Når forberedelse er umulig

Mens dette skrives, nærmer mit 4. semester på sygeplejerskeuddannelsen sig sin afslutning – det semester, hvor man rammer halvvejspunktet på uddannelsen. Jeg har nu været knap to måneder i praktik, hvor jeg nok en gang har følt mig enormt heldig, efter at have fået tildelt endnu en helt fantastisk praktikplads med masser af god læring og udfordringer. Det blev også den praktik, hvor jeg for første gang oplevede en bestemt type situationer. Den slags, hvor jeg havde tænkt, at jeg var forberedt, men alligevel fandt ud af, at man først rigtigt er forberedt på dem, når man har prøvet at stå i dem. Og så endda med få dages mellemrum.

Først var det oplevelsen af, at et meget ungt og ellers raskt menneske pludselig var blevet ramt af meget alvorlig sygdom, der havde ramt som en bombe i både patientens og de pårørendes tilværelse. Det fremkaldte en følelse af uretfærdighed, som jeg egentlig har følt i tidligere praktikker, men som pludseligheden af sygdommen og den krise, en hel familie står i, alligevel forstærker en del. Tænk, hvordan det må være som forælder at se sit barn i sådan en situation.

Den anden situation var få dage senere og med en ganske anderledes følelse, som også er den sværeste helt at lægge fra sig. Det blev første gang, jeg så et menneske dø. Det var en patient med høj alder i palliativ pleje, så døden var forventet. Det var både i situationen og i dagene efter dybt bevægende at have været med til at holde et menneske i hånden og prøve at give en smule tryghed, mens vedkommende tog sit sidste åndedrag.

Begge disse situationer, tror jeg, kommer til at stå klart for mig i al min tid på helt forskellige måder. Og det var begge situationer, der har krævet en vis bearbejdelse. Specielt ved dødsfaldet var alle på min praktikplads straks på plads for at tjekke, hvordan jeg havde det. Men jeg må erkende, at jeg selv tog lidt for let på det umiddelbart efter. Heldigvis har jeg på hjemmefronten en dejlig hustru, som fastholdt mig i at få bearbejdet indtrykkene og sætte mig ned og bruge lidt tid på at få tankerne på plads. Samtidig har min vejleder været enormt god til også at følge op i de efterfølgende dage.

En rigtig vigtig ting at tage med fra dette er for mig, at jeg for fremtiden skal være bedre til at tænke over, om der er behov for at bearbejde noget af det, jeg oplever. Og så lige bruge den tid, der skal til, på at få talt det igennem.