Hjemlighed åbner for eksistentielle samtaler

Illustration: Andreas Normann

”Jeg er ved at gå i panik. Det er klaustrofobisk.”

Lektor, forsker og sygeplejerske Connie Timmerman husker tydeligt kvinden, der var en blandt flere alvorligt syge patienter, hun talte med undervejs i arbejdet med sin ph.d., som hun afleverede tilbage i 2014.

Før hun gik i gang med sin ph.d. i 2011, havde hun været uddannet sygeplejerske i 14 år, hvor hun fortrinsvis havde passet meget syge hjerte- og kræftpatienter. Det var her, hun fik de første tanker om, hvordan rummet, i dette tilfælde hospitalsstuen, påvirker relationen, tilliden og trygheden mellem sygeplejersker og patienter.

“Normale hospitalsstuer er jo domineret af hvide vægge og et gråt sengebord, hvor private billeder kæmper om pladsen med ting, som vi bruger som fagpersoner. Det hele var så klinisk og understøttede på ingen måde de eksistentielle samtaler, vi skulle have i de rum,” forklarer Connie Timmermann.

Hjemlighed fremmer åbenhed

I dag, godt 10 år senere, står hun i spidsen for et beslægtet forskningsprojekt i samarbejde med personalet på afdelingen Hjertesygdomme på Sygehus Lillebælt. Her bliver patienter, fortrinsvis meget syge og indimellem døende patienter samt pårørende indlagt på en nyudsmykket familiestue med grønne planter og indrammede naturbilleder, hvoaf de selv kan udvælge 2 blandt 12 mulige. Der er blålige gardiner og vaskbare overflader, der ligner træ, og patienterne opfordres til at medbringe personlige ejendele som f.eks. tegninger, billeder af familiemedlemmer og egen hovedpude.

“Målet er at skabe en familiestue med højere grad af hjemlighed, og at elementerne skaber en atmosfære og en positiv stemning, der gør, at vi føler os afslappede, trygge og hjemme. Tesen er, at denne hjemlige ramme skaber udgangspunktet for samtaler, hvor vi åbner mere op,” forklarer Connie Timmermann.

Hun giver et eksempel med en kvindelig patient, der var indlagt på familiestuen med sine børn.

“Hun var i palliativ pleje og skulle videre på hospice. I interviewet kom der eksempler på mange vigtige, følsomme tanker og spørgsmål. Fra både kvinden selv og fra hendes børn.”

Connie Timmermann underviser også i “Den Gode Samtale”, hvor der er fokus på kropssprog og samtaleteknik, og det er hendes håb, at det i fremtiden bliver åbenlyst for alle, hvor væsentligt rammen eller omgivelserne også er for de svære samtaler, der indimellem foregår på f.eks. en familiestue på afdelingen for hjertesygdomme.

“Mit fokus er det, vi kalder personcentreret kommunikation, og her kunne jeg godt drømme om, at vi i højere grad får talt rum og omgivelser med. At det blev en helt naturlig måde at indrette hospitaler på. En naturlig måde at møde mennesker på,” pointerer hun.

Mål: Dybe og rige interviews

Ind til videre er der tre patienter, tre pårørende og fire sygeplejersker, der har sagt ja til at være en del af forskningsprojektet, og der eksisterer nu elleve dybdegående, kvalitative interviews, hvor en af patienterne er blevet interviewet to gange. Håbet er, at når forskningsprojektet afslutter i sommeren 2024, foreligger der interviews med i hvert fald seks patienter, deres pårørende og de sygeplejersker, som har passet disse patienter.

“Det er vigtigt at forstå, at det tager tid at inkludere patienter. Det er ikke en hurtig proces, for de er ofte meget syge og har ikke meget overskud. Derfor er der en del etik i det her. For hvornår kan vi f.eks. tillade os at spørge, om de har lyst til at være med?” spørger Connie Timmermann, der dog kan fortælle, at alle de patienter, der er blevet spurgt, har sagt ja.

“Men antallet er heller ikke afgørende. Ligesom det heller ikke er et succeskriterium, at forskningsprojektet kan køres hurtigt igennem. Mit fokus som forsker er, hvordan vi kan forbedre samtaler og relationer i sundhedsvæsenet, og derfor er formålet at få så rige og detaljerede interviews som muligt. Det er altså kvaliteten og dybden, der tæller,” forklarer Connie Timmermann.

Nyt og anderledes møde

Hun er endnu ikke så langt i sit forskningsprojekt, at hun præcist kan løfte sløret for, hvad de foreløbigt tre kvalitative interviews med patienter og fire interviews med sygeplejersker peger i retning af.

Men hun kan fortælle så meget, at de hjemlige omgivelser er med til at gøre mødet mellem sygeplejersker og patienter helt anderledes: Som om rummet har forvandlet sig, og sygeplejerskerne i højere grad har en oplevelse af at være på besøg hos familien.

“Mere kan jeg desværre ikke sige. Det kan I læse mere om, når vi publicerer vores artikler,” pointerer Connie Timmermann.