Sygeplejersken
Et net under nyansatte
Vi er nødt til at passe bedre på de nyansatte sygeplejersker. For vi skal undgå, at de bliver kastet ud, hvor de ikke kan bunde, påpeger Randi Ellegaard Christensen.
Sygeplejersken 2023 nr. 8, s. 15
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist,
Sofus Comer, fotograf
“Det er vigtigt at passe på de nyuddannede og nyansatte sygeplejersker og prioritere en god oplæring.”
Det er ordene fra Randi Ellegaard Christensen. Hun er uddannet intensivsygeplejerske og er ansat på et intensiv og medicinsk sengeafsnit på Aalborg Universitetshospital i Thisted. For nylig har hun afsluttet sit diplomprojekt om nyansatte sygeplejerskers oplevelse af oplæringen. Resultaterne præsenterede hun i foråret ved dette års Landskonference for sygeplejersker, der arbejder med udvikling og forskning, og hun blev tildelt en delt førsteplads. Efterfølgende gik projektet sin gang på LinkedIn, hun blev kontaktet af Nordjyske og var med i en stor forsideartikel.
“Jeg ville meget gerne være med i artiklen. For selvfølgelig skal alle vide, at oplæring af sygeplejersker er vigtig,” siger hun og tilføjer:
”Hvis man prioriterer oplæringen af nyansatte sygeplejersker, kan det være med til at fastholde dem. Og det er vigtigt i en tid, hvor vi mangler sygeplejersker.”
Oplæring til alle nyansatte
Hun har bl.a. interviewet fire sygeplejersker fra hospitalet i Thisted, og hun fandt frem til, at kvaliteten af oplæring svinger fra afdeling til afdeling. I hele Region Nordjylland arbejder man ellers med oplæringsprogrammet ’Godt fra start’, som er tiltænkt nyuddannede sygeplejersker.
“Det er et godt program. Men jeg fandt ud af, at pga. travlhed er det meget forskelligt fra den ene afdeling til den anden, hvordan det rent faktisk foregår,” siger hun og fortsætter:
“Godt fra start henvender sig kun til nyuddannede. Oplæring af nyansatte, der eksempelvis kommer fra primærsektoren, kan være lige så vigtig. Under interviewene kom det frem, at oplæringen nedprioriteres og bliver tilfældig. Det er ikke godt nok. Alle nyansatte skal have en kvalificeret oplæring.”
Bryd den onde cirkel
En af konklusionerne i diplomprojektet er, at oplæringen skal struktureres og prioriteres.
“Man ved jo godt, at vi skal tage os godt af de nyansatte. Men det bliver ofte nedprioriteret, fordi der er for travlt. Det bliver så en ond cirkel, for det ender bare med, at sygeplejersken stopper igen. Så selvom man har rygende travlt, så skal oplæring prioriteres, så sygeplejersken bliver – og travlheden kan nedbringes.”
Hun er ikke blevet skræmt af at være med i artiklen i Nordjyske – tværtimod. Derfor er hun nu selv ved at skrive en artikel til det sygeplejefaglige tidsskrift Forstyrrelsen. For det er vigtigt med mere fokus på emnet:
“Vi skal passe bedre på de nyansatte, så vi ikke mister dem igen. Vi skal undgå, at de stopper, fordi de bliver kastet ud, hvor de simpelthen ikke kan bunde. Vi er nødt til at give dem en struktureret oplæring og have et net under dem.”