”Jeg har aldrig været kvinde”

Billedtekst: Norr Tofte Nielsen har mistet flere transkønnede venner, fordi de ikke har følt sig mødt af omverdenen eller sundhedsvæsenet: ”Nogle er døde, andre har jeg mistet emotionelt. De er blevet syge af at blive sygeliggjort og har trukket sig fra deres omgangskreds eller ryger ind og ud af psykiatrien.”

Fotograf: Kasper Løftgaard

Norr Tofte Nielsen husker tydeligt den dag, det gik op for ham, at han ikke følte sig som en pige. Han var i børnehave og havde været ude at lege med sin bedste ven Mads. Det var varmt, de havde været nøgne, og nu skulle en af de søde pædagoger hjælpe dem med at blive vasket.

”Pludselig peger Mads på mine nedre regioner og spørger, hvorfor jeg ikke har en tissemand. Jeg grinede lidt, for i min verden var der ingen forskel på os. Men så svarer pædagogen, at det er fordi, jeg er en pige. Hun vidste ikke bedre, men fra den dag af gjorde jeg alt for ikke at blive set som pige,” husker han.

Skamfuld over brystparti
Norr Tofte Nielsen har med egne ord haft ”en god og kærlig opvækst” i Hedehusene, 30 km. fra København. Han var pige på sin egen måde frem til 12-årsalderen, hvor han erklærede sig biseksuel for kort tid efter at ændre det til lesbisk.

”Det har nok aldrig været min ægte seksualitet, men det var den nemmeste måde at forklare omverdenen, hvorfor jeg faldt uden for kønsnormerne.”

Som 14-årig begyndte Norr Tofte Nielsen at komme i queer-miljøet i København, stadig som lesbisk. Trods støtte fra familie og et stort netværk havde han mange triste og depressive perioder med to selvmordsforsøg.

”Jeg ledte efter et eller andet, men vidste ikke hvad. Jeg ville ønske, der var mere undervisning i køn og kønsidentitet i folkeskolen. Jeg er tildelt kønnet kvinde ved fødslen, men jeg har aldrig været kvinde.”

Der skulle gå mange år, før Norr Tofte Nielsen som 26-årig blev klar over, at han nok ikke var lesbisk. Hans daværende kæreste havde bemærket, hvor ulykkelig han var over sin krop.

”Jeg har altid været meget skamfuld over mit brystparti, som jeg gjorde alt for at skjule. Efter nogle år sagde hun meget forsigtigt, at hun simpelthen troede, jeg var transkønnet.”

Det afviste Norr Tofte Nielsen, men da kæresten fik sat et møde i stand med en transmand, faldt alt på plads.

””Gud, det er mit liv, det der. Kan man ende med at have det så godt?” tænkte jeg.”

Ubehagelige oplevelser
Mødet med transmanden fandt sted for otte år siden. Transitionsforløbet med hormonbehandling gik i gang året efter. Norr Tofte Nielsen havde flere ubehagelige oplevelser med læger og sygeplejersker i udredningsfasen og under den to år lange ventetid til en dobbelt mastektomi.

”Jeg fik mange fordomsfulde spørgsmål. Jeg følte, at jeg skulle passe ind i nogle helt bestemte mandlige kasser. Det var meget forvirrende. Jeg blev meget usikker på mig selv og hvilken mand, jeg var.”

Heldigvis reagerede hans krop godt på hormonbehandlingen med testosteron.

”Jeg er vokset 10 cm over skuldrene uden at træne. Jeg har det bedre, når jeg ser mig i spejlet, jeg kan bedre kende mig selv. Jeg er ikke blevet miskønnet i seks år, og det er fantastisk.”

Skiftede gynækolog
Efter transitionen har Norr Tofte Nielsen flere gange oplevet, at hans transkønnethed kan blive et emne for behandlerne, selvom det intet har med sagen at gøre. Det skete f.eks. under indlæggelse på et psykiatrisk afsnit i forbindelse med et traumatisk tab af et nært familiemedlem for nogle år siden.

”Under hele forløbet spurgte psykiater og læger konstant ind til min transition, selvom min indlæggelse intet havde at gøre med min kønsidentitet. Tværtimod, det var på daværende tidspunkt det eneste i mit liv, der ikke var sorgfuldt eller svært.”

Derudover har Norr Tofte Nielsen stadig sin livmoder. Men da hans CPR-nummer nu er ulige, bliver han ikke automatisk indkaldt til f.eks. screening for livmoderhalskræft, som alle med lige CPR-numre bliver efter en vis alder. Det skal han selv sørge for, men også her var det første møde som mand en dårlig oplevelse, fortæller han.

”Ved den første undersøgelse brugte gynækologen ordet ”skede” uden at spørge, hvad jeg foretrak. Da jeg fortalte, at det kalder jeg den ikke, var svaret ”Nej, men det hedder den her”. Det var ubehageligt. Det føltes som om, jeg blev tvunget til at tage kjole på, når jeg hellere ville bære smoking.”

En sygeplejerske, der også deltog ved undersøgelsen, hev ham efterfølgende til side:

”Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg kunne skifte behandler, hvilket jeg gjorde. Og min nuværende gynækolog startede første samtale med at spørge nysgerrigt ind til mig: Hvilke pronomener foretrækker du, hvordan omtaler du dine nedre regioner etc.,” fortæller Norr Tofte Nielsen og tilføjer:

”Jeg er overbevist om, at langt de fleste sygeplejersker og læger ikke har modstand mod transkønnede patienter eller andre LGBT+-personer. Jeg tror, de mangler viden og er bange for at træde forkert. Men de må hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt.”