Sygeplejersken
På fuld tid for studerendes vilkår
Trine Løvenskjolds sygeplejerskeuddannelse blev påvirket af uheldige praktikker. Som forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS, kæmper hun for, at andre ikke skal have samme oplevelse som hende.
Sygeplejersken 2023 nr. 8,5, s. 14-15
Af:
Mai Rathje Skovgaard
Foto:
Søren Svendsen
Praktik er en stor del af sygeplejeuddannelsen. Ca. 40 pct. af uddannelsen foregår ude i virkeligheden blandt virkelige patienter. Heldigvis er man ikke overladt til sig selv, man er under kyndig vejledning af en klinisk vejleder.
Men Trine Løvenskjold har under flere praktikforløb oplevet ikke at have en klinisk vejleder. Dermed var den sparring, man som studerende har brug for når, man er helt ny i praksis, yderst sparsom. Den manglende vejledning fik Trine Løvenskjold til at tvivle på, om hun lærte nok, og fik hende til at føle sig alene med ansvaret. Både for patienterne og for kvaliteten af sin uddannelse. Det satte også gang i tanker, om hun hellere skulle droppe ud. Men hun valgte at blive og at blive aktiv i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS.
”Mit ønske om at ændre noget til det bedre overskyggede tankerne om at stoppe,” siger hun.
Samlet stemme har større gennemslagskraft
Trine Løvenskjold blev i juni 2023 færdiguddannet som sygeplejerske. Allerede inden hun blev færdig, fik hun arbejde. Dog ikke som sygeplejerske. Måneden før blev hun valgt som den nye SLS-forperson på SLS’ årsmøde, og dermed går der endnu et år, før hun som færdiguddannet sygeplejerske skal ud at møde patienter.
”Jeg føler ikke, jeg er i mål med at udvikle på uddannelsen og de vilkår, vi møder. Det er fedt at få lov til at lægge fuld tid i at ændre de vilkår,” siger hun om sin forpersonsopgave.
Hun har været aktiv i SLS i flere år, både på sin skole, Diakonissestiftelsen, og i SLS’ landsbestyrelse. Hun mener, det er vigtigt at have en samlet stemme om sygeplejeuddannelsen.
”Det kan være svært som individ at råbe højt og forandre store ting. Som samlet organisation har det en større gennemslagskraft,” siger hun.
Andre skal ikke opleve det samme
Trine Løvenskjold kender mange medstuderende, som har haft rigtigt gode praktikforløb, og hvert år honorerer SLS landets fem regioners bedste praktikpladser med ’Sygeplejestuderendes Praktikpris’.
Men Trine Løvenskjold kender også til en del, som har været uheldige ligesom hende. Statistikker bekræfter, at Trine Løvenskjold ikke er den eneste, som har haft oplevelsen af at stå alene i praktikken.
I maj 2022 foretog SLS i samarbejde med DSR-Analyse en spørgeskemaundersøgelse blandt de studerende. Her erklærede 39 pct. sig enige i, at de oplevede at stå alene med ansvaret for at blive en dygtig sygeplejerske. Derfor er ordentlige forhold i praktikken også en af SLS’ og Trine Løvenskjolds mærkesager. I 2022 vedtog SLS et indsatsområde, som skulle forbedre praktikken og gøre det mere tydeligt, hvad de studerende har krav på.
”Som forperson vil jeg arbejde for, at andre ikke skal have de samme ærgerlige oplevelser som mig. Der bør ligge nogle helt klare procedurer for, hvad der skal ske, hvis en afdeling pludselig ikke har en klinisk vejleder,” siger hun.
På grund af valget som forperson går der endnu et år, før Trine Løvenskjold skal ud i det virkelige liv. Det er hun på trods af bekymringerne spændt på.
”Det er en megafed uddannelse, som giver sindssygt meget. Både til en selv og til andre,” siger hun.
Praktikløftet
I 2022 vedtog SLS’s indsatsområdet ’Praktikløftet’, der skal forbedre forholdene under praktikken.
Praktikløftets formål er bl.a. at:
- Præcisere, hvilke rettigheder de studerende har i praktikken.
- Præcisere de læringsmæssige formål, så studerende og sygeplejersker kan arbejde sammen om at få opfyldt målene.
- Styrke de studerendes evner til at gå i dialog med sygeplejersker og vejledere om de situationer, som gør dem utrygge.
Oversigt over alle artikler i Sygeplejersken/Studiestart 2023/24
Velkommen til en uddannelse, der giver mening
Derfor skal du melde dig ind i SLS!
”Vi lærer alle forskellige ting i praktikken”
Har du det godt socialt, klarer du dig bedre fagligt
På fuld tid for studerendes vilkår
Birgit holder de studerende i hånden
Tips til de bedste apps, podcasts og E-læring