Sygeplejersken
"Jeg vil sikre bedre praktikker"
Sygeplejersken 2023 nr. 9, s. 9
Af:
Anne Witthøfft, Journalist
Foto: Søren Svendsen
Kampen for bedre praktikker står øverst på dagsordenen for den nyvalgte forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, Trine Løvenskjold Nielsen.
”Som sygeplejerskestuderende har jeg haft en række ærgerlige oplevelser. Oplevelser som jeg håber, at andre ikke skal opleve,” siger den 23-årige nyuddannede sygeplejerske Trine Løvenskjold Nielsen.
I dag er de dårlige oplevelser blevet til det brændstof, som hun i egenskab af nyvalgt forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, vil bruge til at forbedre netop praktikopholdene for de studerende.
”Hvis man ikke føler sig velkommen og modtaget, og hvis man ikke får den støtte, man har behov for, så trives man også dårligere - ikke bare i praktikken, men også i den teoretiske del, fordi man ikke opnår tilstrækkelige kompetencer,” siger hun.
”Derfor brænder mit hjerte mest for praktikkerne.”
Mangler sygeplejersker
Trine Løvenskjold Nielsen fortæller, at man som studerende i praktik tydeligt mærker konsekvensen af, at der er stor mangel på sygeplejersker.
”Jeg har haft flere praktikker uden en klinisk vejleder, praktikker hvor jeg ikke har fået den fornødne vejledning f.eks. i forhold til at lave opgaver,” fortæller hun.
Den gode praktik
Modsat har Trine Løvenskjold Nielsen også oplevet, hvad det kan betyde, når man har en god praktik.
”Jeg har været i en sindssyg god praktik i psykiatrien, hvor jeg havde en virkelig dygtig klinisk vejleder. Personalet var super imødekommende. De delte ud af deres viden og var samtidig åbne overfor, at jeg kunne bidrage med et andet perspektiv.”
Før hun begyndte her, tænkte hun, at psykiatrien ikke var et sted, hun skulle arbejde, når hun var færdiguddannet. Men i dag har hun studiejob på den pågældende afdeling og vurderer, at sandsynligheden for, at hun fortsætter i psykiatrien som færdiguddannet sygeplejerske, er stor.
”Det siger jo en hel del om, hvad det betyder at have en god oplevelse i praktikken. Sygeplejerskeuddannelsen er verdens fedeste uddannelse, og det skal vi kæmpe for at bibeholde,” siger Trine Løvenskjold Nielsen.