Pioneren bag de kliniske retningslinjer

Det er svært at lægge ansvaret fra sig, når man gennem et helt liv har taget det på sig. 

Men det øver sygeplejerske, professor og pioner inden for kvalitetsudvikling af sygeplejen Preben Ulrich Pedersen sig på. 

Sidste år stoppede han som leder af Center for Kliniske Retningslinjer for at gå på pension efter at have kæmpet for at kvalitetsudvikle og evidensbasere sygeplejen i mere end 40 år. Altid med patienternes behov for øje.

Et fokus, der bl.a. har givet Preben Ulrich Pedersen titel af ph.d. og professor ved Aalborg Universitet, ført ham til udlandet og givet ham ridderkorset for sin forskningsmæssige indsats. 

”Jeg har altid været utrolig stolt af at være sygeplejerske. Jeg synes, det er et meget væsentligt erhverv. Vi gør meget for, at patienterne kan få større kvalitet i livet,” siger Preben Ulrich Pedersen.

Formet af Kommunehospitalet

Selv om Preben Ulrich Pedersen er i gang med at drosle ned, har han netop været censor på en ph.d.-afhandling på Folkesundhedsvidenskab om mænd og fødselsdepressioner på Center for Sundhed og Samfund ved Københavns Universitet. Centeret har til huse i Københavns nedlagte Kommunehospital i Øster Farimagsgade, hvor Preben Ulrich Pedersen tilbage i 1980’erne trådte nogle af sine barnesko som sygeplejerske.

Det var dengang nogle af sygeplejerskerne kunne finde på at møde på arbejde i murerarbejdertøj i arbejdersolidaritetens navn. På skiltet ved oversygeplejerskens kontor stod der ’Big Mammas kontor’. 

”Det var et spændende sted at være. Det var gammelt og virkelig slidt. Patienterne lå på otte-sengs-stuer, der var højt til loftet og nogle gange var der koldt – helt ned til otte grader om aftenen. Der var en parathed og en frihed til at gøre nogle ting, men også et krav om høj faglig kvalitet. Målet var at få det til at fungere bedst muligt for patienterne,” fortæller Preben Ulrich Pedersen.

Cykellapning ud af skyllerummet

Da han blev afdelingssygeplejerske, begyndte han at rydde op i de mindre hensigtsmæssige forhold, som de uautoriserede uniformer, lapning af cykler i skyllerummet og hvidvinsdrikningen i fredagsvagterne. Senere skulle han komme til at rydde op i sygeplejen.

”Der var aldrig hårde irettesættelser. Vi talte om, hvordan man kunne gøre tingene anderledes. På Kommunehospitalet blev jeg formet ledelsesmæssig til at sige, hvad jeg tænkte og mente,” siger Preben Ulrich Pedersen.

Det havde han allerede i sin første ansættelse på en neurokirurgisk afdeling erfaret kunne betale sig. 

 ”Dengang var vi en sygeplejerske og tre sygehjælpere til 43 patienter i en aftenvagt. På et tidspunkt havde vi mange patienter, der havde brud i nakkehvirvler. Når de skulle vendes, krævede det tre personer. Samtidig havde vi mange patienter med inkontinens, og de måtte ofte ligge og vente i en time. Det sagde jeg til oversygeplejersken, som forsøgte at vige uden om at finde en løsning. Men jeg blev ved og gentog, hvis DU kan leve med det, kan jeg også leve med det,” fortæller Preben Ulrich Pedersen og tilføjer:

”Næste dag var der et ekstra personale i aftenvagten.”

 Han håber, at historien kan inspirere andre til at placere ansvaret der, hvor det hører hjemme og gå hjem uden dårlig samvittighed.

”For det er op til lederne at vælge, hvilken kvalitet de vil have hos dem.”

Inspireret af stjerner

Som sygeplejerske i 1980’erne og 90’erne så Preben Ulrich Pedersen mange gange, hvordan sygeplejersker udførte eller indførte ting uden at vide, hvad det reelt var, de gjorde. 

”Vi gik fra rundepleje til gruppepleje til tildelt patientpleje, og da vi ikke kunne leve op til det, blev det til tillempet tildelt patientpleje.”

”Der var brug for mere viden for, hvornår noget var godt eller ikke godt for patienterne,” siger Preben Ulrich Pedersen og slår fast, at det også gælder i dag: 

”Vi skal vide, hvad vi gør, og at det gavner.”

Inspirationen til at arbejde videre med det, fandt han på Uddannelse i Folkesundhed på Nordiska Hälsovårdshögskolan i Göteborg i 1989. Her mødte han ”alle de store navne og stjerner inden for sygeplejen”. Det var navne som den tidligst registrerede sygeplejerske med en ph.d. Margrethe Lorenzen. Den finske sygeplejeprofessor Katie Eriksson. Den svenske sygeplejeprofessor emeritus Vivian Wahlberg.

”De var både karismatiske og inspirerende, og da jeg kom hjem, var jeg helt høj,” siger Preben Ulrich Pedersen, som nu for alvor havde fået blod på tanden efter at forske og kvalitetsudvikle sygeplejen til gavn for patienterne.

Halverede indlæggelsestid

Den første store mulighed bød sig snart til. 

Flere undersøgelser i 1980’erne havde peget på de gode effekter af genoptræning af patienter med hoftebrud. Alligevel var indlæggelsestiden for patienter med hoftebrud 25 dage på de akutte ortopædkirurgiske afdelinger. 

Sammen med forskningskonsulent i Dansk Sygeplejeråd Yrsa Andersen Hundrup udviklede Preben Ulrich Pedersen et plejeprogram for genoptræning, som bragte indlæggelsestiden ned på 10-12 dage. 

Plejeprogrammet blev forløberen for den første kliniske retningslinje i Danmark.

”Sygeplejerskerne havde virkelig førertrøjen på dengang. Vi publicerede vores undersøgelser i en bog, som blev kaldt epokegørende i Ugeskrift for Læger. Men vi var ikke dygtige nok til at publicere i en videnskabelig artikel, og derfor løb andre faggrupper med teten,” siger Preben Ulrich Pedersen og minder om, at det først var i 2001, at de første sygeplejersker kunne kalde sig bachelorer og dermed søge videreuddannelse på universitetsniveau.

Da Preben Ulrich Pedersen derfor ikke havde mulighed for at tage en kandidatgrad, tog han i stedet konstant på kurser for at dygtiggøre sig. F.eks. læste han statistik som enkeltfag på Københavns Universitet, og senere blev han den første til at undervise andre sygeplejersker i faget. I 1995 fik han dispensation til at gå i gang med en ph.d. på trods af, at han ikke havde en kandidatgrad.

Hvor ved I det fra?

Nødvendigheden af at højne kvaliteten og få sygeplejerskerne til at sætte spørgsmålstegn ved det, de gør, viste sig for ham gang på gang. På den ortopædkirurgiske afdeling, hvor han indsamlede data til sin ph.d. om ernæring, mente personalet f.eks., at patienterne hver dag fik et mellemmåltid. Men kontrolgruppen viste, at 65 pct. af patienterne sagde, at de ikke fik et mellemmåltid.

”Jamen, vi ser jo servicevognen køre rundt på stuerne,” sagde personalet.

”Men hvor ved I fra, hvad patienten på stue 14 spiser?” insisterede han og fik personalet til at indse, at de rent faktisk ikke vidste, om og hvad patienterne fik at spise.

”De så slet ikke patienternes hverdag,” siger Preben Ulrich Pedersen.

Han fremhæver et andet eksempel på mangelfuld viden fra det projekt, han lavede med Yrsa Andersen Hundrup om ortopædkirurgiske patienter. I Hillerød skulle patienterne have støttestrømper på i tre måneder for at forebygge blodpropper. I Køge mente man, at de skulle af efter 14 dage.

Da Preben Ulrich Pedersen spurgte borgerne i hjemmeplejen, som havde strømperne på i tre måneder, om de oplevede gener, svarede de, at de var stramme til at starte med, men så begyndte de at glide ned.  

”For der var jo taget mål, da benet var hævet. Strømperne kunne desuden kun tåle 15 vaske og blev vasket hver anden dag. Det vil sige, at der efter 30 dage ikke var nogen sikker effekt af strømperne, som til gengæld ville udløse over en million unødvendige besøg af hjemmeplejen i Danmark om året,” siger han og tilføjer:  

”Det er jo fuldstændig vildt. Har vi råd til det? Jeg er sikker på, at der stadig foregår den slags ”bevidstløse” handlinger i praksis.”

Som vinden blæser

Det blev mere og mere tydeligt, at der var brug for nogen, der kunne samle og sortere i de mange forskellige regimer og hjælpe sygeplejersker med at navigere i, hvordan patienterne fik den bedste sygepleje. Der var mange vejledninger, men de tog ikke udgangspunkt i den nyeste viden og forskning. 

”Det betød, at man arbejdede ud fra noget, der måske var fuldstændig forældet og forkert og ikke levede op til kvalitetskravene,” siger Preben Ulrich Pedersen.

Konsekvenserne er til at tage og føle på. Både for patienter og samfundsøkonomi, understreger han.

”Tag f.eks. tryksår. De værste af slagsen kan ende med at koste op til 400.000 kr. i behandling. Derfor er det langt mere effektivt og økonomisk at forebygge tryksår.” 

I 2008 lykkedes det Dansk Sygeplejeselskab (DASYS) at etablere Center for Kliniske Retningslinjer (CFKR) og Preben Ulrich Pedersen blev ansat som leder. CFKR bidrager ved at gennemgå og kvalitetsstemple kliniske retningslinjer til at sikre den bedste og mest effektive sygepleje for patienterne.

”Chefsygeplejerskerne kunne jo godt se, at når der alene på Sjælland var ni forskellige vejledninger til at anvende støttestrømper, kunne de jo ikke være lige rigtige alle sammen,” siger han.

Kampen fortsætter

Preben Ulrich Pedersen fortæller om et jysk sygehus, der ville nedlægge nogle sengepladser for at spare en sygeplejerskefunktion væk. 

”Da vi gennemgik litteraturen på området, viste det sig, at hvis vi sparede den funktion væk, ville det øge indlæggelsesfrekvensen, og der ville være brug for flere sengepladser,” fortæller han og påpeger:

”Det er jo væsentligt at vide, inden man træffer en beslutning.”

Når Preben Ulrich Pedersen takker af efter et langt liv i sygeplejens og patienternes tjeneste, er det med sikker forvisning om, at sygeplejersker i dag kan og ved meget mere, end da han fik sygeplejeemblemet i 1980. 

Alligevel er kampen langt fra slut. For sundhedsvæsenet er skåret ind til benet, og der mangler sygeplejersker. 

Center for Kliniske Retningslinjer er f.eks. afhængig af, at hospitaler og professionshøjskoler frivilligt indbetaler for opretholdelsen af centeret. Og der er stadig ledere, der ikke prioriterer det fælles ansvar i forebyggelse og udvikling af evidensbaseret sygepleje, selv om det både sparer patienterne for unødvendige lidelser og afholder budgetterne fra at vokse vildt på den lange bane.

”Derfor er det så vigtigt at blive ved med at stille spørgsmål og sætte spørgsmålstegn ved tingene,” siger han.

Det har Preben Ulrich Pedersen gjort i 40 år, og det håber han, at andre vil fortsætte med, når han lagt kitlen.