Nogle dage tænkte jeg, at jeg måtte have et flexjob

Første gang Lene Knudsen blev opmærksom på, at noget var anderledes i hendes krop, var i en yogatime, hvor hun fik smerter i alle muskler og led under øvelserne.

”Det gjorde ondt, som jeg aldrig har prøvet før, og jeg syntes, det var meget mærkeligt. Jeg begyndte også at vågne midt om natten, altid klokken fire. Jeg var lysvågen og badet i sved. Så stod jeg op og drak måske en kop te og gik så i seng igen, men så ringede vækkeuret jo kort tid efter,” fortæller hun om efteråret 2021, hvor hun mærkede forandringer i både krop og psyke.

Lene Knudsen er 50 år og arbejder som sygeplejerske på Psykiatrisk Ambulatorium på Amager, hvor hun er kontaktperson for cirka 35 patienter. Hendes arbejdsdag består primært af samtaler med psykotiske patienter, der alle har en række komplekse problemstillinger af både social, psykiatrisk og somatisk karakter.

Arbejdet kræver stort fokus, og Lene Knudsen havde svært ved at koncentrere sig dagen efter en rodet nat. Efter flere vågne nætter i træk var hun fuldstændig udmattet.

”Jeg frygtede, at ledsmerterne kunne være tegn på noget alvorligt, for selv om det også kunne tyde på overgangsalder, tænkte jeg, at det var for tidligt.”

Efter nogle måneder med blandede og diffuse symptomer gik hun til læge for at få klarhed over, om det var overgangsalderen, der var på spil.

”Mit mål var at komme i hormonbehandling, hvis det var overgangsalderen, men jeg blev sendt ud af døren med beskeden om, at overgangsalder ikke er en sygdom. Og så blev jeg sur.”

Sygemelding
Det kom så vidt, at Lene Knudsen senere måtte foregive problemer med underlivet for at bede om en henvisning til en gynækolog, der som det første tog blodprøver og konstaterede, at hun tydeligt var i overgangsalderen. Efter få dage kunne Lene Knudsen begynde sin hormonbehandling, men forinden var der gået mange måneder med symptomer og dårlig livskvalitet.

”Hormonerne hjalp, så jeg fik sovet, men ikke rigtig på andet. I lang tid var jeg egentlig tilfreds nok, bare jeg fik min søvn, men jeg havde dage, hvor jeg tænkte, at jeg måtte have et flexjob, fordi jeg havde så svært ved at passe mit arbejde.”

Humørsvingninger og en ny form for sårbarhed medførte, at Lene slet ikke kunne kende sig selv.

”Jeg var trist og ked af det, selv om der ikke var noget at være ked af. Derudover var der pres på arbejdet med flere patienter. Hele januar 2023 regnede det, og efter at have cyklet på arbejde var jeg rasende, når jeg kom frem. Mine ledere spurgte flere gange, hvad der var galt, men jeg vidste det simpelthen ikke. Jeg snappede af alle og var bare helt fra den,” husker Lene Knudsen.

Til en MUS-samtale nogle uger senere brød Lene sammen, da hendes leder sagde, at de kunne se på statistikkerne, at hun var overbebyrdet og havde for meget at lave.

” … og så blev det tolket som stress, selv om jeg sagde, at jeg troede, det havde noget med overgangsalderen at gøre. Men de var helt blanke på overgangsalder og anede ikke, hvad de skulle stille op, siger Lene, som blev sygemeldt og endte med at være væk fra ambulatoriet i seks uger.

Berøringsangst
Til trods for, at overgangsalderen berører alle kvinder på et tidspunkt – enten direkte eller indirekte som kollega eller familiemedlem, er det ikke noget, vi taler meget om herhjemme. Og slet ikke på arbejdspladserne.

”Vi har ikke en offentlig samtale om, hvad overgangsalderen indebærer, selv om det er et grundvilkår, halvdelen af befolkningen har. Det kan være særligt ømtåleligt at tale om på arbejdspladsen, fordi det meget hurtigt kan fremstå som et handicap, en besværlighed, som hverken kvinderne eller arbejdspladsen er interesseret i. Det er stadig relativt tabubelagt og påfaldende underbelyst,” siger Janne Gleerup, der er lektor og ph.d. på Center for Arbejdslivforskning på RUC.

I modsætning til andre ligestillingsproblematikker har vi ikke her en aktiv kvindebevægelse, der presser på, og debatten om overgangsalder på arbejdsmarkedet er derfor stort set ikke-eksisterende, siger hun.

”Det afspejler en berøringsangst i samfundet og på arbejdspladserne, for de fleste kender jo kvinder, der har været i klemme og har betalt en høj pris for at kæmpe sig igennem menopausen på en arbejdsplads, hvor det ikke blev anerkendt, at det kan være et problem.”

Hvis man skal have politikerne eller ledere i tale, skal det ske med argumenterne om, hvad det kan gøre ved arbejdskraften, hvis man ikke kan fastholde kvinder med kompetencer i relevante job, mener hun.

I Storbritannien blev debatten om overgangsalder på arbejdsmarkedet kickstartet i 2017 med en undersøgelse fra regeringen, og siden er der lavet flere rapporter, som har ført til politiske aftaler, bevillinger, en række forskellige tiltag på arbejdspladserne og en generel stor opmærksomhed på alle niveauer – i det hele taget er menopause nu så meget ”talk of town”, at der for nylig blev lanceret et nationalt undervisningsprogram om emnet.

Mere viden, mindre tabu
Selv om sundhedsvæsenet herhjemme umiddelbart kan virke meget fastlåst i forhold til at skabe fleksible løsninger for den enkelte medarbejder, mener arbejdslivsforsker Janne Gleerup sagtens, der kan skabes rum til individuelle løsninger.

”Selvfølgelig kan hjemmearbejde være en udfordring som sygeplejerske, men der er masser af mulighed for fleksibilitet i forhold til vagtplanlægning og koordinering af arbejdet. Se f.eks. på jordemødrene i Gødstrup, der kan vælge at arbejde i firedages uger. Sygeplejerskerne selv er eksperter i at finde løsninger til et bæredygtigt arbejdsliv. Vi tager hensyn til mange andre forskellige og uforudsigelige ting i det her samfund, så det er et spørgsmål om vilje.”

Janne Gleerup ser flere andre lignende emner, vi på det seneste er begyndt at tale om på arbejdspladserne.

”Vi ønsker at tage hånd om psykisk arbejdsmiljø, seniorarbejdsliv, diversitet og mangfoldighed, og vi taler også om fleksibilitet og livsfaser, så man kan godt imødekomme nogle grupper på en måde, der anerkendes i organisationerne.”

Det er dog ifølge Janne Gleerup vigtigt, at legitimiteten er drøftet godt igennem, før man kan lave individuelle løsninger for medarbejdere i overgangsalderen.

”Vi kan tåle relativt store forskelle i vilkår, hvis vi finder dem velbegrundede. Men første step er viden, og der er måske også nogle fordomme, der skal aflives,” siger hun.

DSR på sagen
Der findes endnu ingen større danske undersøgelser, der viser, hvordan overgangsalderen påvirker kvinders trivsel på arbejdsmarkedet, men i begyndelsen af 2024 udsender Dansk Sygeplejeråd endnu engang undersøgelsen Den Danske Sygeplejerskekohorte, hvor der for første gang vil være spørgsmål om graden af fysiske gener i overgangsalderen.

Forkvinde i DSR, Dorthe Boe Danbjørg, siger også, at overgangsalder vil være et klart fokus i fremtiden for Dansk Sygeplejeråd.

”Vi skal være med til at skabe den forandring, der gør, at vi taler om overgangsalderen, både i det offentlige rum og på arbejdspladsen. Og samtidig skal vi være med til at finde de konkrete løsninger, der er brug for,” siger hun.

Dorthe Boe Danbjørg vil gerne lade sig inspirere af udviklingen i Storbritannien og mener, at det vil være oplagt at samarbejde med arbejdsgiverne og andre, især kvindedominerede fagforbund.
”Der er et ligestillingsperspektiv i det her, som vi skal være rigtig opmærksomme på. Som fagforening med mange kvindelige medlemmer har vi en naturlig interesse i, at det skal være muligt at være på arbejdsmarkedet, selv om der kan være forskellige udfordringer i løbet af arbejdslivet.”

Ledte forgæves efter guidelines
Sygeplejerske Lene Knudsen havde også brug for mere viden om menopausen og brugte sin sygemelding til at læse alt, hun kunne finde om overgangsalder. Hun trappede langsomt op på ambulatoriet med få timer om ugen og havde samtidig fået en fleksibel ordning om mødetider, der tilgodeså vågne nætter. Men hun manglede konkrete råd.

”Jeg ville ønske, at der var nogle guidelines eller en politik for, hvordan man griber det an mellem arbejdsgiver og medarbejdere.”

Hun har haft det fint på sit job siden sygemeldingen og er løbende i dialog med sin ledelse om især mængden af opgaver.

”Der blev taget meget hensyn, da jeg kom tilbage. Jeg tror, min situation er blevet meldt ud som stress til mine kolleger, men jeg irettesætter det tydeligt hver gang og kalder det overgangsalder. Det er meget vigtigt for mig, for jeg synes, at der ligger noget helt andet i ordet stress. Jeg har et stort behov for at fortælle, at det handler om fysiske og psykiske gener på grund af overgangsalder,” fortæller Lene Knudsen.