Sygeplejersken
Patientinddragelse styrker undervisning
På Hovedpineklinikken i Esbjerg underviser de patienterne i, hvordan de bedre håndterer deres smerter. Og nu har patienterne fået medindflydelse på indholdet, hvilket løfter behandlingen, fortæller postdoc forsker Louise Schlosser Mose.
Sygeplejersken 2024 nr. 1
Af:
Ulla Abildtrup, Journalist
Foto:
Illustration Andreas Normann
Det begyndte med en undren. Når klinisk sygeplejespecialist og postdoc Louise Schlosser Mose sammen med sine to sygeplejekolleger underviste på den obligatoriske introduktionsundervisning på Hovedpineklinikken Esbjerg, fik de altid en masse spørgsmål fra patienterne i pausen og efter undervisningen.
”Det var relevante spørgsmål f.eks. om specifikke detaljer fra undervisningen eller et ønske om yderligere uddybning af et af emnerne. Jeg ærgrede mig over, at spørgsmålene ikke kom op i plenum, fordi de ofte vedrørte fællesstof, og samtidig tydede spørgsmålene på, at indholdet af undervisningen ikke var helt tilpasset patienternes præferencer og behov,” fortæller hun.
Louise Schlosser Mose er ved siden af sit arbejde på Syddansk Universitetshospital, Esbjerg Sygehus, også postdoc forsker ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet, og hendes undren blev til et forskningsprojekt.
”Jeg gik i gang med at undersøge, hvad der skete, hvis vi inddrog patienterne i prioriteringen af temaerne i undervisningen. Målet var at blive klogere på, hvad patienterne syntes, de havde mest brug for at forstå om hovedpinesygdomme, og give dem ejerskab og empowerment i forhold til det videre behandlingsforløb,” fortæller Louise Schlosser Mose.
To hold patienter blev bedt om at prioritere, hvilket tema de var mest interesserede i: De syv største hovedpinetyper, kompleks hovedpinesygdom eller information om Hovedpineklinikken herunder forventninger til patientens rolle i behandlingen og klinikkens bio-psyko-sociale tilgang.
”På begge hold var der klart flertal for at høre mest om de syv største hovedpinetyper, så det valgte vi at fokusere på i den første del af undervisningen, hvor patienterne var mest friske og bedst kunne koncentrere sig. Vi berørte også de andre emner, så vi kom igennem det hele, men hovedvægten lå på temaet om hovedpinesygdomme,” fortæller Louise Schlosser Mose.
Ejerskab giver empowerment
Et klinisk studie ved Hovedpineklinikken i Esbjerg har givet patienter indflydelse på indholdet af en obligatorisk introduktionsundervisning gennem spørgeskemaer før og efter samt inddragelse i tilrettelæggelsen af undervisningsindholdet.
Resultatet er mere målrettet undervisning, mere aktive patienter og dermed mere effektive behandlingsforløb.
Bedre behandlingsforløb
De seneste måneder har forskeren gennemgået evalueringerne fra de to patienthold, og den oprindelige undren er blevet til vished: Deltagerne får mere ud af introduktionsundervisningen, når de har medindflydelse.
”Alle deltagere i undervisningen har svaret, at de ikke manglede information i undervisningssessionen. 87 pct. mente, at undervisningen var brugbar i forhold til deres hovedpinesygdom og det videre behandlingsforløb, og 80 pct. svarede, at de havde fået ny viden og nye redskaber,” fortæller Louise Schlosser Mose.
Hun mener, at det målrettede undervisningstilbud er med til at gøre patienterne mere behandlingsparate.
”Vi er blevet bedre til at lave en forventningsafstemning og afklaring af rollerne, så patienterne bliver bevidste om, hvad de kan gøre, for at vi sammen kan skabe et godt behandlingsforløb. Patienterne bliver bl.a. introduceret til en hovedpinekalender, hvor de kan notere hovedpinekarakteristika, dage med hovedpine og relevante oplysninger,” siger Louise Schlosser Mose og fortsætter:
”Vi fortæller dem også om, hvordan de med små justeringer i hverdagen kan hjælpe sig selv – det kan være med små pauser i løbet af dagen, fysisk aktivitet såsom en tur i frisk luft eller sufficient væskeindtag.
Hun fortæller, at de i undervisningen også berører, hvordan udviklingen af medicinoverforbrugshovedpine kan ske, hvis man indtager for mange smertestillende tabletter.
”Med den viden præsenteret allerede i undervisningen kan nogle patienter blive bevidste om et uhensigtsmæssigt forbrug af tabletter og reducere antallet allerede før første konsultation i klinikken. Og det giver et langt bedre udgangspunkt for det videre behandlingsforløb,” siger hun.
Flere klinikker er interesserede
Flertallet af patienterne på Hovedpineklinikken er i 40-års-alderen og kvinder. Det er en aktiv patientgruppe, forklarer forskeren.
”Vi er vant til, at patienterne stiller mange spørgsmål, men vi oplever, at de nu tager endnu mere ejerskab, fordi de i højere grad føler sig involveret i behandlingen,” siger Louise Schlosser Mose.
Ændringen af undervisningsforløbene kræver mere forberedelsestid for de sygeplejersker, der underviser. De skal dels sende spørgeskemaer ud før og efter sessionen, dels bruge tid på at følge op på svarene og evalueringerne. Men Louise Schlosser Mose forventer, at konceptet i løbet af 2024 bliver udvidet til flere af Hovedpineklinikkens patientuddannelser.
”Tiden er givet godt ud, fordi vi optimerer introduktionsundervisningen og får mere effektive behandlingsforløb. Jeg tror, vi kan bruge modellen på flere af vores non-farmakologiske undervisningstilbud fremover,” siger hun.
Hovedpineklinikken i Esbjerg har også fået besøg af sygeplejersker fra flere af de 12 andre hovedpineklinikker i landet, som er interesserede i at undersøge, om de kan bruge de gode resultater i Esbjerg hjemme hos sig selv.
”Jeg ser flere muligheder for højere inddragelse af patienter i tilrettelæggelsen af patientundervisning i sygehusregi,” siger Louise Schlosser Mose.
Hovedpineklinikken på Esbjerg Sygehus får hvert år 120-150 nye patienter, som deltager i den obligatoriske introduktionsundervisning.
Louise Schlosser Mose
- Klinisk sygeplejespecialist på Hovedpineklinikken, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg Sygehus
- Postdoc ved Institut for Regional Sundhedsforskning ved Syddansk Universitet
- Ph.d. om non-farmakologiske behandlingstilbud og patientuddannelse til patienter med hovedpinesygdomme i 2019
- Sundhedsfaglig kandidat i 2013
- Uddannet sygeplejerske i 2010