Samsøs livline

Billedtekst: Det tager cirka 15 minutter for helikopteren at flyve til Samsø fra Aarhus Universitetshospital. Er vejret f.eks. dårligt, eller er helikopteren allerede ude på en anden opgave, kan der dog gå længere tid.

Foto: Mikkel Berg Pedersen 

Solgule mure, sprossede vinduer i hvidt. Røde tagsten mod en blå junihimmel. At besøge Samsø Sundheds- og Akuthus er som at træde ind i en velbevaret tidslomme: Støvgrønne og hvide vægge. Brune trædøre ind til de små sengestuer.

De gamle hospitalsbygninger ser stort set ud, som de gjorde i 1919, da dørene for første gang blev slået op for øens beboere. Dengang hed det Tranebjerg Sygehus og havde 36 sengepladser. Senere blev det til Samsø Sygehus. I dag er huset skrumpet ind til en skadestue og lægevagt med fire kommunale sengepladser til rehabilitering og fire regionale akutpladser, hvor patienter kan være indlagt i op til to døgn.

Er de ikke raske nok til at blive udskrevet senest efter 48 timer, bliver de overført til fastlandet, fortæller sygeplejerske Kirsten Østergaard, imens hun viser Sygeplejersken rundt.

”Vi er hele tiden flere timer foran i vurderingen af patienterne. Det bliver vi nødt til, fordi vi er på en ø. Vi har f.eks. ikke operationsstue eller et intensivafsnit, så hvis tingene pludselig udvikler sig alvorligt, nytter det ikke noget, hvis den sidste færge er sejlet, eller helikopteren måske er forsinket,” siger hun.

Vejtrækningsproblemer

I en seng på én af stuerne sidder Malene Lilholm med sin lille søn i favnen. Han er astmatiker og er indlagt til observation på en akutplads, fordi han har vejrtrækningsproblemer.

Indtil videre er de ikke blevet overført til Aarhus Universitetshospital (AUH), da sygeplejerskerne i akuthuset i første omgang forsøger at stabilisere drengen på egen hånd. Det går bedre, efter han har fået medicin – men hvis hans vejrtrækning bliver dårligere igen, når effekten af medicinen aftager, er en overførsel næste skridt.

Malene Lilholm er både født og opvokset på Samsø, hvor hendes familie har boet i flere generationer. Hun kender derfor sygeplejerskerne og akuthuset så godt som enhver anden samsing.

For mange af øens beboer er det tidligere sygehus stadig et fast pejlemærke i deres liv: Det er her, deres børn og måske de selv er født. Det er her, de har holdt syge familiemedlemmer i hånden og søger hjælp, når de selv bliver syge eller kommer til skade.

”Det betyder meget for tryghedsfølelsen, at vi har akuthuset, selvom det ikke er et sygehus mere. Dét, at du kan få hjælp af erfarne sygeplejersker og læger, hvis der sker noget, er vigtigt for et lille samfund som vores,” forklarer Malene Lilholm.

Kejsersnit i linnedrummet

Flere af sygeplejerskerne i akuthuset har været der i en menneskealder.

Kirsten Østergaard har f.eks. været sygeplejerske på øen i mere end 30 år. De gule bygninger har dannet rammen om store begivenheder i hendes liv, både fagligt og privat.

”Jeg har fået kejsersnit herinde,” fortæller hun og åbner døren til linnedrummet. Dengang var det en operationsstue, som siden er blevet lukket ned og omdannet til depot. Sundheds- og akuthuset har dog fortsat en anæstesisygeplejerske, og der er også en fødestue på 1. sal, hvor nye samsinger indimellem stadig kommer til verden.

Hjælper med det hele

Der bor kun ca. 3.700 mennesker på Samsø. Alligevel er der altid ét eller andet at se til, især i sommermånederne, hvor der er mange turister, fortæller Kirsten Østergaard. I dag har der indtil videre været en ung mand forbi skadestuen, fordi han væltede på sin scooter, og i tre ud af de fire regionale akutsenge ligger der patienter til observation.

”Der er en udenlandsk mand, som er bosat her på øen, som stak hovedet ind, kort før I kom. Han ville gerne have hjælp til at forstå et brev, han havde fået fra kommunen. Det hjalp jeg ham selvfølgelig med. At være sygeplejerske på Samsø betyder, at man hjælper med det hele,” siger Kirsten Østergaard.

Samsø Sundheds- og Akuthus har akutberedskab 24 timer i døgnet. Den vagthavende læge har dog sin egen praksis på den anden side af gårdspladsen og har vagt hjemmefra efter kl. 15 og i weekenden, så han bliver kun tilkaldt, når det er nødvendigt.

Derfor er det langt hen ad vejen sygeplejerskerne, der evaluerer og behandler, når først patienterne er blevet indlagt. De koordinerer overflytning. De klargør stuer, når serviceassistenterne er optaget til anden side. De sætter vasken over og varmer måltider. De analyserer bedside-prøver og tager røntgenbilleder. De kan endda komme ud for at skulle flytte afdøde patienter over i kapellet, når husets eneste portør har fri.

”Vi er et lille hus, der er blevet udsat for besparelser og nedskæringer ligesom alle andre, så opgaverne er ikke så opdelte. Det er et vilkår som øsygeplejersker – vi bliver nødt til at gøre det meste, for der er ikke andre til at gøre det,” siger Kirsten Østergaard.

Fra Horsens til Samsø

I kælderetagen i de gule bygninger ligger skadestuen, hvor behandlersygeplejerske Susanne Maaløe har dagvagten.

Hun har været sygeplejerske i mere end 23 år. Det meste af sin karriere på Regionshospitalet Horsens, men for nogle år siden tog hun spontant nogle udbudte vagter som sommerferievikar på Samsø. Det blev starten på et nyt kapitel i hendes arbejdsliv.

”Jeg var begyndt at føle, at det var for hårdt at arbejde som sygeplejerske. Jeg er 61 år gammel, så jeg er jo ikke helt ung længere. Her på Samsø er der også altid noget at se til, men tempoet er bare roligere her end på akutafdelingen i Horsens og jeg får stadig brugt min faglighed,” fortæller Susanne Maaløe.

Hun bor stadig i Horsens, hvor hun også fortsat arbejder på hospitalet i ca. otte timer om ugen, men resten af tiden er hun i Samsø Akut- og Sundhedshus. Hun er på øen i skiftevis tre eller fire døgn ad gangen, og så er hun hjemme i syv.

”Jeg har mand, børn og børnebørn, som holder mig på fastlandet, men jeg er alligevel faldet pladask for det: Charmen ved det her gamle hus, menneskene og ø-livet. Måden, man kommer hinanden ved på,” siger Susanne Maaløe.

En sygeplejerske fra lægepraksissen ved siden af kigger pludselig forbi skadestuen. Med sig har hun sin søn, som er faldet uheldigt ude i sommerlandet. Han holder sin arm mod brystet og har stadig sine fugtige badebukser på. Han har været en tur forbi lægen og skal nu have taget røntgenbilleder hos Susanne Maaløe for at se, om han har brækket noget.

”Sådan kan man også hurtigt selv blive kunde i butikken,” siger praksissygeplejersken med et opgivende smil.

På arbejde i Brugsen

Ovenpå er det ikke lykkedes at stabilisere den lille drengs vejrtrækning, og mor og søn bliver nu overført til fastlandet. To reddere fra Samsø Redningskorps er dukket op for at klare transporten. De kører dem afsted på sengebåren for at møde helikopteren, som er på vej.

Denne gang går overførslen til fastlandet stille og roligt. Andre gange går det så stærkt, at der først er tid til at bearbejde oplevelsen for patienterne, når de er kommet hjem på øen igen.

”Der var på et tidspunkt en ældre herre, som vi måtte overføre til AUH i en fart. Han kunne ikke selv huske ret meget fra forløbet, andet end at jeg havde holdt ham i hånden. Et stykke tid efter mødte jeg ham nede i Brugsen, hvor han kom hen til mig og spurgte, hvad der egentlig var sket,” fortæller Kirsten Østergaard.

Selvom det ikke lige var en del af hendes indkøbsplaner, tog hun sig alligevel tid til at snakke med manden om oplevelsen.

”Det kan godt være grænseoverskridende første gang en tidligere patient pludselig kommer hen til dig, men den slags følger bare med jobbet herovre. På Samsø er du altid ”sygeplejersken fra sundhedshuset”, også når du ikke er på arbejde,” siger Kirsten Østergaard.