort noget
ved kritisable forhold. Det vil være godt, hvis flere offentligt ansatte har modet til at stå frem,” siger
han.
Jeannette Leth
sygeplejerske,
Akutafdelingen, Regionshospitalet Gødstrup
Upopulær for patienternes skyld
Hvorfor gik du i medierne?
”Allerede i 2021 manglede vi
sygeplejersker og læger på akutmodtagelsen i Holstebro. Min tillidsrepræsentant bad mig fortælle om de
kritisable forhold i en video, som skulle vises til regionspolitikerne. Efterfølgende bad min ledelse mig
også om at tale med journalister.”
Hvilke konsekvenser fik det?
”I begyndelsen fik jeg kun positiv
respons fra kolleger, ledelsen og omverdenen. Men forholdene ændrede sig ikke, heller ikke da vi flyttede
til Gødstrup. Jeg er blevet ved med at ytre mig om, at vi stadig har for mange patienter.
Patientsikkerheden
er fortsat i fare, hvilket fik en af vores overlæger, Anders Møllekær, til at gå i medierne og i sidste ende
sige op i marts. Jeg var en af ophavsmændene til en støtteerklæring til lægerne og stillede fortsat op, hvis
journalister kontaktede mig. Vi har også forgæves forsøgt at komme i dialog med ledelsen. Opbakningen er så
småt begyndt at smuldre. Der er sket meget, også internt. Det har været hårdt. Mit forhold til dele af min
ledelse er i dag anspændt.
Det er ok, vi ikke er enige om alt. Men jeg vil også i fremtiden
benytte min ytringsfrihed til gavn for patienterne. Jeg går ikke efter personer, men et system, som vi skal
turde tale om - for patienternes skyld. Ellers bliver det aldrig anderledes.”
Tasja Birkekjær Korfitz
specialsygeplejerske,
Børne- og Ungdomspsykiatrisk Døgnafsnit, Esbjerg
Patienternes talerør
Hvorfor gik du i medierne?
”Vi ønskede at gøre esbjergenserne
opmærksomme på Region Syddanmarks planer om at lukke akutmodtagelse og sengeafsnit i Børne- og
Ungdomspsykiatrisk Døgnafsnit her i Esbjerg. Politikerne havde gået meget stille med det, og vi ville gerne
råbe befolkningen op, så de også kunne nå at komme med høringssvar. Vi vidste, at lukningen ville føre til
en klar forringelse af vores tilbud til de unge i psykiatrien.”
Hvilke konsekvenser fik det?
”Planerne blev desværre vedtaget, og
vi står til at lukke 1. september. Men jeg tvivler på, vi kan drifte så længe. Folk er begyndt at søge væk.
Mange kolleger har sagt, at de syntes, det var fedt, at vi kontaktede medierne. Der var en del, som til
start gerne ville være med, men ikke helt turde af frygt for evt. konsekvenser. Ledelsen har forholdt sig
tavst, men har efterfølgende sendt nogle beskeder ud til personalet om, hvad vi skal være opmærksomme på,
når vi agerer i medierne. Måske for at prikke lidt til os, der gjorde det.
Vi har hele tiden
været meget skarpe på, at vi taler på egne og ikke psykiatriens vegne. Og jeg vil gå i medierne igen, hvis
jeg oplever noget uretfærdigt på mine patienters vegne. Her var jeg talerør for de unge og deres pårørende,
der ofte ikke kan råbe op selv. Det gør jeg gerne igen.”
Pia Lüders Røge
sygeplejerske, Kalørgruppen,
Odense Kommune. Vinder af Kirsten Stallknecht Prisen 2017
Opbakning fra kollegerne
Hvorfor gik du i medierne?
”I 2015 gennemførte Odense Kommune store
forandringer i hjemmeplejen. Det udfordrede vores monofaglighed og medførte bl.a. meget overarbejde og øget
vikarforbrug. Det dokumenterede jeg i en beretning fra en tilfældig arbejdsdag på 10 timer. Beretningen kom
i fagbladet Sygeplejersken i 2017 sammen med en artikel om situationen.”
Hvilke konsekvenser fik det?
”Mine kolleger underskrev beretningen,
som vi også sendte til ledelsen. Efterfølgende var jeg i flere lokale medier, som belyste problemstillingen.
Den blev også taget op på flere stormøder i regi af Dansk Sygeplejeråd.
Min beretning blev brugt
flere steder, bl.a. af min fællestillidsrepræsentant, som et håndgribeligt bevis på situationen. Den blev en
del af et større opråb. Jeg tror, at Kirsten Stallknecht Prisen 2017 var med til at give budskabet endnu
mere gennemslagskraft.
Politikerne lagde en langsigtet strategi om at rekruttere flere
sygeplejersker, og mængden af overarbejde og brug af vikarer faldt i årene efter.
Jeg oplevede
stor opbakning fra mine kolleger. Jeg kan kun opfordre sygeplejersker til at ytre sig, hvis de oplever
urimelige arbejdsvilkår. Det er vigtigt at bringe vores faglighed i spil, hvis vi ønsker at forandre
noget.”
