Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Giftig kultur skal til livs

Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 7

Af:

Mathilde Nyfos Ebbesen, Journalist

60550280

”Så vil jeg ikke gå stuegang med dig” og ”Hvorfor har du ikke styr på det?”

Det er eksempler på kommentarer, som sygeplejersker på Ortopædkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital har fået i deres arbejdstid.

Arbejdstilsynet har varslet et påbud mod afdelingen efter fem besøg i juni, hvor mandlige ortopædkirurger har uddelt krænkende og seksuelle kommentarer til kvindelige ortopædkirurger.

DR er kommet i besiddelse af Arbejdstilsynets høringsrapport, hvor det desuden fremgår, at sygeplejerskerne på afdelingen har oplevet en overfusende og udskammende adfærd.

I høringsrapporten fortæller sygeplejerskerne, at der i flere år har været en kultur, hvor nogle ortopædkirurger har en generel hård tone over for dem, og de kan forvente at blive skældt ud og testet fagligt.

Rapporten indeholder beretninger om sygeplejersker, der bryder ud i gråd efter en interaktion med en ortopædkirurg, ligesom der står, at det har både arbejdsmæssige og personlige konsekvenser, oplyser chefsygeplejerske på afdelingen Barbara Dyrmose.

”Det er ikke acceptabelt, at man skal være utryg og bange for samarbejdsrelationer på sit arbejde,” understreger hun.

Nye bliver advaret

Via rapporten er ledelsen også blevet opmærksom på, at sygeplejerskerne advarer de nye og unge sygeplejersker mod en hård kultur, hvor nye ansatte skal prøves af og vise deres faglige niveau.

”Vi skal i stedet arbejde fuldstændig målrettet mod at gøre alle opmærksomme på, at vi selvfølgelig overhovedet ikke skal acceptere den form for kultur,” siger Barbara Dyrmose.

Ledelsen har sendt en mail ud til samtlige medarbejdere, om at den beskrevne adfærd kan få ansættelsesmæssige konsekvenser.

”Nu er der et ledelsesarbejde, hvor vi skal finde frem til roden af problemet. Vi skal skabe en samarbejdskultur, hvor vi er helt enige om, at kommunikation har en ordentlighed,” siger Barbara Dyrmose.

Hun kalder det ”forbandet vigtigt,” at de får ændret kommunikationskulturen på afdelingen.