Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

45 pct. vil stoppe før tid

Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 11

Af:

Ulla Abildtrup, Journalist

60550289

Billedtekst: Flere seniordage er noget af det, der bl.a. ville kunne holde sygeplejersker, der er over 50 år, længere på arbejdsmarkedet, viser ny undersøgelse.

Illustration iStock/Sasja Hermansen

Næsten hver anden sygeplejerske over 50 år forventer at stoppe på arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Helt præcist 45 pct. svarer i en undersøgelse udført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at de vil holde op med at arbejde, inden de kan få folkepension.

Antallet er ikke anderledes end de fleste andre erhvervsgrupper, men vækker opsigt pga. manglen på sygeplejersker. Lars L. Andersen er professor på NFA og leder forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv. Han peger på et stort ønske om en bedre work-life-balance blandt sygeplejersker:

”65 pct. siger, at de ville blive længere på arbejdsmarkedet, hvis der var mulighed for flere seniordage eller seniorfridage. Mens 51 pct. svarer, at mulighed for deltid eller nedsat tid ville få dem til at overveje det samme,” siger Lars L. Andersen.

Selvom lønspørgsmålet fylder hos mange sygeplejersker, ville arbejdsgivere kunne nå langt i forhold til at fastholde flere sygeplejersker ved at se på faktorer som fleksibilitet og arbejdsmiljø, siger professoren:

”41 pct. siger, at de ville arbejde længere, hvis arbejdstiden blev bedre tilrettelagt i forhold til den enkeltes behov. 26 pct. ville arbejde længere, hvis arbejdet ikke var så psykisk anstrengende, mens henholdsvis 17 og 16 pct. svarer, at de ville ønske, der blev sat større pris på deres arbejde, og at ledelsen udtrykte ønske om, at de blev længere på arbejdsmarkedet.”

”Alle disse ting handler om arbejdsmiljø, så for mig at se, er der tale om en win-win-situation. Hvis arbejdsgiverne gør en indsats for at forbedre arbejdsmiljøet, er der en væsentlig del af sygeplejerskerne over 50 år, der vil overveje at blive længere på arbejdsmarkedet, uden at det koster arbejdsgiverne en krone. Tværtimod kan der være en gevinst for alle parter i sidste ende,” siger Lars L. Andersen.