”Med telemedicin renser du en del af sanserne fra”

“Du kunne jo ikke se, hvad der foregik. Du kunne kun høre, tale og spørge. Det var meget anderledes end at være i klinikken, hvor du kunne se patienten, røre dem og mærke på dem; er de varme eller tørre? Der er meget, der kommer alene af at være i lokale med patienten.”

Ordene kommer fra Mette Bøgeskov-Jensen. I 1990 arbejdede hun i den fjeldomsluttede by Førde på den norske vestkyst. Efter en håndfuld år som sygeplejerske i Danmark ville hun prøve noget nyt, og det kom hun i dén grad til.

For hverdagen i akutmodtagelsen i den lille by handlede ikke bare om forstuvede ankler fra fjeldvandreture eller køkkenuheld, når friskfangede fisk fra fjorden blev tilberedt. Hvis telefonen ringede på kontoret, var det nemlig opkald direkte til 113, den norske pendant til Danmarks 112.

For Mette Bøgeskov-Jensen var det en helt ny udfordring, men én hun tog imod med stor tilfredshed. Og tyve år senere kunne hun bruge erfaringen, da hun blev tovholder på oprettelsen af AMK-vagtcentralen i Nordjylland, efter det politisk var blevet vedtaget, at sygeplejersker skulle sidde klar til at hjælpe borgere, der ringede 112 ved ulykker eller alvorlig sygdom.

Dermed har Mette Bøgeskov-Jensen oplevet udviklingen i brugen af telefoner som sygeplejefagligt værktøj fra den spæde start i Norge til i dag, hvor hun styrer en omfattende vagtcentral med 34 sygeplejersker, hvis eneste job det er at besvare akutopkald.

“En kropsligt forankret handleviden”

Udviklingen i både demografi, sundhedsvæsen og teknologi har betydet, at mange sygeplejersker i dag har telefon- og videosamtaler som primær kontakt til borgere og patienter. Det giver nye udfordringer, fortæller Bente Hull Frich, som er uddannet anæstesisygeplejerske, ph.d. i Science-Technology-Society studier (STS) og lektor på sygeplejeuddannelsen på UCL.

“Det kliniske blik er en kropsligt forankret handleviden. Den kan ikke bibringes fra dag ét på studiet, men kommer med erfaringen. Vi bruger sanserne; taler, lytter, spørger, føler og lugter. Men det kræver, at man er til stede i samme rum som patienten. Når man ikke er det, forandres forudsætningerne for det kliniske blik og det faglige skøn,” siger hun.

Bente Hull Frich har skrevet ph.d. om sygepleje via skærm og har fulgt udviklingen tæt i en årrække.

“Når de studerende er ude på hospitalerne, i hjemmeplejen eller laver simulation på uddannelsen, er de jo ansigt til ansigt med patienten eller borgeren. Det er dét, de lærer. Når man så pludselig skal kigge på patienten igennem et medie, udøver man sygepleje på afstand. På studiet beder vi f.eks. de studerende tjekke patientens farve, men det er et tilbagevendende problem med skærme, at det gør det meget svært at vurdere farven.”

Hun giver et eksempel:

“I et ambulatorie kommer patienterne ind fra venteværelset, og du kan se på deres vejrtrækning og gangart. Går de ok? Bliver de forpustede? Ændrer farven sig? Det er jo umuligt over telefonen. Der skal du i stedet lytte til tonefald, stemmeføring, pauser og vejrtrækning. Med videosamtaler kan du oftest kun se ansigt og det øverste af overkroppen, hvilket kan kompromittere overblikket og dermed omsorgen for hele personen.”

Her bliver det faglige skøn for alvor sat på prøve.

“Det kliniske blik bliver udfordret af de her situationer. For hvad nu hvis man ikke får spurgt ind til de rigtige ting? Hvad hvis jeg overser noget? Det er jo en potentiel risiko. Med telemedicin renser du en del af sanserne fra. Du kan ikke lugte, om de har urinvejsinfektion, du kan ikke mærke på deres ødemer, du kan ikke se patienterne på samme måde. Du kan ikke fange den andens blik. Har de smerter? Afviger blikket? Er de kede af det?”

Bente Hull Frich påpeger, at det er noget, der udfordrer sygeplejerskerne.

“Vores forskning viser, at mange sygeplejersker er bekymrede for, hvorvidt de kan yde ordentlig omsorg, når de ikke fysisk er til stede med patienten.”

Derfor er der behov for et større fokus på uddannelse i, hvordan forskellige kommunikationsteknologier påvirker sygeplejerskernes arbejdsliv.

“Det er noget, vi må indstille os på som sygeplejersker, for vi får ikke lov at lade være. Det er en ny form for omsorg, relationerne er på spil på en ny måde, og både det kliniske blik og det faglige skøn bliver forandret. Det kræver en opkvalificering af sygeplejerskerne, både på uddannelsen og i praksis. Det kan vi blive meget skarpere på.”

Et nyt speciale

Da Mette Bøgeskov-Jensen vendte hjem efter tre år i Norge, blev hun uddannet anæstesisygeplejerske og arbejdede 13 år i neurokirurgien. I 2010 blev hun tovholder på at uddanne sygeplejepersonalet til at betjene den nye AMK-vagtcentral i Nordjylland. I Danmark var det indtil da politiet, der tog imod opkaldene. Det ændrede sig fra foråret 2010.

“Det var jo et helt nyt speciale, vi startede op,” påpeger Mette Bøgeskov-Jensen.

I Danmark fandtes der ikke de kompetencer og erfaringer, som man i Norge og andre lande havde opbygget henover flere årtier med sygeplejersker i nøglerollerne ved alarmopkald. Man trak derfor på det såkaldte Dansk Indeks for Akuthjælp, der dengang var et tykt opslagsværk – i dag er det digitalt. Det var netop udviklet i Norge og oversat til dansk.

Mangler sanser

En anden, der har arbejdet med sygeplejerskers kliniske blik, når der introduceres ny teknologi, er Ulla Gars Jensen, der er lektor på sygeplejeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

“Da vi begyndte at undersøge området tilbage i 2012, talte sygeplejerskerne meget om deres kliniske blik, og vi var interesserede i at undersøge, hvordan teknologien påvirker det,” siger hun.

Hun forklarer, at det faglige skøn og teknologiforståelsen er i tæt samspil.

“Du skal have en faglig viden, et fundament. Det kliniske blik er jo noget, du bygger op, en erfaringsmæssig viden, som du har med i rygsækken. Når du så skal måle en patients saturation, ved du, at hvis patientens finger er kold, virker måleren måske ikke. Der hænger erfaringerne og blikket for teknologien sammen,” siger hun.

Samtidig berøver teknologien sygeplejersken for nogle af de indtryk, som man får af en patient, hvis man er i samme lokale.

“Der er jo nogle sanser, som du ikke kan bruge igennem en skærm. Det er dér, at du skal have en faglig viden: Dét, du ikke kan se, føle eller lugte, det skal du spørge ind til. Hvis man snakker med patienten via telefon eller skærm, stiller dét nye krav til sygeplejersken.”

Ulla Gars Jensen peger på, at sygeplejersker, som tager mod opkald på f.eks. 112, 1813 eller Giftlinjen, i vid udstrækning har kommunikation som en kernefaglighed.

“Jeg ser mere og mere, at de her call-funktioner handler om at skabe tillid i situationen. Det relationelle findes stadig, når man taler i telefon, men det bliver i højere grad en sundhedspædagogisk opgave at tale med og vejlede patienten. Det er vigtigt at kunne skabe ro. Det kommunikative betyder rigtigt meget.”

Hun fortsætter:

“Samtidig kræver det i høj grad specialviden om patientgruppen. Det er ikke hvem som helst, der kan løse opgaven via en skærm, for man bruger i høj grad sin faglige viden til at foretage et skøn.”

Ny tech tager tid

Ulla Gars Jensen efterlyser samtidig en større forståelse for, at ny teknologi ikke er en nem måde at spare ressourcer på.

“Når man indfører ny teknologi,  ændrer det arbejdsgangene. Det ændrer ofte på organisationen, og det er vigtigt, at også ledelsen bliver kompetenceudviklet,” siger hun og fortsætter:

“Rigtigt mange sygeplejersker oplever, at ny teknologi ‘pludselig bare’ dukker op på arbejdspladsen, uden at de er orienteret om hvorfor. Hvis man ikke føler sig involveret i processen, er det sværere at håndtere den nye teknologi, og det er noget, man som ledelse skal være meget opmærksom på.”

“Videoen gør virkelig en forskel”

De seneste år er teknologien nået så langt, at sygeplejerskerne, der modtager 112-opkald, kan bruge videosamtaler. Mette Bøgeskov-Jensen fortæller:

“Det hjælper meget, når vi skal lave en vurdering. Det er uanset, om der er tale om en trafikulykke, eller hvis der er mistanke om stroke. Så kan vi bede dem smile og løfte armene. Ved hjertestop kan vi bruge video til at sikre, at der trykkes dybt nok og det rigtige sted, når der gives hjertemassage. Det er virkelig en god ting.”

Det har f.eks. betydet, at situationer, der før ville resultere i en ambulance med udrykning, nu kan klares uden udrykning, fordi sygeplejersken kan vurdere alvorsgraden bedre. I nogle tilfælde kan situationen helt afsluttes, og patienten i stedet sendes til egen læge.

“Videoen gør virkelig en forskel, men først og fremmest fordi vi har så meget erfaring. Det er vigtigt med en god, grundlæggende spørgeteknik, for det er jo grundlaget for at vurdere alvoren,” understreger Mette Bøgeskov-Jensen.