Hvem skal have den sidste pose blod?

Illustration: Andrea Ucini

Sneen ligger stadig i små hvide flager rundt om på bjergtoppene. Det er forår, og 29-årige Rikke arbejder i et sundhedscenter på en ø på vestkysten i Grønland. Her får områdets 3.000 mennesker hjælp til alt fra planlagte til akutte behandlinger. Hver femte uge kommer en læge. Resten af tiden har Rikke og sundhedscenterets 20 medarbejdere ansvar for behandlingen af de lokale grønlændere fra byen og de små bygder.

En dag bliver hendes kollegas 80-årige mor akut indlagt med blod i afføringen. Det kommer fra et blødende mavesår. Hun har brug for blod. Men sundhedscentret har kun én pose med blod, og de får først en pose mere om en uge, hvor der kommer et lille fly fra Nuuk.

Dagen efter kommer en kvinde på 40 år og skal have blod. Hun har cancer og kommer rutinemæssigt ambulant hver uge og har brug for posen med blod, fordi hendes blodprocent er meget lav. Hun kommer altid alene, og Rikke ved ikke, om hun har nogen familie. Men hun ved, at hun er terminal og kommer til dø af sin cancer. Hun ved også, at den 80-årige er syg og oppe i alderen, men hun kunne godt have flere gode stunder endnu.

Så hvem skal have den ene livsvigtige pose blod? Den unge eller den gamle?

På den ene side er der sket noget meget akut. Og Rikke kender den 80-åriges datter.

“Hun plæderer for, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at redde hendes mor,” fortæller Rikke.

Hun kender kollegaen rimeligt godt. De er meget tætte i det lille sundhedscenter, hvor de spiser frokost sammen, og når kollegaen er ude at rejse eller er på bygdebesøg, passer Rikke hendes hund. Hun kigger på Rikke med bedende øjne. Men Rikke er i tvivl.

For på den anden side står hun også over for en 80-årig gammel dame, der har haft et langt og godt liv. Måske går der alligevel ikke længe, før hun dør? Og kvinden på 40 år kommer ind i morgen. Hun er terminal og skal også dø på et tidspunkt – men hvornår? Hendes sidste hæmoglobin var kun 3,1 mmol/l.

“Det kan få fatale konsekvenser for den unge kvinde, hvis ikke hun får blod, som hun plejer,” siger Rikke.

Hun ved ikke så meget om den unge kvinde. Har hun mon børn? Og kan hun klare en uge uden at få blod

Hvad stiller Rikke op? Har det unge menneske med uhelbredelig cancer eller den ældre med akut blødende mavesår størst behov for posen med blod? Hvem skal hun vælge?

Svar fra Sygeplejeetisk råd: Her er der ikke kun ét svar

Ifølge de sygeplejeetiske retningslinjer skal sygeplejersken beskytte og bevare liv og medvirke til at lindre lidelse. Samtidig skal hun bistå til en værdig død og medvirke til, at udsigtsløs behandling afsluttes. Så Rikke er i konflikt, fordi menneskesynet fordrer, at det enkelte menneske betragtes som unikt og værdifuldt. I samme åndedrag må hun tænke på, hvem der vil blive bedst lindret af den eneste pose blod?

Ved nærmere eftertanke mener Rikke, at hun måske skulle have valgt anderledes. Men der var – og er – ikke blot ét svar i denne svære situation, som kræver mod, omtanke og handling. Måske var hun under pres fra en kollega, da hun skulle træffe i sit valg – eller også udviste hun respekt og omsorg for en pårørende, der var tæt på? Måske havde hun stadig handlet, som hun gjorde, hvis ikke kollegaen var pårørende – alene fordi situationen var så akut-kritisk?

Sidst må man sige, at ansvar og omsorg rækker langt ud i det lille samfund – medmennesker satte ind for at lindre den unge kvinde. Det viser, at etik altid kalder på handling.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd, Charlotte Hald og Dorte Sørensen Tungelund

Det endte hun med at gøre:

Rikke giver posen til kollegaens mor. Og så begynder folk fra byen at sætte ting i gang. En af de lokale sejler dagen efter fire timer i en lille åben jolle til Nuuk for at hente blod. Det blod får kvinden på 40. Hun lever stadig, da Rikke tager fra Grønland tre måneder senere. Kollegaens mor får det bedre i et par timer, men blødningen stopper ikke. I dag arbejder Rikke på en stor hjertekirurgisk afdeling, og i bagklogskabens lys synes hun, at den unge kvinde skulle have haft posen. For forløbet med den 80-årige blev trukket ud på en uværdig måde med pinefulde behandlinger. Hun blev svagere og døde efter to dage. I stedet kunne hun være kommet trygt af sted med sang fra de pårørende, som man ofte gør i Grønland.