Sparring øger opsporing af kritisk forværring

”Jeg er bekymret for én af vores unge patienter, som vi ikke ved hvad fejler,” siger sygeplejerske med specialistfunktion, Hanne Jensen, fra Lunge- og infektionsmedicinsk afsnit på Sjællands Universitetshospital Roskilde. 

Hun sidder midt i formiddagens timeout-møde sammen med de øvrige sygeplejersker og assistenter på dagvagt. Til mødet gennemgår personalet patienter og fordeler opgaver. Timeout er helt normal praksis på afsnittet, men det nye er, at der nu er kommet fokus på at tale om bekymring for patienter, der er i risiko for akut kritisk forværring af deres tilstand. 

At holde timeout-møde i hver dag- og aftenvagt er blot et af flere elementer i en ny forskningsbaseret indsats på afsnittet. Indsatsen er en del af en større samlet indsats på tværs af alle afdelinger på Sjællands Universitetshospital med det formål tidligt at opspore tegn på akut kritisk forværring. 

Hanne Jensen fortsætter gennemgangen.

”Patienten kom ind med stærk hovedpine, er mat, kaster op, har feber og lavt blodtryk, og en lumbalpunktur viste normale værdier. Vi venter svar på blodprøver, hvor prøver er taget for lupus, mononukleose – hele pakken – og der er også gået stuegang,” siger hun.

Herefter går en sygeplejefaglig sparring i gang. Kliniske observationer om den unge kvinde deles, og både borreliose og toksisk syndrom er oppe at vende sammen med andre mulige årsager til kvindens tilstand. Sparringen skal skærpe personalets kliniske forståelse for patienten.

Makkerpar oplærer personale

Klinisk sygeplejespecialist Maja Kamilla Søndergaard Nielsen har været med til at udvikle og implementere indsatsen på Lunge- og infektionsmedicinsk Afsnit. Hun forklarer om baggrunden for timeout-mødet:

”Vi har fokus på at tale om de patienter, vi er bekymrede for, ud fra vores kliniske blik og forståelse, og en eventuel øget EWS (eller TOKS, red.). På den måde øger vi chancen for at fange patienterne, inden det udvikler sig kritisk.” 

En anden vigtig ændring, som indsatsen på Lunge- og infektionsmedicinsk Afsnit har medført, er, at plejepersonalet på hver vagt får tildelt en makker. Makkerparret sparrer med hinanden og består af en erfaren sygeplejerske og en mindre erfaren sygeplejerske eller assistent.

 ”Vi bruger vores makker som sparringspartner til at reflektere sammen over ting, vi er i tvivl om, eller hvor det er svært at sætte fingeren på, hvad der er galt med patienten. Det giver en ro hos os som personale. På den måde får vi oplært mindre erfarent personale i at få et bedre klinisk blik og opdage patientens forværring, inden det bliver kritisk,” forklarer hun. 

”Makkerparrene har gjort, at vi ved at reflektere og italesætte, hvad vi ser, er blevet rigtig gode til at se tegn på, at patienterne ikke retter sig og bliver dårligere,” siger Maja Kamilla Søndergaard Nielsen.

Hjælpsom EWS-måling

Måling af EWS er også en del af den nye indsats. EWS blev brugt tidligere, men ikke på en optimal måde, hvor målingen blev opfattet som en rutineopgave, der ofte blev overladt til elever eller studerende. Det er der nu lavet om på.

”I virkeligheden er EWS et rigtig godt værktøj og en hjælp til os i vores sygeplejefaglige refleksioner, hvis vi f.eks. har en bekymring for en patient. Derfor har vi indført, at det kun er uddannet personale, der står for EWS-målinger, hvor vi bruger vores trænede kliniske blik til at vurdere det samlede billede af patienten,” siger hun.

 Afsnittet er desuden i gang med et kompetenceløft af det fastansatte personale. Det sker i første omgang bl.a. ved hjælp af undervisningsseancer med fokus på KOL-patienter og non-invasiv ventilation (NIV) behandling. Herudover har sundhedspersonalet hver dag mulighed for at sparre med Mobilt Akut Team om den patient, der aktuelt er størst bekymring for.

Tre workshops

Gitte Bunkenborg står bag det forskningsbaserede arbejde, der ligger til grund for den nye indsats. 

Til daglig er hun sygeplejefaglig forskningsleder ved Kardiologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital og lektor i klinisk sygepleje ved Syddansk Universitet.

For at sætte gang i indsatserne på alle afdelinger på tværs af Sjællands Universitetshospital inviterede Gitte Bunkenborg nøglemedarbejdere fra afdelingerne til tre workshops, der var en blanding af undervisning og gruppediskussion. Medarbejderne skulle på baggrund af de tre workshops udvikle en indsats målrettet deres egen afdeling. 

”Det var ikke muligt at lave en ensartet indsats for alle kliniske afdelinger, fordi patient-flow, bemandingssituation og arbejdsbelastning er forskellig for afdelingerne,” siger Gitte Bunkenborg, der stod for en del af undervisningen. Hun forklarer her, hvordan de gjorde:

”Vi underviste medarbejderne i den nyeste forskningsbaserede viden om, hvad det vil sige, at en patient bliver akut kritisk syg. Og hvad der har betydning for, at sygeplejersker opsporer kritisk forværring og erkender, at patientens tilstand er forværret. Dernæst fik vi medarbejderne til at reflektere over, hvordan de kunne omsætte den viden til praksis på den enkelte afdeling.” 

Maja Kamilla Søndergaard Nielsen deltog i de tre workshops og oplevede dem som et godt udgangspunkt for at udvikle afdelingens egen indsats.

”Vi udviklede indsatsen sideløbende med de tre workshops, og det fungerede rigtig godt. På den sidste workshop satte vi os sammen - os der var med fra afdelingen - og sparrede om vores idéer fra undervisning og gruppearbejde. Her nåede vi frem til det endelige indhold af indsatsen,” forklarer hun.

Erkendelse er nøglen

Hvis Gitte Bunkenborg skal pege på den vigtigste læring, som medarbejderne kunne tage med sig fra hendes undervisning på de tre workshops, er det vigtigheden af at erkende, når en patient er i forværring.

”Vi ved fra forskningen, at erkendelsesdelen er rigtig vigtig. Erkendelse er nøglen til, at vi handler på det, vi observerer. Uden erkendelse, har vi bare gjort en observation, og det er handlingerne, der stabiliserer patienten og kan redde patientens liv,” forklarer hun. 

Erkendelse kan føre til, at en patient, der f.eks. har begyndende sepsis, bliver behandlet og stabiliseret. Gitte Bunkenborg forklarer:

”Via refleksion sætter sygeplejersken sin teoretiske viden sammen med den indsamlede information om patientens tilstand - f.eks. høj EWS pga. stigende respirationsfrekvens og faldende blodtryk og observation af patientens bevidsthedsniveau og hudens farve, der er bleg og cyanotisk. Derved når hun frem til at erkende, at patienten er i begyndende sepsis og kan i samarbejde med sin lægefaglige kollega iværksætte stabiliserende tiltag.”

”Ved brug af f.eks. makkerpar eller ved at fokusere på bekymring for patienter i risiko for forværring, øger vi chancen for refleksion og erkendelse,” forklarer Gitte Bunkenborg. 

Ledelsen bakker op

Hvorfor hele den samlede indsats i første omgang kom i stand på Sjællands Universitetshospital, har Sygeplejersken spurgt vicedirektør Susanne Lønborg Friis om.  

”Vi erfarede ved dialog med vores Intensiv Afsnit, som har vores svært kritisk syge patienter, at vi på tværs af alle afdelinger på Sjællands Universitetshospital kunne blive bedre til at opspore kritisk forværring af patienternes tilstand. Derfor igangsatte vi indsatser på alle afdelingerne, der skal gøre os bedre i stand til at opspore kritisk forværring, før patienterne bliver så kritisk syge, at de skal indlægges på intensiv,” forklarer hun.

Ifølge Susanne Lønborg Friis har det høj prioritet hos hospitalsledelsen at understøtte indsatserne:

”Hvis vi skal foretage virksomme ændringer på et område, er det et langt sejt træk, hvor dygtige fagfolk og ledelsen er nødt til at samarbejde om at lykkes. Derfor skal vi som ledelse understøtte indsatserne med opbakning og ressourcer og sikre, at vi når i mål.”