Familie ses som ressource

I 1980’erne lå mange kuvøsebørn med walkman og lyttede til optagelser af mors og fars stemmer eller hjertelyd i håb om at øge tilknytningen til forældrene.

Da neonatal-afdelingen på Rigshospitalet åbnede i 1965, måtte forældrene ikke have fysisk kontakt med deres barn, før det var mindst en uge gammelt og vejede over 2.300 gram. De måtte indtil da følge med fra den anden side af et vindue og kun på bestemte tidspunkter.

Og da Sanne Allermann Beck blev ansat på Rigshospitalet i 1995, risikerede forældrene også at blive afvist ved døren.

”Den gang var afdelingen indrettet som et stort rum opdelt af skillevægge, hvor børnene lå fire-seks stykker sammen på hver deres stue. Jeg var tilknyttet den stue, hvorfra man kunne se lampen, der lyste, når forældre ringede på for at høre, om de kunne komme ind og være hos deres barn,” fortæller Sanne Allermann Beck og fortsætter:

”Jeg måtte ofte åbne døren, men skulle høre kollegaerne om mulighed for besøg på forældrenes vegne. Og jeg måtte afvise dem, hvis der f.eks. var for travlt, eller der skete noget akut. Det var ikke en nem opgave.”

Men stille og roligt har neonatal-afdelingerne åbnet op for forældrene i forskelligt tempo, og i 1985 åbnede Sønderborg Sygehus landets første mor/barn-afdeling: En neonatal-afdeling hvor mødrene blev indlagt på en mødrestue, dvs. på samme afdeling, men ikke stue som barnet – læger og sygeplejersker begyndte at se forældrene som en ressource. Og sygeplejerskernes rolle som de primære omsorgspersoner i starten af barnets liv er gradvist gået over i en rolle som specialist og facilitator, som forældrene kan få støtte af.

Det har bl.a. ført til udviklingen af NIDCAP (Newborn Individualized Developmental Care and Assessment Program), som netop er baseret på ideen om, at barnet fra fødslen er en del af familien (læs artiklen "Sygepleje med udgangspunkt i barnets adfærd og signaler").

Forældrene og andre nære relationer undervises i, hvordan de selv kan yde den mest skånsomme og individualiserede pleje til og omsorg for deres barn med de unikke krav og behov, der følger med at være for tidligt født.

”Tidligere var vores arbejde meget opgaverelateret, men i dag fylder det relationelle meget. Vi skal hele tiden balancere mellem det teknisk instrumentelle og det relationelle – inddrage familien, støtte og minimere stress og psykologiske udfordringer ved for tidlig fødsel og indlæggelsen af deres barn samt danne partnerskaber med forældrene,” siger Sanne Allermann Beck.

Tilbud om hjemmebehandling
I 1990’erne begyndte man også at hjemmebehandle for tidligt fødte. Hvor børnene tidligere var indlagt, indtil de kunne die eller tage flaske, begyndte man bl.a. at vejlede forældrene i selv at give barnet sondemad, så amningen kunne etableres hjemme.

”Vi var den første afdeling i Danmark, der tilbød ”Tidligt Hjemmeophold” (THO), lidt ud fra devisen om, at hvis forældrene kan give barnet mad via sonde på hospitalet, kan de også gøre det derhjemme. Og det viste sig at være en stor gevinst for familien i forhold til tilknytningsrelation og forældredannelsesproces. Men det var og er et tilbud. Forældrene kan selv vælge, om de vil hjem eller overflyttes til en børneafdeling,” fortæller Sanne Allermann Beck.

Ragnhild Måstrup supplerer:

”Da jeg begyndte i specialet i 1990, oplærte vi faktisk forældrene i at give deres barn mælk via sonde, så de kunne komme hjem i juledagene – sådan lidt af barmhjertighed. Men der gik lidt tid, før man begyndte at tænke samme tanker resten af året.”

Da tilbuddene om hjemmebehandling blev etableret, kørte Rigshospitalets neonatal-sygeplejersker ud på besøg hos familierne. I dag foregår dialogen ved videokonsultationer kombineret med, at familierne kommer til konsultation i sygeplejerskeambulatoriet.

Stimuli eller ej
Op gennem 1980’erne begyndte man også at blive klar over, hvor stor betydning den psykiske omsorg for barnet har.

Man ville bl.a. gerne stimulere barnets sanser, og i 1980’erne gav man spædbarnsmassage til selv de mindste. For at styrke kuvøsebarnets tilknytning til forældrene, lå barnet med walkman og lyttede til optagelser af mor og fars stemmer og hjertelyd.

Man ved nu, at for meget stimuli gør mere skade end gavn. I dag bliver for tidligt fødte børn derfor mødt langt mere nænsomt som et følsomt og samtidig stærkt lille individ med sine egne unikke behov, bl.a. ved hjælp af NIDCAP.