Sundhedsparadokset

”Det er sgu paradoksalt.”

Politisk kommentator Noa Redington er ikke i tvivl:

”Det er helt uforståeligt for almindelige mennesker, at vi er i en situation, hvor sundhed er det vigtigste for vælgerne, der bliver bevilget flere og flere penge, alle er enige om, at vi skal gøre mere for sundhed - og så er vi i en situation, hvor sygeplejersker bliver fyret på landets hospitaler.”

Noa Redington kalder det paradoksalt, at fyringer, stillingsnedlæggelser og ansættelsesstop hersker, når der ellers er en mangel på sygeplejersker. Og særligt, når det er svært at navigere i, hvad der sker.

I starten af januar fyldte sundhedsvæsenet meget i de danske medier. Inden for én uge kunne man både læse om fyringer, stillingsnedlæggelser og ansættelsesstop på sygehuse i de fem regioner, men man kunne også læse, at regeringen ville hente udenlandske sygeplejersker og sosu-medarbejdere fra tredjelande til Danmark pga. en akut personalemangel.

Efter to ugers forhandlinger og måneders offentlig debat om fordele og ulemper ved at rekruttere sundhedshjælp fra tredjelande, landede der den 24. januar en aftale i Folketinget, der skal gøre rammerne for at hente sundhedsfaglige fra tredjelande mere smidige.

Men hvordan kan det være, at vi i Danmark mangler sygeplejersker og sundhedspersoner, men nedlægger deres stillinger? Og samtidig vil hente ny arbejdskraft fra tredjelande?

Paradoksets pris

Jes Søgaard er sundhedsøkonom på Syddansk Universitet. Når han får linet paradokset op, skiller han ansættelsesstop fra stillingsnedlæggelser og fyringer: Ansættelsesstop er en midlertidig, besparende løsning, som enten er ophørt eller ophører i løbet af foråret 2024 i alle regionerne. Efterfølgende kan der igen besættes personale i ledige stillinger. Det er noget andet med stillingsnedlæggelserne og fyringerne. Jes Søgaard pointerer, at mange af de nedlagte stillinger er ubesatte og derfor ikke mærkes som en umiddelbart forringende effekt for enkeltpersoner. Men det er stadig en udfordring for det personale, der står tilbage:

”Det, der så kan være mere langsigtet, er, at man forud har oplevet et patientpres, der har gjort det nødvendigt at have de her normeringer. Og så er de blevet permanent nedlagt. Det vil sige, at ledelsen skal planlægge med en mindre stab af f.eks. sygeplejersker, sosu-assistenter og læger, som så skal løbe endnu hurtigere.”

Hvor ligger ansvaret?

Baggrunden for ansættelsesstoppene, stillingsnedæggelserne og fyringerne har været, at regionerne ikke har kunnet holde de budgetter, regeringen har bevilget dem. Og derfor skal de nu spare flere mio. kr. hver. En af grundene til, at budgetterne er svære at holde for regionerne, er stigende medicinpriser. Særligt presser tilskuddet til diabetesmedicinen Ozempic priserne. Inflationen har også flået udgifterne i vejret.

Faktum er altså, at budgetterne ikke er blevet overholdt, men regeringen og regionerne er ikke enige om, hvis ansvar det er.

Sundhedsøkonom Jes Søgaard, forklarer:

”Man har vidt forskellige opfattelser af sundhedsvæsenet. I regeringen mener man, at penge er ikke noget problem - den har egentlig givet de penge, der skal til. I regionerne oplever man imidlertid, at der er nogle udgiftsposter, der løber løbsk, f.eks. til medicintilskud.”

Noa Redington har samme udlægning af sagen, og han forklarer, at det handler om en politisk dynamik, hvor hverken regering eller regioner vil undergrave sine egne udlægninger politisk:

”Det, jeg synes, er interessant, er den politiske logik og dynamik. Regeringen kommer ikke til at sige, at den har brugt for få penge: ”Selvfølgelig bruger vi masser af penge på sundhed, nu må I bare tage jer sammen.”

Og regionerne vil sige, at der ikke er nok penge. Det er en indbygget konflikt af ansvarsforflygtigelse.”

Så ikke demografisk udvikling

Men en anden faktor spiller også ind i det pressede sundhedsvæsen, nemlig den demografiske udvikling. Det nævner Nicolai Döllner, der er sundhedskommentator og fhv. chefredaktør på Dagens Medicin:
”Man kan sige, at det samlede sundhedsvæsen ikke har taget højde for den demografiske udvikling tidligt nok. Det er virkelig den store joker i det her, at regionerne ikke for 10 år siden kunne forudsige den udvikling, hvor vi får så mange flere ældre og dermed så mange flere komplicerede patienter i sundhedsvæsenet.”

Ifølge Nicolai Döllner kan man godt klandre regionerne for ikke at forudse, at budgetterne ikke kunne nås – og dermed har været for langsomme til at starte besparelsesprocessen. Jes Søgaard nævner på den anden side, at de fem mia. kr., som regeringen frem mod 2030 vil løfte regionerne med, ikke vil være nok ift. den demografiske udvikling og løbende prisstigninger.

Strukturen skal på værksted

De tre eksperter er dog enige i, at den nuværende sundhedsstruktur har problemer. Det er derfor godt, mener de, at Sundhedsstrukturkommissionen er blevet sat i gang med at finde nye modeller, der kan gøre op med de strukturelle udfordringer.

Selvom alle eksperterne mener, at det vil hjælpe sundhedssektoren at få en ny struktur, pointerer Noa Redington, at regionerne overordnet har fungeret godt, og at sundhedsvæsenet har flyttet sig meget under strukturen:

”Vi har haft en model, som på mange måder har været meget optimal. Sundhedsvæsenet har grundlæggende haft en enormt stor succes de sidste 20 år. Men den er ved at være ved vejs ende. Sundhedsstrukturen trænger til mere end bare et eftersyn. Den trænger til mere end bare lige at få skiftet lidt olie.”
Sundhedsstrukturkommissionen er sat i værk af regeringen og skal i løbet af foråret præsentere bud på en ny sundhedsstruktur.

”Jeg tror, at der indbygget i den plan vil være åbnet op for alle de sygeplejersker, vi overhovedet kan tænke os i Danmark, der har brug for arbejde. Så jeg ville være optimistisk, hvis jeg var sygeplejerske,” siger Nicolai Döllner.

Alle tre eksperter slår fast, at der kommer til at mangle sygeplejersker og sosu-medarbejdere i fremtiden på trods af ansættelsesstop, fyringer og stillingsnedlæggelser.