Skal vi fastholde og behandle den ældre kvinde mod hendes vilje?

Den ældre kvinde på 85 år har så mange smerter, at man kan høre hendes skrig forplante sig i gangene på plejecenteret. Sårene har bredt sig til store dele af kroppen. Men kvinden med svær demens vil ikke behandles for sårene, der er kommet som følge af en autoimmun sygdom.

Hudlægen har ellers ordineret en behandling, hvor personalet to gange dagligt skal smøre hele kvindens krop ind i en salve og give hende en stikpille. Men hun stritter imod. Hun forstår ikke rigtig, hvad der foregår. Og nu er det som om, det hele bliver værre og værre. Smerterne stiger i takt med, at sårene breder sig og efterhånden fylder hele kroppen. Rebekka og de andre er bekymrede for kvinden.

“Hun går meget rundt på afdelingen og efterlader blod alle mulige steder. Hvis vi kigger væk, har hun pludselig hænderne nede i hele frokosten. Så der er også en bekymring for de andre beboeres hygiejne,” fortæller 25-årige Rebekka.

Personalet tager fat på hudlægen, der skriver, at behandlingen kan ydes under fastholdelse. Hvis de ikke ser en effekt inden for en måned, kan de stoppe behandlingen, der ellers kan strække sig op mod seks måneder. Men de er i tvivl om, hvad de skal gøre og kontakter derfor kvindens datter, der er værge for sin mor. Hun er mest tryg ved at læne sig op ad den faglige beslutning, som personalet tager.

“Vi overvejer, om vi overhovedet kan udføre den her behandling over potentielt seks måneder. For hende må det føles som et seksuelt overgreb, at vi fastholder hende, klæder hende af, giver hende en stikpille og smører hende ind over hele kroppen,” fortæller Rebekka og tilføjer:

“Er det forsvarligt at tvinge en så dement kvinde i slutningen af sit liv til at blive udsat for det to gange dagligt – og i så lang tid? Er det det værd?”

På den anden side er Rebekka og de andre sygeplejersker bevidste om, at de har pligt til at pleje hende. 

“Tilstanden er helbredelig. Vi kan ikke lade kvinden lide uden at gøre noget. Det vil være omsorgssvigt. Hvis vi ikke gør noget, så skal vi smertebehandle hende, og her vil der også opstå en eller anden form for tvang. For hun vil ikke samarbejde.”

Rebekka er oprindeligt uddannet sosu-assistent. Måske derfor har hun fået en del ansvar og er meget inde over den ældre kvinde. Hun har gode daglige drøftelser om dilemmaet med sin vejleder, og hun kan til enhver tid sige fra, hvis hun ikke vil deltage i en potentiel behandling. Personalet tager dilemmaet op med ledelsen og drøfter også, hvordan deres beslutning kan påvirke personalet. Men de er fortsat i tvivl. 

Hvad skal de gøre?

Kommentar fra Sygeplejeetisk Råd

Rebekka beskriver et almindeligt kendt dilemma, når personale skal drage omsorg for mennesker med kognitive svigt: Dilemmaet mellem respekt for menneskers selvbestemmelsesret og sygeplejerskens pligt til omhu for sårbare liv.

Set fra en sygeplejeetisk synsvinkel må omsorg være en helt central værdi i en sådan situation. Ser man på de sygeplejeetiske retningslinjer, har sygeplejersker ansvar for at yde omsorg med den hensigt, at patienten oplever velvære. Men lige nu lider den ældre kvinde. Hun har store smerter, og der er en reel risiko for forværring af hendes fysiske tilstand, hvis sårene ikke behandles.

Samtidig ved sygeplejerskerne, at behandlingen vil lindre smerterne og forebygge infektion og forværring. Så personalet kan med fordel gøre brug af deres kendskab til kvinden og f.eks. sikre, at omsorgspersoner med en tillidsfuld relation inddrages, når behandlingen skal foregå. Desuden er inddragelse af kvindens datter, som er hendes værge, også en vigtig handling. Datteren har jo netop lovformelig pligt til at handle til sin mors bedste.

Derfor vil det også være relevant med en samtale med hende, hvor personalet og eventuelt lægen, der har ordineret behandlingen, også er med.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd, Lisbeth Aaskov Falch og Anne Bendix Andersen

Sådan endte det

De vælger at fastholde hende, så de kan sætte gang i behandlingen og registrerer løbende deres oplevelser i et evalueringsskema. Kun udlært personale behandler - hvis de vil. Det vil Rebekka. 

“Ofte skriger hun, græder og er ked af det og sur bagefter. Det er ikke sjovt. Man bliver berørt af at gøre noget ved folk mod deres vilje.”

Behandlingen har hurtig effekt. Efter tre måneder, hvor Rebekka stopper på praktikstedet igen, er der kun få sår tilbage.

 “Hun bliver gladere og mindre udadreagerende. Hvis ikke vi havde set en virkning, havde det føltes mere som et overgreb. Men her får vi følelsen af, at det i sidste ende er okay.”