Stedet hvor håb slukkes

De, som bor her, har fået afslag på deres asylsag og skal forlade Danmark. Deres håb om at få lov til at blive i landet er slukket, og det påvirker dem. Mange af beboerne har det svært psykisk – de kan være stressede, triste og have søvnproblemer. De har det skidt pga. omstændighederne, ikke fordi de nødvendigvis har en psykisk sygdom. 

Det kan være svært at arbejde et sted, hvor folks håb er fuldstændig slukket – specielt fordi mange er unge.

Jeg er koordinerende sygeplejerske i sundhedsklinikken på Udrejsecenter Sjælsmark, hvor Røde Kors er hyret til at stå for sundhedsdelen. Resten af centeret drives af Kriminalforsorgen. Klinikken fungerer som en lægepraksis, vi tager imod beboerne og finder ud af, hvad de fejler, eller hvad der er sket, og derfra lægger vi en plan for det videre forløb.

Sprogbarrierer og kautioner

En stor del af mit arbejde i sundhedsklinikken er at rumme og lytte til de problemer og frustrationer, som beboeren kommer med. Hvis beboeren ikke kan kommunikere på engelsk eller tysk, bruger vi en tolk for at sikre, at vi forstår hinanden. Da vi som regel bruger telefontolk, og beboeren dermed ikke kan se tolken, er det ekstra vigtigt at skabe et trygt og tillidsfuldt rum.

I udgangspunktet skal beboerne selv komme i klinikken. Men der er også nogle, som ikke formår det. I de tilfælde er vi nødt til at besøge dem på deres værelse for at finde ud af, hvad der foregår. Vi bliver også kaldt ud, hvis der opstår noget akut. Det kan være, at én får hjerteproblemer eller er faldet om.

Klinikken skiller sig ud fra en almindelig lægepraksis ved, at asylansøgere ikke har et sundhedskort og dermed ingen ret til sundhedsydelser. Det betyder, at vi skal vurdere, om beboerens problem er akut eller ej. Hvis situationen ikke er akut, skal vi søge kaution, for at beboeren kan få bevilget behandling. Kautionerne er noget af det, som trækker tænder ud. Det tager tid fra patienterne. Tid der kunne bruges anderledes, hvis vi ikke sad med alt det administrative.

Vidne til forskelsbehandling

Jeg har været på Sjælsmark siden åbningen i 2015. Siden hen har beboergruppen ændret sig mange gange. Her har været enlige, par og børnefamilier, og vi har fungeret som modtagecenter og udrejsecenter. I foråret 2022 gik vi nærmest overnight fra udrejsecenter til modtagecenter grundet krigen i Ukraine. Det er først for nylig, at vi er blevet udrejsecenter igen.

Da situationen i Ukraine eskalerede, og Sjælsmark gik fra at være et udrejsecenter til et modtagecenter, boede de afviste asylansøgere her fortsat, indtil der blev fundet plads til dem på andre centre. Det gjorde, at de afviste asylansøgere, som var i en udrejsesituation, boede side om side med de nytilkomne ukrainere.

Hele verdens bevågenhed var på ukrainerne, som pga. særloven var underlagt lempeligere regler og kom hurtigere igennem systemet. På den anden side var der en gruppe mennesker, som var uønsket og i øvrigt skulle flytte herfra. Det blev meget tydeligt, at der var forskel på de to beboergrupper, og det var svært som sygeplejerske og som menneske at se folk blive behandlet vidt forskelligt.

En politisk varm kartoffel

Som sygeplejerske på Sjælsmark skal man være omstillingsparat, netop fordi vi har skiftet beboergruppe og scenarie af flere omgange. Når der kommer mange flygtninge til landet, åbnes der flere centre, og mere personale ansættes som i 2015, hvor flygtninge kom gående langs motorvejene. Modsat nedskalerer vi, når antallet af flygtninge falder. Centre lukkes, og personale bliver opsagt.

Første gang jeg oplevede store nedskæringer, var jeg enormt bekymret og frustreret over, hvad der skulle ske, og så skete der måske noget helt andet. Efterhånden har jeg lært at sige ”pyt” og ”nåh” til det. Vi ved aldrig, om der pludselig sker noget, der betyder, at den politiske situation ændrer sig på flygtningeområdet, så man skal have is i maven.

I den slags situationer bruger vi meget hinanden i personalegruppen og deler vores tanker. Det hjælper at tale om det, og så handler det om at mærke efter og overveje, om man kan være i det. Nu er jeg fyldt 58 år og har været en del af Røde Kors’ centre on and off i 16 år, så det kan være, at jeg på et tidspunkt tænker, det ville være rart med noget andet.

Moderhjertet berøres

Det er vigtigt at beholde hjertet på indersiden af blusen. Jeg kan sagtens sidde overfor en beboer, der har det svært og høre vedkommendes historie. Selvfølgelig kan jeg også blive berørt, men det er vigtigt at huske min funktion. Jeg er sygeplejerske – jeg kan gøre nogle ting, men ikke alting. Så hvis hjertet hopper ud af blusen, bliver det svært for mig som fagperson, og det bliver svært for beboeren at få den rette støtte og hjælp.

En hel del af beboerne er unge mænd. Jeg er selv mor til to unge mænd, så nogle gange skal jeg lige trække vejret en ekstra gang, når jeg hører, hvad de unge beboere har oplevet. Indimellem vil nogle barrierer blive overskredet, men jeg er meget opmærksom på det, ellers kan jeg ikke yde den optimale sygepleje.