Sygeplejersken
Virksomhedsområde vedtaget
Pr. 1. januar 2024 må sygeplejersker selvstændigt beslutte og udføre en række behandlingstiltag, som hidtil har krævet delegation fra en læge.
Sygeplejersken 2024 nr. 1
Af:
Caroline Schønberg, Journalist
Foto:
Nikolai Linares
Tilskuerrækkerne i Folketinget var præget af smil og ’Proud to be a nurse’-t-shirts, da Folketinget den 12. december enstemmigt vedtog loven om forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker. Omkring 30 sygeplejersker var mødt op på Christiansborg for at overvære afstemningen i Folketingssalen.
Det nye virksomhedsområde vil gøre en stor forskel for deres daglige arbejde med borgere og patienter. Pr. 1. januar 2024 må sygeplejersker selvstændigt beslutte og udføre en række behandlingstiltag, som hidtil har krævet delegation fra en læge.
Bl.a. vil sygeplejersker kunne tage blodprøver, anlægge kateter, ordinere visse typer af lægemidler og sy mindre sår, hvis deres arbejdsgiver tillader det.
”For de sygeplejersker, som jeg repræsenterer, betyder forbeholdt virksomhedsområde, at de kan udføre sygepleje langt hurtigere både til gavn for borgeren og deres egen tid,” sagde en af de fremmødte sygeplejersker, Eughtina Birkedahl, som også er fællestillidsrepræsentant i Socialforvaltningen i Københavns Kommune for 250 sygeplejersker.