“Hestene giver et unikt arbejdsrum”

Heste har altid været den røde tråd og holdepunktet i mit liv. Jeg har redet, siden jeg var lille og købte min egen hest for mine konfirmationspenge. Mens jeg uddannede mig til sygeplejerske, havde jeg også to islandske heste. Efter uddannelsen fik jeg job på en voksenpsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og efter to år søgte jeg her til døgninstitutionen Holmstrupgård. Jeg ville gerne arbejde med unge, som jeg kunne gøre en forskel for, og jeg søgte også det lange patientforløb. 

Jeg er lige blevet 50 år og har snart været her i 25 år. I begyndelsen var der ingen heste. Men vi havde et fritidshold, der en gang om ugen tog ud på en rideskole. Her fik jeg øjnene op for rideterapien. Vi havde dog skiftende ridelærere og heste, og det kan godt være udfordrende for unge med udsathed.
Så jeg fik tanken: ”Det kan vi gøre bedre selv.” Jeg fik hurtigt overbevist min ledelse, vi søgte fonde og i 2004 startede vi. Først med en hest og mine to heste. Jeg havde et hold med rideterapi to eftermiddage om ugen. 
I dag har vi syv nøje udvalgte islandske heste, og jeg er ansat på 37 timer som ledende rideterapeut, og min kollega arbejder 32 timer som rideterapeut.

Hesten er fordomsfri

Jeg bor på et nedlagt landbrug og kan ride på arbejde - mest om sommeren, eller hvis der er brug for en af mine heste. Vi er en socialpsykiatrisk behandlingsinstitution med dag- og døgntilbud for børn og unge i alderen 12 til 23 år. De går i skole og deltager i en bred vifte af behandlingsfremmende tilbud og værksteder. Diagnoserne tæller alt fra anoreksi, skizofreni og angst til autisme, selvskadende adfærd og OCD. Men vi har også unge udefra, der ikke formår at komme i skole og bliver henvist til rideterapi af kommunen.

De unge udvikler emotionelle og sociale færdigheder, deres selvtillid og selvfølelse styrkes, og følelsen af at høre til et fællesskab bliver opbygget gennem det fælles ansvar at passe en hest.

Vi har mange med lavt selvværd, som har været syge en lang periode og har haft nederlag i skolen og hjemme. De føler sig usikre og er kede af at være dem, de er, og de har svært ved kontakten med andre mennesker. Men hesten er nemmere at være sammen med, for den er mindre dømmende, den er fordomsfri og vil gerne være i kontakten. Så de får ofte et tæt forhold til hestene. Mange går også lige over og siger godnat til hestene og får ro på, inden de skal sove. 

Rørende tillid fra hesten

Jeg bruger altid hesten som et spejl på, hvordan de unge har det. For det kan være svært at aflæse dem, hvis de f.eks. reagerer uden mimik og bare siger ok, når jeg spørger. Men jeg kan måske se, at hesten bliver urolig og tripper, og det kan være et tegn på, at der er en masse følelser i gang hos den unge. Hesten kan også blive meget langsom og invitere til ro og nærvær, hvis man er ked af det. På den måde er det også mindre konfronterende at snakke. For det bliver hesten, vi taler om, når vi begge to står og gætter på, hvad hesten mener og synes.

Det er et stort terapeutisk rum, når vi går rundt på marken. Det er en succesoplevelse, og det er identitetsopbyggende at gå forrest og vise vejen for en hest, der regner med én.

Når hesten går efter dem uden reb, bliver flere af dem rørt til tårer. For mange har måske fået taget mere og mere ansvar fra sig i takt med, at de er blevet syge. Vi ser tit unge starte deres opblomstring i rideterapien.
Hesten tilbyder nærvær og kræver nærvær, og ved de mange med sygdomme med kropslige udtryk – såsom selvskade og anoreksi – er nærværet vigtigt. Hesten kan mærke, hvis en ung pige ikke er nærværende og måske spænder i musklerne, fordi hun ikke rigtig har spist og sidder og tæller kalorier. Så bliver hesten anspændt og ubehagelig at sidde på. Men hun elsker jo hesten, og hun elsker at ride. På den måde erfarer hun, at mad er vigtigt.

Hesten motiverer til en lille smule mere liv. Som en gnist af lys i et mørkt liv, hvor sygdommen kan fylde det meste.

Rideterapeuthold på VIA

Jeg bruger i den grad min sygeplejefaglige baggrund. F.eks. i opbygning af relationer, og jeg trækker meget på min viden fra psykologi og psykiatrien. Men for et par år siden kontaktede jeg VIA University College, fordi jeg syntes, der manglede en efteruddannelse inden for rideterapi. De tog det til sig, og her i januar kører vi tredje hold med alt fra pædagoger til sygeplejersker. Teori og eksamener er på VIA i Aarhus, og jeg underviser i det praktiske med at oversætte teorien til behandlingen med hestene.

Det er dejligt at mærke den anerkendelse og interesse for rideterapien. Det har været spændende at bygge det hele op og se det vokse, og jeg har også selv udviklet mig som sygeplejerske.

Jeg elsker mit arbejde. Det er hyggeligt at ride i skoven eller her på marken med de unge. Men det betyder meget mere for mig at mærke, at mit arbejde gør en forskel. Det største er at møde “gamle” unge, som har haft nogle bumlede år, men som nu har fundet deres vej i livet. Jeg synes virkelig, at hestene giver mig et unikt arbejdsrum med de unge - en adgangsbillet til at komme tæt på dem. Det kræver det, hvis behandlingen skal lykkes.