Plads til kat og portvin

“Lørdag aften lavede vi en lille fest ud af det. En af sygehjælperne dækkede et bord med blomster og fine servietter. Der blev serveret smørrebrød, en øl og en snaps. Vi fandt ud af, at én af beboerne kunne spille klaver, og vi kunne synge. Et par stykker tog en lille svingom. Behøver jeg sige, at der ikke var meget behov for sovemedicin efter sådan en aften?”

Sådan lyder 80-årige Aase Nørholms maleriske beskrivelse af det kommunale plejehjem i Køge, hun i 1980’erne arbejdede på som aftensygeplejerske. Beskrivelsen fremgår af hendes debatindlæg, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 17. januar.

Der gik dog ikke lang tid før, der blev sat en stopper for de festlige aftener, og Aase Nørholm oplevede i tiden efter desuden den ene besparelse efter den anden i ældreplejen. Hun frygter nu selv for sin egen sidste tid.
“Min veninde på 86 år fik for nylig to blodpropper, og det gik ud over hendes syn. Hun fik tilbudt et kvarters hjemmepleje hver 14. dag. Det er at gøre grin med de ældre. Man kan dårligt nå at komme ind i hjemmet, før tiden er gået. Der er ingen tid til omsorg og ingen tid til at sætte sig ned og få en kop kaffe og tage en snak.”

Vil nødigt selv på plejehjem

Aase Nørholm har også været sygeplejerske på en neurologisk afdeling, i lægepraksis og i en øre-næse-halsklinik. I dag er hun pensioneret og bor i et rækkehus i Køge. Hun har fået mange positive reaktioner på debatindlægget. 

“Vi skal også høre fra de ældre. Ikke kun fra politikerne. Jeg er rask, cykler og vinterbader og har en god pension, børn og børnebørn. Men der kan hurtigt ske noget, og jeg vil nødigt ende på plejehjem med de forhold, der er i dag.”

Smuldrer velfærdssamfundet?

Regeringens nye udspil til en ældrereform, hvor ældre bl.a. vil få flere muligheder for at tilkøbe ekstra ydelser, gør ikke Aase Nørholm mere tryg:

“Jeg er skeptisk. Jeg kunne nok godt selv have råd til at betale for ekstra ydelser og finde et sted med en dejlig lille have og plads til min kat. Men hvad med dem, der ikke har haft midlerne til at spare op til alderdommen? Hvad med min veninde, der fik to blodpropper og kun havde sin folkepension?”

Hun frygter, at vores velfærdssamfund smuldrer:

“Dér i 1980’erne på plejehjemmet levede ældre kvinder, der i et langt liv havde slidt på byens fabrikker, sammen med byens spidser. Alle blev behandlet ens. Der blev ikke gjort nogen forskel. Det er det, vi bryder med nu,” siger hun og tilføjer:

“Der skal være livsglæde. Alle gamle skal kunne få deres egen have, og man skal kunne få sin kanariefugl, hund eller kat med på plejehjemmet - og drikke et glas portvin klokken fem om eftermiddagen, hvis det er det, man ønsker. Et plejehjem skal føles som et hjem - for alle.