”Samtalen, der betyder alt for patienten”

En kvinde ligger i hospitalssengen. Hun har nyresvigt og hjerteproblemer og er generelt meget dårlig. Så dårlig, at hun ikke kan blive tilbudt dialysebehandling. Det er dialysesygeplejerske Annika Sørensen, der skal fortælle hende det.

”Jeg synes ikke, at samtalen er svær i sig selv. Jeg synes mere, at det er samspillet med lægen, der er svær. At man ikke træder ham eller hende over tæerne. Tit har patienten brug for at høre tingene flere gange, og nogle gange får lægen forklaret det lidt for … ”

”Læger har jo den naturfaglige baggrund, og vi sygeplejersker har den humanistiske. Vi er mere fokuserede på intim omsorg og nærvær, og lægen er meget faktuel. Men man har brug for begge dele i samtalen,” fortæller Annika Sørensen.

Berøringsangst for det åndelige

Kvinden i sengen er ikke en rigtig patient. Det er en skuespiller. Og Annika Sørensen har netop øvet sig i den svære samtale med hende og en læge. De befinder sig i læringslaboratoriet på Holbæk Sygehus omgivet af en masse mennesker ansat på sygehuset. De er her alle for at deltage i den halvårlige undervisning og simulationstræning i ”den nødvendige samtale”.

Samtalen er også kaldet den vanskelige samtale eller den svære samtale. Det er den samtale, man skal tage med en patient, der er døende. Eller som ikke kan få børn. Når dialysebehandlingen ikke længere virker. Og hvis man som sundhedspersonale har lavet en fejl.

Hans-Henrik Bülow er en af underviserne. Han er pensioneret læge på tredje år, og før det var han bl.a. specialeansvarlig overlæge og forskningsansvarlig i 20 år på Holbæk Sygehus’ afdeling for intensiv terapi. Nu dukker han op to gange om året og holder oplæg til et formiddags- og eftermiddagshold om den nødvendige samtale for sundhedspersonale tilknyttet Holbæk Sygehus.

Hans-Henrik Bülow taler om betegnelsen ’den nødvendige samtale’, som før blev kaldt ’den vanskelige samtale’:

”Det giver ingen mening at skræmme folk væk fra samtalen fra starten af ved at kalde den vanskelig,” fastslår han.

Nærvær og øjenkontakt

Mens Annika Sørensen udfører samtalen med patienten i sengen, bliver hun observeret af både underviserholdet og en række andre kursister. Og bagefter giver skuespilleren feedback i, hvordan hun oplevede samtalen som ”patienten” – og resten af teamet kommer med gode råd og kommentarer til bl.a. formuleringer, kropsholdning og nærvær.

”Skuespilleren fortalte bl.a., at det var dejligt, at jeg supplerede lægens lægesprog med andre ord, som var let forståelige,” fortæller Annika Sørensen, der også fik ros for at have placeret sig over for patienten, så hun både kunne holde en god øjenkontakt og have en hånd på bordet imellem dem. Det viste, at hun var nærværende i samtalen.

Berøringsangst for det åndelige

Thomas Gudbergsen er sognepræst på Tusenæs og sygehuspræst på Holbæk Sygehus og Psykiatrisygehuset i Slagelse. Han er er en del af undervisningsteamet i den nødvendige samtale for bl.a. at guide kursister inden for sit åndelige speciale. Han er syg, den dag Sygeplejersken er på besøg, men fortæller efterfølgende:
”Den nødvendige samtale er en af de vigtigste samtaler i patientens liv. Det er samtidig en af de mest triste. Det er ikke den sjoveste, men det er en af de mest intense og mest betydningsfulde, fordi indholdet af sådan en samtale får meget afgørende betydning for patienterne resten af deres liv.”

Men hvorfor skal en præst være med til at undervise sygeplejersker og læger i at tale med patienter?
Thomas Gudbergsen forklarer, at han som præst har øjnene rettet mod det eksistentielle og åndelige, der sker for patienten, og det er noget, han kan finde på at opfordre kursisterne til også at gøre:

”Typisk har lægen eller sygeplejersken berøringsangst, når det gælder det mere eksistentielle og i hvert fald det åndelige, og der er det oplagt, at jeg så siger: Det kunne du have spurgt ind til her, for det var jo faktisk det, patienten cirklede omkring … angst, usikkerhed osv.”

Han giver eksempler på, hvordan den omsorgsfulde lytter kan spørge ind til patientens potentielle frygt for døden.

”Tror du på et liv efter døden? Er du nervøs for, at der sker noget, du ikke bryder dig om, efter døden?” Eller: ”Jeg kan se på dig, at du bliver bange nu,” siger han og fortsætter:

”Det kunne være sådan nogle råd, jeg kunne komme med i simulationstræningen som facilitator på det eksistentielle og åndelige i kommunikationen.”

Den ER nødvendig

Hans-Henrik Bülow mener, at 50 pct. af alle patientklager kunne være undgået med god kommunikation, og en undersøgelse fra 2022 lavet af Ugeskrift for Læger viser, at patienter primært klager over kommunikation og opførsel. Det er også hans drivkraft til at blive ved med at undervise særligt læger og sygeplejersker i samtalen – for det er dem, der skal tage den sammen.

”Jeg kan se, at det betyder rigtig meget. Det betyder rigtig meget for de pårørende, det betyder alt for patienten, og det betyder også noget for personalet,” siger han.

En anden drivkraft er, hvad det kan spare af ressourcer, at man forventningsafstemmer med den terminale patient.

”Forskning i palliation viser faktisk, at vores nogle gange knappe ressourcer anvendes mest rationelt, når indsatsen afstemmes med patientens og de pårørendes ønsker,” fortæller Hans-Henrik Bülow til tilføjer, at samtalen også handler om, at patienten og de pårørende skal kunne få det bedste ud af patientens sidste tid.

”Man er nødt til at fortælle, når man ved, at man ikke kan helbrede patienten. Og spørge, hvad vi så skal hjælpe med, for at resten af livet bliver så godt som muligt. Det er også en super vigtig forventningsafstemning, og det kræver, at der er nogen, der sætter sig ned og snakker om det,” siger han.