På gravearbejde i sanserne

Billedtekst: Det kan være svært at holde balancen - især for sygeplejerske Shive Jamalis’ patienter. Hendes opgave er at finde ud af, hvorfor.

Foto: Kasper Løftgaard

Det er lidt af et detektivarbejde at finde årsagerne til, at en patient falder. Derfor er mine antenner altid åbne, når jeg som sygeplejerske på Faldklinikken på Geriatrisk Ambulatorium på Frederiksberg Hospital har patienter, der har oplevet at falde.

Det kan være, at de er svimle eller har dårlig gangfunktion. Der er sjældent kun én årsag til, at de falder. Min primære opgave er at finde ud af hvorfor, så de kan få den rette behandling.

Jeg har en time til hver indledende konsultation. Det lyder måske af meget, men det er også et helt menneske, der skal gås igennem for at finde årsagen.

Konsultationen starter med, at jeg gennemgår en lang række spørgsmål. Hvor mange fald har der været? Hvad tænker de selv om faldet, hvordan oplevede de det? Hvordan er patientens hukommelse, vægt, medicincompliance, spisevaner? Det kan virkelig være et gravearbejde. Nogle patienter taler måske meget om, at de er meget svimle, men så viser det sig at handle om en dårlig balance i stedet.

De to ting er nok det samme i folkemunde, men ikke fagligt. Det handler om at finde den rigtige definition og årsag.

Udover samtalen laver jeg nogle fysiske undersøgelser. Undersøgelse af øjet og følesanserne og blodtryksmålinger. Det er et sammenspil af sanserne, der sørger for, at man kan holde balancen og ikke oplever fald.

En simpel manøvre

En typisk årsag til, at man oplever svimmelhed, er, at man har øresten. Oftest er det læger, der undersøger og behandler øresten, men jeg er blevet oplært af nogle rigtig dygtige læger, så jeg også kan gøre det. Jeg blev oplært i behandlingen for at forkorte behandlingstiden for patienterne, så de ikke skal vente på en lægetid. Og så af ren faglig interesse. Det er en ret spændende proces.

Man kan lave undersøgelsen både med maskine og manuelt. Det foregår ved, at patienten ligger på briksen med hovedet en smule nedad, hvor de bevæger hovedet til den ene side, og bagefter til den anden side. Begynder øjnene at vibrere eller rulle, er det et symptom på øresten. Det er en ret simpel manøvre, men det kan føles voldsomt for patienten, for vi fremprovokerer en kvalme.

Hvis det viser sig, at de har øresten, så sætter vi dem på plads. Det er også ret simpelt. Hovedet og kroppen skal være i nogle bestemte stillinger i 30 sekunder ad gangen. Først til den ene side, så den anden. Det tager ikke særlig lang tid, og svimmelheden forsvinder ofte med det samme.

Patienterne siger, at det er som et mirakel. Det føles nok også sådan, når man har været så dårlig og svimmel, og det hele så bare går væk efter et par øvelser. Det er fantastisk at se.

Svær tidsramme

Selvom jeg har en hel time med hver patient i de indledende samtaler, har jeg travlt. Jeg skal igennem mange ting på den time, og der venter altid en ny patient, så jeg kan ikke bare tage fem minutter mere. Men jeg kan heller ikke altid lade være.

Nogle patienter er langsommere end andre. Langsommere til at tale, til at bevæge sig. Nogle gange starter konsultationen med, at patienten er meget ked af sin situation og skal trøstes. Andre patienter har svært ved at åbne op og fortælle. Når de så endelig gør det, gælder det om at gribe chancen.

Tidsrammen er altid svær, men man lærer at tackle det efterhånden. At skynde sig uden at udstråle ’jeg har ikke tid’, for det gør ikke noget godt for patienterne.

Jeg har nogle virkeligt dygtige kolleger, som knokler for at få tiden til at passe. Og vi er gode til at sparre med hinanden. Også personligt. Det gør også, at det er rart at være her.

Udgående team

Noget af det bedste ved jobbet er, at min faglighed bliver udfordret. Der kommer hele tiden ny viden, og så må jeg åbne bøgerne og læse lidt ekstra op. Det elsker jeg. Og så er afdelingen god til at implementere nye tiltag.

På et tidspunkt tænkte jeg en del over de patienter, som ikke har mulighed for at komme på klinikken.

Vi kontakter dem, fordi vi har fået en henvisning fra deres privatpraktiserende læge, men de afviser at komme. Skal de så bare overlades til sig selv?

Derfor foreslog vi, at vi kunne have et udgående team. Så tager en læge og jeg ud og har en konsultation i patientens eget hjem. Det foregår ikke på præcis samme måde som på afdelingen, for vi har ikke helt det samme udstyr med. Men det kan identificere problemet. Derefter har de ofte større tillid til os, og så kan vi bedre motivere dem til at fortsætte undersøgelserne og behandlingen på hospitalet.