”Min forskning skal være praksisnær”

På det lille enmandskontor på første sal er der én eneste form for dekoration, der afspejler, hvem kontoret tilhører: Oven på det lille mødebord med to siddepladser står en stor indrammet plakat af Florence Nightingale med teksten: ”Let us never consider ourselves finished nurses … We must be learning all our lives.”

“Hun er et kæmpe forbillede for mig. Men citatet er også vigtigt for mig i forhold til mit job – man kan altid lære nyt og udvikle sig som sygeplejerske.”

Kontoret tilhører Connie Berthelsen, og plakaten på bordet er sigende for hendes karriereforløb, der har været kendetegnet af en livslang lyst til at udvikle sig fagligt. 30 år med sygeplejen som omdrejningspunkt kulminerede i januar i år, hvor hun fik opfyldt sin mangeårige drøm om at blive professor i klinisk sygepleje.

Siden 2022 har hun været forskningsleder på Sjællands Universitetshospital i Køge, hvor hun er tilknyttet Medicinsk Afdeling, primært geriatrisk sengeafsnit. Og det er også her, hun holder til, mens hun i de kommende år skal forske inden for flere områder i forskningsprogrammet ”The Bridging Care Program”.

Forsker i overgange

Geriatrisk sengeafsnit på Sjællands Universitetshospital i Køge ligger på ottende sal med en udsigt, der nok med tiden bliver pæn. Lige nu kan patienterne gennem de store vinduespartier på moderne enmandsstuer blot kigge ned på en våd og travl byggeplads, hvor de næste etaper af det prestigefyldte hospitalsbyggeri er ved at blive opført.

Men de fleste af de ældre patienter på afdelingen er for syge til at nyde udsigten. Mange af dem har med Connie Berthelsens ord medicinsk multisygdom som f.eks. diabetes, lunge- og hjertesygdomme, cancer eller gigt samtidig.

”Nogle af patienterne over 65 år har 10-15 kroniske sygdomme, og jo flere forskellige inden for forskellige lægelige specialer, desto mere komplekst er deres liv og gang på hospitalet, men bestemt også selve udskrivelsen. Der er mange flere ting, der skal koordineres med kommunerne og de pårørende,” forklarer Connie Berthelsen.

Afdelingen har derfor ansat sygeplejersker udelukkende som udskrivelseskoordinatorer, og netop transition – altså overgangen mellem hospital og eget hjem – er det overordnede fokusområde for Connie Berthelsens forskning, der sammen med lektor Gitte Bunkenborg har modtaget 11,7 millioner kroner i støtte fra InterReg ØKS og skal forløbe over de næste fem år.

Stor forskel for patienterne

Et vigtigt formål med forskningen er at forsøge at undgå genindlæggelse efter kort tid, og en ph.d-studerende under Connie Berthelsen skal forsøge at lave en beregningsmodel, der kan forudse, hvilke ældre patienter der er i størst risiko for at blive genindlagt.

En anden arbejder på at udvikle et dialogværktøj, der kan anvendes i udskrivelsessamtalen med den ældre patient, så der ud over praktiske informationer også bliver taget højde for mere personlige og individuelle behov.

”Jeg tror, det kommer til at gøre en stor forskel for patienterne, fordi mange af dem peger på manglende kommunikation, når de skal udskrives. Vi ved, at jo bedre udskrivelse desto bedre klarer patienten sig, og jo større sandsynlighed er der for, at patienten ikke bliver genindlagt. Vi ved i forvejen, at det er ældre i en høj alder, der bor alene, der er i høj risiko for at blive indlagt igen,” forklarer Connie Berthelsen.

Fra skoletræt til hjemmepleje

Connie Berthelsen fylder 50 år om få måneder, og det var hendes dedikerede mål at blive professor inden den runde dag.

”Jeg kan godt lide at have noget konkret at arbejde henimod,” konstaterer hun med et stort smil.
At Connie Berthelsen skulle blive professor i sygepleje, stod bestemt ikke skrevet i nogen journaler, da hun gik skoletræt ud af gymnasiet. Hendes mor opfordrede hende derfor til at blive sosuhjælper, hvor der i det mindste var elevløn.

”Jeg arbejdede i hjemmeplejen på Bispebjerg, hvor jeg cyklede rundt til de ældre, og jeg elskede det simpelthen. Det giver enormt meget tilbage at passe ældre mennesker – de har stor videnskapacitet og livserfaring.”

Ville selv udvikle viden

Efter et par år som sosuhjælper gik hun videre på assistentuddannelsen og tilbragte de næste fire år med at passe patienter, indtil hun besluttede sig for at læse videre til sygeplejerske i 1999.
På uddannelsen hørte hun om forskning i sygepleje og blev med det samme tændt på at læse videre til cand.cur.

”Jeg har altid været en videbegærlig bogorm, så det lød spændende at kunne være med til at udvikle viden selv i stedet for at læse, hvad andre har gjort. Og på den måde også at forandre noget for patienterne.”

Kandidatuddannelsen gav mere blod på tanden, så hun fortsatte med en ph.d., der handlede om pårørendes involvering i ældre patienters accelererede forløb gennem hofte- og knæfornyelse. Den blev efterfulgt af en postdoc og senere en stilling som først adjunkt og siden lektor på Aarhus Universitet i Emdrup.

Sygeplejerskerne skal involveres

Her forskede hun bl.a. i, hvad der skal til, for at akademiske sygeplejersker kan få adgang til at forske på hospitalerne. Et emne, hun selv havde haft inde på livet.

”Det var ikke særligt velanset at være det, der kaldes ”kolde hænder”. Hverken ledere eller sygeplejersker syntes, at det var i orden, at der sad sygeplejersker på et kontor og lavede forskning. Det kunne godt være meget svært med en master- eller kandidatuddannelse at få adgang til patienter og praksis, selv om man i virkeligheden bare gerne ville gøre plejen bedre for patienterne,” siger hun og ridser sine teoretiske erfaringer fra tiden som lektor op:

”Da jeg kom tilbage til Sjællands Universitetshospital som forskningsleder, vidste jeg, at det var vigtigt at være synlig og altid involvere sygeplejerskerne og især lederne i sine forskningsprojekter. Som udgangspunkt skal det altid være noget, de synes, er vigtigt, før man overhovedet kan komme igennem med noget som helst.”

Skal have rod i virkeligheden

Connie Berthelsen er derfor også i dag iført sygeplejerskeuniform og har kontor midt på den medicinske afdeling, for det er blevet altafgørende for hende, at hendes forskning er praksisnær og tager udgangspunkt i realistisk klinisk arbejde.

”Forskning i sygepleje skal komme patienter, organisationen eller sygeplejerskernes arbejdsområde – praksis som helhed – til gavn. Og når jeg er på en medicinsk afdeling, laver jeg selvfølgelig forskning, som de synes, er vigtig, for det er dem, der betaler min løn.”

Men først og fremmest skal forskningen være til gavn for patienterne, mener Connie Berthelsen.
”Man skal kunne udføre den allerbedste sygepleje for patienterne, og jeg er også sikker på, at hvis man spørger patienterne, om de vil indlægges på en afdeling, der anvender forskning i sygeplejen, eller om de vil indlægges på en afdeling, hvor plejen er baseret på erfaringer – så ved både de og jeg godt, hvor vi helst vil ligge,” siger hun.

Forskningen skal give mening

Noget af det allersværeste er at få implementeret sin forskning, mener professoren.
”Det handler om, at sygeplejerskerne og lederne kan se ideen i det. Det skal gerne være til gavn for patienterne, men også helst for sygeplejerskerne. Særligt hvis det sparer tid og også gerne penge. Så vi snævrer os mere og mere ind. Det er derfor også vigtigt, at vi har afdelingens sygeplejersker og deres erfaringer med i forhold til deres undrende refleksioner.”

For Connie Berthelsen personligt har udfordringerne på vejen mod professoratet været alt det, hun ikke har kunnet påvirke med sin egen arbejdsindsats.

”Jeg har en enormt høj arbejdskapacitet, så det sværeste har været at sikre mig de elementer, jeg ikke selv har indflydelse på. Kan jeg f.eks. få ph.d.-studerende og fondsmidler eller få publiceret mine artikler – det har indimellem været svært at være så afhængig af andre mennesker for at nå mit eget mål.”